3,5 år i et ON / OFF forhold sled Hanne op. Sådan kom hun videre


Først skal du selvfølgelig vide hvad det er Hanne gjorde, så derfor får du hendes skønne ærlige ord lige her…

Jeg kontaktede Nicole for ca. 3 måneder siden.
Igennem 3,5 år var mine tanker og følelser blevet styret af en mands vælgen mig til og fra, efter hans lyst og behov.
Jeg var ødelagt, mit humør svingede op og ned.
Var jeg sammen med ham, var jeg i paradis… 
Når han ikke havde brug for mig, og ignorerede mig, var jeg i helvede.
Igennem 3,5 år kørte jeg det samme mønster…
– Bar over med….
– Fandt undskyldninger for…
– Kom , når han kaldte….
– Lod ham p…. på mig, og de følelser han vidste at jeg havde for ham…
Mine veninder var ved at gå amok på mig, og jeg hørte dem!! 
Men angsten for at miste den smule han gav mig, var alt alt for stor til at jeg kunne give slip..
.
I dag kan jeg smile

Vi er ikke længere “sammen”..

Han har fundet en kæreste.

Jeg ønsker hende held og lykke.

 

Jeg ved at han vender tilbage en dag, men jeg vil ikke have ham

Jeg ved ikke hvad Nicole gjorde, men hun har ændret mit liv og mit syn på mig selv.

Min investering i Nicole, er den bedste investering jeg nogensinde har gjort i mig selv!

 

Jeg går ALDRIG på kompromis med mit værd igen!

… og lige pludselig finder jeg mit livs kærlighed, som vil elske mig for den fantastiske kvinde jeg er

Nicole, af hjertet tak

-Hanne Sørensen

Herunder ser du et interview med Hanne et halt år efter vores 1:1 samtaler

 

 


Er det ikke bare fedt! Jeg er vild med hendes mod og proces.

Hold nu op, jeg bøjer mig i støvet….
Åhhh jo, og jeg ved selvfølgelig hvordan jeg har hjulpet Hanne
Nøjagtig som jeg hjalp mig selv ud af en lignende historie.
Bortset fra at jeg ikke nøjedes med 3,5 år….
Næ nej…
Mor her hang fast i næsten 10 år…
Ja du læser rigtig…
I 10 lange år forsøgte jeg at omvende en mand, og overbevise ham om, at jeg var det bedste der var sket ham og at vi skulle være familie for vores søn.
Jeg håbede og bad til de højere magter. ( og det er ikke engang løgn)
Men det eneste svar der kom retur, var:
“Elsk dig selv nok til at give slip i ham”
Det er din eneste chance for at han, eller nogen mand, vil elske dig og respektere dig, for den du er.
Jo, i starten overhørte jeg budskabet, der i starten kun var en lille hvisken inde i mig.
Lige som Hanne turde jeg ganske enkelt ikke gå glip af de smuler med kærlighed jeg fik tildelt i ny og nær…
Men med tid, blev det til en brølen, og da jeg havde fået knust mit hjerte tilstrækkeligt, var jeg klar til at høre efter.
Heldigvis for Hanne, var hun noget mere lydhør, så hun slap for 10 års udhulning af sit selvværd
Det er dælme godt gået, Hanne. 
Og hvis det går Hanne, som det gik mig, så er der nærmest garanti for, at hun møder en god mand der virkelig sætter pris på hende.
Når hun giver slip, får hun fat.
Før er hun slet ikke åben for at modtage, eller for at få øje på, de muligheder der flyder forbi.



Selvkærlighed er en magnet for respekt og kærlighed

Intet mindre.
Åhh jo, ja, måske er der en enkelt læser eller to, der tænker det her er for lyserødt, så let går det nok ikke.
Og nej, det går ikke let, slet ikke i starten, hvor det er helt nyt at tænke sig selv først.
Det er et vedholdende stykke arbejde, og det kræver energi og opmærksomhed fra dig.
Men tanken om at blive i dette følelsesmæssige helvede, er benzinen der driver værket, og får en til at fortsætte og kravle op på hesten, når man vakler og blir kold af skræk, over det ukendte nye.
Og med tiden blir det heldigvis naturligt at tænke selvkærligt.
Det blir det nye mindset, du lever efter.

