Det er ikke bare noget jeg siger, det er noget jeg personligt har erfaret mig, igennem mit eget liv.

Mine forhold før i tiden bar præg af min egen usikkerhed, og frygt for at blive forladt. 


På et tidspunkt for snart 10 år siden, revnede ballonen dog endelig, og jeg fik forstået, at det eneste der kunne redde mig ud af at gentage mine uheldige pardanse, var, hvis jeg selv lærte nogle nye danse trin.



Jeg lærte de selvkærlige dansetrin


Det kostede mig penge, tårer, og mange timer i stolen hos min terapeut Thorkild.


Han lærte mig, på sin solide og faderlige måde, at jeg skulle adskille mig selv fra min partner, og finde mine egne ben at stå på, i forholdet. 


Jeg lærte at blive enestående, på mine to ben. 


Jeg skulle lære at blive hjemme i min egen have, vande den, gøde den, og pleje den med kærlighed. 



Læs om at blive i egen have her




Jeg lærte at jeg blev nød til at være villig til at miste min partner, for ikke at miste mig selv. 


For dette tab ville koste mig mere, end min drøm om at være i et forhold. Det ville koste mig min lykke, min integritet og selvrespekt.




Jeg kom hos ham, fordi jeg troede på den  tåbelige idé, at et parforhold, handlede om, at ofre sig selv, for at bevise min kærlighed



Jeg troede at jeg sammen med min partner, skulle skabe noget der var større end os hver især.


Jeg havde aldrig tænkt tanken at mit bidrag til forholdet var mig selv. 


I stedet forsøgte jeg at opnå sahørighed, ved at gøre mig selv mindre. 


Det gjorde jeg ved at prøve på, at være en anden end den jeg var. Jeg underspillede mig selv.




Læs om at underspille sig selv her



Jeg tiltrak selvsagt en partner, der var et match til dette syn på parforholdet. 



Tilbage i stolen hos Thorkild, lærte jeg at 1+1= 2 og ikke 1 



 

“Jeg lærte at forstå at mit vigtigste forhold, ikke var mit parforhold, men mit forhold til mig selv”

 

 


I stedet for at bruge al min energi på at forstå den anden og regne ud hvad den anden havde brug for, lærte jeg at forstå mig selv og hvad jeg havde brug for. 



Langsomt, blev min relation til mig selv bedre. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod at min relation til min partner, også blev bedre. 



Det gjorde den ikke. Det gik i stykker. For jeg var den eneste af os der lærte de nye danse trin. 


Og derfor var vi ikke længere et match til hinanden. Heldigvis…

– for ellers havde jeg aldrig mødt Lars, som jeg er sammen med i dag….











Det tog mig lang tid at acceptere, at han ikke ville lære de nye danse trin, og i en rum tid, ventede jeg 



Men også dette blev knoklende og ukærligt for mig. Og da jeg var klar, gav jeg slip.



Og da jeg gave slip, blev jeg fri



Ikke kun fri som i single, men som i en ny forbedret udgave af Nicole, der havde lært en ny selvkærlig dans. 




En selvkærlig dans, fyldt med selvrespekt, integritet, og power


Jeg blev rolig indeni. 


Lektien med at lære, hvortil min indflydelse rakte, hvad der var mit og hvad der var andres, landede på en blød bund af accept. 


En accept der havde rod i en ny overbevisning. 





Jeg gav slip på overbevisningen om at være nød til at kontrollere andre for at føle mig tryg. 


Det var ikke hverken nødvendig eller muligt.


Jeg lærte at stoppe med at fodre trangen til kontrol og frygten for dit og dat, fordi det ikke gavnede mig, min glæde, eller nogen  andre. 



Jeg forstod at ønsket og behovet for kontrol, er en illusion, der fortærer og ødelægge kærligheden.



Kærlighed kan kun trivedes i sårbarhed, tillid og troen på at vi alle gør vores bedste i det givne øjeblik, med det ressourcer vi har i selv samme øjeblik. 





Jeg valgte, og vælger fortsat, at have fokus på tillid og kærlighed


Kærlighed gør mig i stand til at stå fast i mig, elske, og forblive rolig indeni. 


Jeg er sårbar, jeg risikerer at blive skuffet, afvist og forladt, men mit hjerte holder ikke ud at være lukket og bange mere. 


