Jeg kender det selv alt for godt.
Jeg husker tydeligt følelsen af at sidde i sofaen og tage en dyb indånding, når han kom ind ad døren. Bare for at scanne luften for, hvilket humør han var i, i dag.
Jeg slugte mine egne holdninger og mærkede knuden i maven vokse, bare for at købe mig til nogle timers kunstig husfred.
Du kender det sikkert også siden du læse med her.
Der bliver sagt eller gjort noget der føles urimeligt og man føler sig ramt helt i sit inderste af uretfærdighedsfølelsen. .
Pludselig er man i gang med at forklare sin side af sagen, og ender med at føle at man skal forsvare sig.
Alt sammen i håb om at den anden forstår, og derfor accepterer det svar man kommer med, så man kan vende tilbage til tosomheden og roen.
Men ak, sådan går det sjældent.
Det er min erfaring, og mange tusinder, ja millioner af andres erfaring.
→ Konflikten er allerede løbet af sporet, og den ender med frustration, afstand og afmagt.
Jeg levede sådan år efter år og det sled på relationen og det ødelagde mig.
Jeg forsøgte at regne ud hvordan jeg skulle sige og gøre ting, så de ikke potentielt endte med at starte endnu en opslidende konflikt.
Jeg holdt også igen med at håndhæve mine egne grænser, når der endelig var ro, fordi jeg havde desperat brug for nærvær og ro, og han havde allerede brugt hele kvoten, for at starte konflikter.
Så jeg mistede mig selv, mine grænser og min sindsro, og gik rundt på listefødder for at holde på roen så længe som muligt.
Og ja, der er faktisk nogen konflikter der har værdi, og som er med til at styrke relationen. Men lang de fleste af dem, er bare trigger på trigger på trigger, der ingen vej fører hen ud.