Nicole, det kan godt være at du kan, og at Hanne kan, men jeg kan ikke.

Jeg har slået mig så ofte, og jeg er faldet igen og igen. Det virker totalt uoverskueligt bare at finde overskud til at gå igang.

Hvis det er tanker eller nogen der minder om dem, du sidder med, så stop lige engang.
For her kommer hemmeligheden bag ved både min egen og Hannes succes med at ændre vores liv.
VI GJORDE DET IKKE ALENE
Lige som Hanne, fik jeg også hjælp. For ingen kan selv.
Vi kan jo ikke løse vores problemer med det mindset, der skabte dem.
Så Hanne fik nye input, jeg fik nye input, og du får nye input.
Altså hvis du vælger at gøre som Hanne.

>>> Klik her for at få de værktøjer der hjalp Hanne videre

Stort hjertevarm kram til dig
Nicole Albæk
af

Når julen bare står for bekymringer og sorgfulde minder

 


Tiden flyver og nu står julen lige om lidt og banker på døren. 

Snakkene over maden begynder så småt at handle om gaver, ønsker, mad, juletræer og pynt. 


Beskeder med link til ønskeskyer tikker ind. 




Jule set up`et er i gang.

Hos os er der dog plads til hjerternes fest. Der er overskud, og nok at give af fra hjertet.


Men er det sådan for dig også?

Jeg husker ihvertfald tydeligt en tid i mit liv,  hvor julen stod for stress og sorg. 

Den stod for frustrationer og usikkerhed, fordi alt omkring mig var adskilt og mit ønske om nærvær og lykkelig familie ikke gik i opfyldelse. 


Den stod for ønsker jeg ikke kunne indfri, hvor end jeg gerne ville..

Jeg ved af erfaring at julen er den tid på året hvor vi virkelig kommer i kontakt med længsler og savn. 

Nogen af os  blir mindet om det vi mangler og dem vi har mistet og også dem vi af forskellige årsager er adskilt fra.

Og  andre blir mindet om den alt for stramme økonomi, som julen truer med at vælte helt omkuld.

Jeg har selv været der

Jeg ved hvor svært det er og hvor meget december mdr kan fylde i både følelser og tanker. 

Følelsen af at der mangler noget og at der ikke er nok penge, kærlighed og lykke, ligger og gnaver indeni.

Ikke nok tid, ikke nok af dem vi har mistet, ikke nok på bank kontoen, ikke nok kærlighed og samhørighed. 

Men derimod overflod af sorg, bekymringer, skyldfølelse og ensomhed





Hvad jeg også ved er at dette kan blive anderledes 

Jeg gjorde det. jeg skabte mig et nyt liv. 

Jeg besluttede mig, jeg investerede det lidt jeg havde for at få hjælp og fuldførte det. 

Det var som om, jeg endelig forstod, at det ikke nyttede noget at gå og vente og håbe på forandring. 

Det var mig selv der skulle ændre mit liv.  

Tiden gik jo bare, mens jeg sad fast i min smerte og mit selvhad voksede. 





Jeg var træt af at forsøge på at overleve, nu ville jeg dælme til at leve.

Jeg startede med at tage ansvar for mine behov og følelser

Jeg satte fokus på det jeg ville have fremfor det jeg ikke havde

Jeg ændrede mit syn på mig selv




Ikke kun i juletiden, nej hele året rundt

Måske er du et sted i dit liv, hvor du virkelig bare har overskud og kan nyde den tid vi har i vente.

Til dig vil jeg sige at det glæde og varmer mit hjerte uendelig. Det er et virkelig skønt sted at lande i sit liv. 




Men hvis ikke du er der, så vid at du ikke er alene. 

Og at der er en vej ud, men at den kræver en beslutning om at tage det første skridt. 