Og jeg har forstået at hvis min energi kommer fra en mangel tilstand, så vil jeg umuligt kunne være et match, til andet end lige det.




Mangeltilstande handler altid om modstand på det der er, og frygt. 


Lige tiltrækker lige. 


Derfor vil der altid være chance for et brud, når du begynder at danse nye trin, lige som jeg gjorde. 


Medmindre det magiske sker, at din partner også ønsker at leve selvkærligt. 


Jeg tror fortsat på, at et parforhold handler om at vi til sammen kan blive en større helhed, en summen af den enkelte. 


Men kun, hvis vi begge holder fast i at anerkende, at vi er gode nok som den vi er. 



Vi er vores bidrag. 1+1=2






Hvad var det så helt konkret ham Thorkild lærte mig?


Jo, jeg lærte at der findes to typer parforhold.



En type forhold, er det, hvor man indgår i en ulykkelig symbiose. Dvs smelter sammen i en afhængig dans. 



Det lyder smukt, men det er det i virkeligheden ikke. 


Det er magt, kontrol, manipulation og krav.


Det er et afhængigt forhold, hvor der kæmpes om kontrol, og magt, for at føle sig tryg og undgå at være sårbar. 


Energien kommer fra frygt, og modstand. 


Her skrider grænserne. 


Her tror vi på, at den andens adfærd, er årsagen til vores ulykkelige følelser. 


Forholdet er baseret på utryghed og angst, og baggrunden er en mangel tilstand. 


Grundfølelsen er at der mangler noget, der er aldrig nok. 


Virkeligheden er, at vi ikke ønsker at tage ansvar for os selv, vores tanker, overbevisninger, følelser, behov og grænser. 


Dybest set er vi bare bange for at vi blive forladt. (Mangel tilstanden)


Når vi forsøger at kontrollere andre, mister vi dog kontrollen over os selv. 


Vi skaber det, vi frygter allermest. 





For ingen ønsker jo at blive kontrolleret, bebrejdet eller føle sig forkert. Det skaber afstand og forsvar


Fordi vores måde at indfri vore behov og længsler, kommer fra en mangel tanke og modstand på at blive i vores egen have og tage 100 % ansvar for det vi mærker inden i os selv. 


Og det vi har fokus på vokser. 




1+1=1


Man kan forestille sig at det symbiotiske forhold til sammen har 3 ben, og der kæmpes om det 3. ben. 



Dvs at én må stå på et ben, eller læne sig ind mod den anden for ikke at vælte. 


= Kontrol og afhængighed. 




Kontrol for at få den anden til at indfri vore behov for tryghed, og kærlighed. 

Derved opstår afhængigheden, der er gensidig. 







Det sunde forhold, hvor 1+1=2


I sådan et forhold, er der plads og accept af hinandens grænser, drømme og behov. Forholdet er baseret på tillid og kærlighed. Uenighed løses med respekt og empati. 




Her er vi enestående 


Vi tager 100% ansvar for det der sker i os, fordi vi ved, at det der støjer i os, er noget der bor i os, og skal heales, i os, og ikke ved at kontrollere en anden for at dulme det der støjer.




100% til os hver, hverken mere eller mindre

Jeg er mig, der deler mit liv med en anden. Og det sker på basis af tillid og kærlighed. 

Her står hver især på 2 ben. Når to hver især er enestående, vil der ske noget magisk. 

Fordi det vi har fokus på vokser, vil kærligheden, glæden, tillid og taknemmelighed, også vokse. 

Vi er i en tilstand af flow og overskud. 

Helheden vil blive større end summen af den enkelte. 




Det er da ret magisk, og smukt, ik? 





Kærligst Nicole 

 

 

For at give dig et billede af sunde personlige Glas Klare Grænser har jeg lyst til at føre dig med ud på en lille rejse….

Forstil dig at du har en have.

Denne have er dit liv. Den indeholde alt det, der er dig, dine sandheder, dine følelser og tanker, og dine ønsker og længsler.

Rundt om din have, ligger der andre haver. Din have er adskilt af de andre haver, med en hæk. Den hæk viser hvor dine grænser går til.

Der er en god grund til at du har en hæk rundt om din have, der adskiller din have fra andres.

