En gang var jeg en der elskede mig selv for lidt

Det kom til udtryk ved at jeg mistede troen på mig selv, når en anden var uenig.

Eller jeg gik over mine grænser for hvad jeg ville finde mig i fra andre.

Eller jeg nøjedes med så lidt på alle måder.

Jeg satte nærmest en dyd i at være nøjsom. Og det gjorde mig så ulykkelig.

Jeg længtes efter at blive elsket

Men hold op, i virkeligheden længtes jeg efter alt det skønne livet kunne give mig.

Jeg turde bare ikke tro på at jeg fortjente det.

Jeg troede bare ikke det var til mig.

Jeg troede det var til de andre og jeg fandt på en masse undskyldninger der skulle forhindre mig i at føle mig lille og sårbar når længslen efter mere fik overrumplet mig.

Jeg kunne undskylde og udholde en andens urimelige adfærd ved at prøve at forstå, for så at undskylde deres adfærd med det jeg troede, jeg forstod.

Jeg ville gemme mig, så ingen kunne se sandheden om mig

Jeg var så god til det i så lang tid, at jeg til sidst var nærmest tørlagt for livsglæde og energi.

Jeg holdt bare ud, ventede på en slags redning, og udsatte mig selv for alt for meget bull shit i mit parforhold, i den periode.

Som mor, måtte jeg erkende at jeg ikke altid slog til, og at min overskud til mine børn, ikke var der.

Min evne til nærvær overfor mine børn var lig nul…

Min lunte var kort, og indimellem ønskede jeg bare at ligge under dynen og gemme mig langt væk.

Skyldfølelsen voksede og gjorde ondt.

Jeg ventede på at nogen skulle rede mig og faktisk kom hjælpen også ude fra, men den hjælp jeg modtog handlede, om at jeg skulle kravle ud fra min trygge dyne, og komme igang med at redde mig selv.

Vi venter på noget vi allerede har

Når jeg nu, mange år senere, sidder med en kvinde, oplever jeg at det er det samme problem der gælder hele vejen rundt, bare i forskellig indpakning.

Vi kvinder er alt for dårlige til at elske os selv, og tror at vores redning ligger hos andre, hvis bare de andre vil forstå og ændre deres adfærd.

Eller hvis bare vi finder en der vil elske os nok.

Men sådan er det ikke. Vi tør jo slet ikke tro på at nogen kan elske os som den vi er…

Vi er den vi venter på

Vi er den der må turde træde ud af vores selvkritiske position, for at tage ansvar for vores ønsker om at blive respekteret, og for at vores grænser bliver håndhævet, som minimum af os selv.

Det blev en vild rejse

Jeg gjorde det, og gudskelov for det.

Det har været en helt vildt fantastisk rejse at finde ind til min essens, at finde ind til min hjerte, og stole på at jeg er god nok som det unikke menneske jeg er.

Jeg elsker at være vidne til når det sker for en anden kvinde

Når hun endelig mærker troen på at hun ikke skal nøjes med for lidt, at hun er værdig til alt det smukke hun drømmer om, og at hun er fantastisk som den hun er.

Når hun gør det, rammer det punkt, så vil alt hvad hun rører ved, fremover komme fra det sted i hende.

Jeg kalder det at hun kommer fra hjertet, for hun gør det af kærlighed til sig selv.

Af kærlighed til sig selv og det liv hun har fået til opgave at få det bedste ud af.

Hvis du nu tænker på hvordan du selv kommer dertil, så kan jeg fortælle helt kort at jeg ikke gjorde det uden hjælp.

Da jeg først var klar til virkelig at se indad søgte jeg efter hjælp og jeg fik den omgående.

Jeg tog på kursus, blev coachet og har læst et hav af bøger om selvkærlighed.

Det er bare så nødvendigt at du får et varmt kærlighedsforhold til dig selv, hvis du vil opleve lykken indefra.

Det behøver ikke være svært

Jeg ønsker for dig at er klar til at tage det ansvar der er dit.

Nemlig dit kærlige forhold til dig selv.

Der skal nogen gange så lidt til at forandre det hele.

Kun din tro på at det er for svært holder dig tilbage.

Følg linket og se hvor nemt du kan give dig selv dit allerførste skub, hen i mod et kærligt forhold til dig selv, som du vil være stolt af, og som dine børn kan lære af, igennem dig.