En beslutning om at få hjælp til at bryde med det livsmønster du hænger fast i. 

Uanset om det drejer sig om en svær økonomisk situation, ulykkelig kærlighed, sygdom, eller hvad du nu sidder fast i.

De færreste af os magter at gøre det alene uden hjælp fra andre der kan få os til at se tingene fra nye vinkler. 


 

=> klik her for at se hvordan jeg kan hjælpe dig 

 

Jeg ønsker for dig at du må nyde hjerternes fest og at julen i år bliver fyldt med nydelse og god næring til dig. 






Kærligst 

Nicole 





af

Mor vi er stolte af dig…

Lad det stoppe med dig. Det du healer i dig selv, slipper dine børn for at bøvle med

Læs mere
af

Det her er et must, hvis dit forhold skal blive lykkeligt…

Det er ikke bare noget jeg siger, det er noget jeg personligt har erfaret mig, igennem mit eget liv.

Mine forhold før i tiden bar præg af min egen usikkerhed, og frygt for at blive forladt. 

På et tidspunkt for snart 10 år siden, revnede ballonen dog endelig, og jeg fik forstået, at det eneste der kunne redde mig ud af at gentage mine uheldige pardanse, var, hvis jeg selv lærte nogle nye danse trin.



Jeg lærte de selvkærlige dansetrin

Det kostede mig penge, tårer, og mange timer i stolen hos min terapeut Thorkild.

Han lærte mig, på sin solide og faderlige måde, at jeg skulle adskille mig selv fra min partner, og finde mine egne ben at stå på, i forholdet. 

Jeg lærte at blive enestående, på mine to ben. 

Jeg skulle lære at blive hjemme i min egen have, vande den, gøde den, og pleje den med kærlighed. 


Læs om at blive i egen have her



Jeg lærte at jeg blev nød til at være villig til at miste min partner, for ikke at miste mig selv. 


For dette tab ville koste mig mere, end min drøm om at være i et forhold. Det ville koste mig min lykke, min integritet og selvrespekt.



Jeg kom hos ham, fordi jeg troede på den  tåbelige idé, at et parforhold, handlede om, at ofre sig selv, for at bevise min kærlighed


Jeg troede at jeg sammen med min partner, skulle skabe noget der var større end os hver især.

Jeg havde aldrig tænkt tanken at mit bidrag til forholdet var mig selv. 

I stedet forsøgte jeg at opnå sahørighed, ved at gøre mig selv mindre. 

Det gjorde jeg ved at prøve på, at være en anden end den jeg var. Jeg underspillede mig selv.



Læs om at underspille sig selv her


Jeg tiltrak selvsagt en partner, der var et match til dette syn på parforholdet. 



Tilbage i stolen hos Thorkild, lærte jeg at 1+1= 2 og ikke 1 


 

“Jeg lærte at forstå at mit vigtigste forhold, ikke var mit parforhold, men mit forhold til mig selv”

 

 


I stedet for at bruge al min energi på at forstå den anden og regne ud hvad den anden havde brug for, lærte jeg at forstå mig selv og hvad jeg havde brug for. 


Langsomt, blev min relation til mig selv bedre. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod at min relation til min partner, også blev bedre. 


Det gjorde den ikke. Det gik i stykker. For jeg var den eneste af os der lærte de nye danse trin. 

Og derfor var vi ikke længere et match til hinanden. Heldigvis…

– for ellers havde jeg aldrig mødt Lars, som jeg er sammen med i dag….











Det tog mig lang tid at acceptere, at han ikke ville lære de nye danse trin, og i en rum tid, ventede jeg 


Men også dette blev knoklende og ukærligt for mig. Og da jeg var klar, gav jeg slip.


Og da jeg gave slip, blev jeg fri



Ikke kun fri som i single, men som i en ny forbedret udgave af Nicole, der havde lært en ny selvkærlig dans. 



En selvkærlig dans, fyldt med selvrespekt, integritet, og power

Jeg blev rolig indeni. 