Grunden er, at du på den måde, får vist dit ansvars område. Alt inden for din hæk, er dit ansvars område, og alt det uden for din hæk, er andres ansvars område

Når vi træder ind i et parforhold, har vi ofte en tendens til at slå vore haver sammen, og gøre den til en stor have.

 

 

Hånden på hjertet, selvom vi danner par med en anden, har vi stadig kun ansvar for vores have, og den anden for sin have. Vi kan indgå kompromisser, vi kan lave aftaler osv.

1+1=2, og ikke 1

Måske virker de, men min erfaring er, at hvis vi ikke har styr på vores egen have, så lader vi os invadere, eller går på have vandring, hos vores partner.

Det bliver rodet, og vi ved til sidst ikke hvis der er hvis.

Enten ved vi hvordan de bør passe deres have, eller også tror vi, at de ved hvordan vi bør passe vores.

Det ender som regel med frustrationer, fortielser og afstand

 

Vi har hver især vores helt egne grænser, værdier, behov, ønsker og drømme.

Nogle af dem matcher og ligner andres, men dybest set, er vi alle bare forskellige.

Når der er ubalance i vore grænsesætning, kan det skyldes to typer overbevisninger.

 

1. Vi lader andre bestemme hvordan vi bør leve, tror og tænke.

Vi siger ikke hvad vi tænker og mener, af frygt for afvisning.

Vi står ikke ved os selv, og tager ikke ansvar.
2. Vi tror vi ved hvad andre bør tro, og tænke.
Vi slipper for at se på os selv, og undersøge vores egne overbevisninger, regler og tanker.

Begge disse overbevisninger kan bo i os side om side, på samme tid.

De har begge den konsekvens, at vi ikke tager ansvar for vores egen have.

Vi lader andre styre vores liv, og forsøger at styre andres liv.

Det er et ubevidst forsøg på at føle tryghed, og kontrol.

Og det er den største illusion, vi mennesker lever med.

For det eneste sted vi virkelig kan opleve tryghed, og kontrol, er i vores beslutning om at tage ansvar for vores egen have.

 

Husk på at i din have bor dine følelser, dine tanker, dine værdier, dine ønsker og længsler, og dine overbevisninger.

Og hvis du ikke vil tage ansvaret for dem, så vil du opleve at du enten bliver invaderet og eller at du invaderer andre.

Begge veje fører til kontroltab.

 

 

Et godt spørgsmål du kan stille dig selv, hver gang du bliver i tvivl, om nogen roder i din have, eller om du roder i andres have, er:

 

Er det jeg har gang i, inden for min indflydelse? Og hvorfor er det vigtig for mig at have indflydelse. Hvad vil det give mig?

 

Hvis du svarer helt ærlig, vil du opdage at det jeg beskriver for dig, er sandt.

Du har indflydelse i din have, og kun i din have.

Da jeg først opdagede denne sandhed, og tog den helt til mig, følte jeg mig faktisk lettet.

Jeg kan til enhver tid, hen over hækken, dele mit syn, på en sag.

Og når det er gjort, er det helt uden for min indflydelse, hvordan den anden, opfatter og omsætter, det jeg deler.

Jeg ved ikke med dig, men jeg har både været udsat for manipulation, og selv manipuleret, røven ud af bukserne for at få det my way.

For at få kontrol, uden at tage ansvar.

Jeg troede virkelig at jeg vidste bedst, og forsøgte med list at snyde den anden til at gøre det jeg troede på.

Resultatet blev at jeg faktisk mistede kontrollen over mig selv, og det var absolut ikke kønt at se på.

Jeg blev ensom, forladt og afvist.

 

Ingen, som i virkelig ingen, har et ønske om at blive kontrolleret, og bebrejdet, for noget, de ingen indflydelse har på.

Derfor blev jeg afvist, og fik ikke det jeg knoklede så hårdt for at få.

Mit udgangs punkt, kom fra frygten, for at miste, og da lige tiltrækker lige, tiltrak jeg andre der matchede dette, og kunne fodre netop disse følelser i mig.

Jeg besluttede at se indad, ved at undersøge og heale min frygt for at blive for ladt.

Jeg fandt noget jeg havde kontrol over og indflydelse på. Mit forhold til mig selv, mine følelser og behov.

Og det krævede at jeg ville tage 100% ansvar for det der er mit, og bor i mig.

 

Når jeg ser mig omkring, hos mine kunder, mine relationer, og familien, ser jeg nøjagtig det samme alle steder

Vi tror at andre er ansvarlige for at give os det vi behøver og de er årsagen til det vi føler.

Og med den tro, er det jo helt naturlig at stille dem til ansvar, og få dem til at leve op til deres forpligtelse.

På samme tid, ønsker vi bare ikke at være ansvarlige for hverken deres behov eller følelser

Det er som om, at der bor to sandheder i os, side om side.

Hvordan er det så muligt?

Tænk over det, og mærk efter.

Er du klar til sunde relationer?

Er du klar til 100% ansvar, for din lykke?


Så se her, hvordan du kan få det

 

Kærligst Nicole


I know, det lyder måske lidt kedelig, men det er altså vigtigt, at du ved noget om, hvordan du saboterer dig selv…

 
 
Ihvertfald, hvis du har drømme, du gerne vil opleve, eller hænger fast i noget møg svært.
 

Den gode nyhed er at der faktisk kun er 4 typer af begrænsninger



Jeg har levet mit liv, baseret på 2 af dem, og wauw, de  har haft stor indflydelse på både mit kærlighedsliv, men også min økonomi….

 

Det jeg troede i mange år at jeg var et offer for uheld og dårlige kort på hånden, og at andre bar ansvaret for det.

I de første 25 år, var det især min mor, jeg gav skylden for mit dårlige liv.

Misundelse og jalousi på min søster, gjorde mit liv trist og ensomt.

 

Min mor elskede min søster mere end mig

En flaske Gl. Dansk, og en brav brandert ændrede forbavsende nok, på den overbevisning.

Det var grimt og ynkeligt

Det er en hel historie for sig selv

Det jeg kort kan sige om det er, at det var ynkeligt, og grimt. 
Det lugtede af bræk, og indebær en tur med en ambulance og slanger i halsen.


Mig der aldrig, som i virkelig aldrig drak, forsøgte at dulme en kæreste sorg, i intet mindre end Gl. Dansk…

 

Jeg dyrkede smerten

Mens jeg ynkede mig selv, lyttede jeg til George Michael´s Jesus to a Child, der var sat på repeat, så den kørte igen og igen. ( så blev jeg ikke forstyrret i at dyrke min smerte, for at genstarte nummeret)
Yark siger jeg bare, kønt var det ikke.
Jeg var 25 år og følte mig som palle alene i verden. Uelsket og virkelig ensom.
Min mor og min søster fandt mig bevidstløs liggende i mit eget bræk, og troede jeg havde spist panodiler.

Babu babu, afsted med mig til udpumpning

 

Den dag, gik det op for mig, at jeg tog fejl, og at de elskede mig

Men min øvre begrænsning forsvandt ikke, for derefter var det i mine parforhold, den brød ud, og holdt mig fra at leve i glæde og lykke.

Jeg fandt mig en partner der drak. Det var opskriften på selv-sabotage, men i den sidste ende, blev det også mit wake up call.

Giv mig et Quick Fix, NU!!

Jeg sad en sen aften, frustreret over at blive kaldt medafhængig, af den terapeut, jeg havde hyret til at fjerne min angst, og give mig medhold i at han var idioten.

Hun var hyret til at give mig et quick fix. Hun skule få det hele til at gå væk hurtigt.

 

Det blev aldrig til et Quick fix – Heldigvis !!!

Det blev hårdt arbejde, det blev selv erkendelse og det blev ansvar.

Det blev en rejse ud af min øvre begrænsning. Et arbejde med at slibe en rå diamant, en facet af gangen.

De første 35 år af mit liv, var fyldt med drama.

Siden er der kommet ro ind i mit liv.

En ro jeg føler indefra, en ro der kommer af, at jeg elsker mig selv, og tager ansvaret for den jeg er, min rejse, mine drømme og ønsker.

Og den samme ro, bruger jeg til at blive ved med at undersøge, hvad der sker, når jeg møder en ny facet af min øvre begrænsnig.

Det er den eneste måde, jeg kan heale den på.

Jeg er for længst holdt op med at tro, at andre  er skyld i min ulykke. Nope – ansvaret for den bor i mig, og det er derfor også mit ansvar at fixe det.

Kærligst Nicole 🙂