Lektien med at lære, hvortil min indflydelse rakte, hvad der var mit og hvad der var andres, landede på en blød bund af accept. 

En accept der havde rod i en ny overbevisning. 




Jeg gav slip på overbevisningen om at være nød til at kontrollere andre for at føle mig tryg. 

Det var ikke hverken nødvendig eller muligt.

Jeg lærte at stoppe med at fodre trangen til kontrol og frygten for dit og dat, fordi det ikke gavnede mig, min glæde, eller nogen  andre. 


Jeg forstod at ønsket og behovet for kontrol, er en illusion, der fortærer og ødelægge kærligheden.


Kærlighed kan kun trivedes i sårbarhed, tillid og troen på at vi alle gør vores bedste i det givne øjeblik, med det ressourcer vi har i selv samme øjeblik. 




Jeg valgte, og vælger fortsat, at have fokus på tillid og kærlighed

Kærlighed gør mig i stand til at stå fast i mig, elske, og forblive rolig indeni. 

Jeg er sårbar, jeg risikerer at blive skuffet, afvist og forladt, men mit hjerte holder ikke ud at være lukket og bange mere. 

Og jeg har forstået at hvis min energi kommer fra en mangel tilstand, så vil jeg umuligt kunne være et match, til andet end lige det.



Mangeltilstande handler altid om modstand på det der er, og frygt. 


Lige tiltrækker lige. 

Derfor vil der altid være chance for et brud, når du begynder at danse nye trin, lige som jeg gjorde. 

Medmindre det magiske sker, at din partner også ønsker at leve selvkærligt. 

Jeg tror fortsat på, at et parforhold handler om at vi til sammen kan blive en større helhed, en summen af den enkelte. 

Men kun, hvis vi begge holder fast i at anerkende, at vi er gode nok som den vi er. 


Vi er vores bidrag. 1+1=2





Hvad var det så helt konkret ham Thorkild lærte mig?

Jo, jeg lærte at der findes to typer parforhold.


En type forhold, er det, hvor man indgår i en ulykkelig symbiose. Dvs smelter sammen i en afhængig dans. 


Det lyder smukt, men det er det i virkeligheden ikke. 

Det er magt, kontrol, manipulation og krav.

Det er et afhængigt forhold, hvor der kæmpes om kontrol, og magt, for at føle sig tryg og undgå at være sårbar. 

Energien kommer fra frygt, og modstand. 

Her skrider grænserne. 

Her tror vi på, at den andens adfærd, er årsagen til vores ulykkelige følelser. 

Forholdet er baseret på utryghed og angst, og baggrunden er en mangel tilstand. 

Grundfølelsen er at der mangler noget, der er aldrig nok. 

Virkeligheden er, at vi ikke ønsker at tage ansvar for os selv, vores tanker, overbevisninger, følelser, behov og grænser. 

Dybest set er vi bare bange for at vi blive forladt. (Mangel tilstanden)

Når vi forsøger at kontrollere andre, mister vi dog kontrollen over os selv. 

Vi skaber det, vi frygter allermest. 




For ingen ønsker jo at blive kontrolleret, bebrejdet eller føle sig forkert. Det skaber afstand og forsvar


Fordi vores måde at indfri vore behov og længsler, kommer fra en mangel tanke og modstand på at blive i vores egen have og tage 100 % ansvar for det vi mærker inden i os selv. 

Og det vi har fokus på vokser. 



1+1=1

Man kan forestille sig at det symbiotiske forhold til sammen har 3 ben, og der kæmpes om det 3. ben. 


Dvs at én må stå på et ben, eller læne sig ind mod den anden for ikke at vælte. 

= Kontrol og afhængighed. 



Kontrol for at få den anden til at indfri vore behov for tryghed, og kærlighed. 

Derved opstår afhængigheden, der er gensidig. 






Det sunde forhold, hvor 1+1=2

I sådan et forhold, er der plads og accept af hinandens grænser, drømme og behov. Forholdet er baseret på tillid og kærlighed. Uenighed løses med respekt og empati. 



Her er vi enestående 

Vi tager 100% ansvar for det der sker i os, fordi vi ved, at det der støjer i os, er noget der bor i os, og skal heales, i os, og ikke ved at kontrollere en anden for at dulme det der støjer.



100% til os hver, hverken mere eller mindre
Jeg er mig, der deler mit liv med en anden. Og det sker på basis af tillid og kærlighed. 

Her står hver især på 2 ben. Når to hver især er enestående, vil der ske noget magisk. 

Fordi det vi har fokus på vokser, vil kærligheden, glæden, tillid og taknemmelighed, også vokse. 

Vi er i en tilstand af flow og overskud. 
Helheden vil blive større end summen af den enkelte. 




Det er da ret magisk, og smukt, ik? 




Kærligst Nicole 

 

 

af

Sådan får du sunde grænser der bliver respekteret…

For at give dig et billede af sunde personlige Grænser har jeg lyst til at føre dig med ud på en lille rejse….

Forstil dig at du har en have.

Denne have er dit liv. Den indeholde alt det, der er dig, dine sandheder, dine følelser og tanker, og dine ønsker og længsler.

Rundt om din have, ligger der andre haver. Din have er adskilt af de andre haver, med en hæk. Den hæk viser hvor dine grænser går til.

Der er en god grund til at du har en hæk rundt om din have, der adskiller din have fra andres.

Grunden er, at du på den måde, får vist dit ansvars område. Alt inden for din hæk, er dit ansvars område, og alt det uden for din hæk, er andres ansvars område

Når vi træder ind i et parforhold, har vi ofte en tendens til at slå vore haver sammen, og gøre den til en stor have.

 

 

Hånden på hjertet, selvom vi danner par med en anden, har vi stadig kun ansvar for vores have, og den anden for sin have. Vi kan indgå kompromisser, vi kan lave aftaler osv.

1+1=2, og ikke 1

Måske virker de, men min erfaring er, at hvis vi ikke har styr på vores egen have, så lader vi os invadere, eller går på have vandring, hos vores partner.

Det bliver rodet, og vi ved til sidst ikke hvis der er hvis.

Enten ved vi hvordan de bør passe deres have, eller også tror vi, at de ved hvordan vi bør passe vores.

Det ender som regel med frustrationer, fortielser og afstand

 

Vi har hver især vores helt egne grænser, værdier, behov, ønsker og drømme.

Nogle af dem matcher og ligner andres, men dybest set, er vi alle bare forskellige.

Når der er ubalance i vore grænsesætning, kan det skyldes to typer overbevisninger.

 

1. Vi lader andre bestemme hvordan vi bør leve, tror og tænke.

Vi siger ikke hvad vi tænker og mener, af frygt for afvisning.

Vi står ikke ved os selv, og tager ikke ansvar.
2. Vi tror vi ved hvad andre bør tro, og tænke.
Vi slipper for at se på os selv, og undersøge vores egne overbevisninger, regler og tanker.

Begge disse overbevisninger kan bo i os side om side, på samme tid.

De har begge den konsekvens, at vi ikke tager ansvar for vores egen have.

Vi lader andre styre vores liv, og forsøger at styre andres liv.

Det er et ubevidst forsøg på at føle tryghed, og kontrol.

Og det er den største illusion, vi mennesker lever med.

For det eneste sted vi virkelig kan opleve tryghed, og kontrol, er i vores beslutning om at tage ansvar for vores egen have.

 

Husk på at i din have bor dine følelser, dine tanker, dine værdier, dine ønsker og længsler, og dine overbevisninger.

Og hvis du ikke vil tage ansvaret for dem, så vil du opleve at du enten bliver invaderet og eller at du invaderer andre.

Begge veje fører til kontroltab.

 

 

Et godt spørgsmål du kan stille dig selv, hver gang du bliver i tvivl, om nogen roder i din have, eller om du roder i andres have, er:

 

Er det jeg har gang i, inden for min indflydelse? Og hvorfor er det vigtig for mig at have indflydelse. Hvad vil det give mig?

 

Hvis du svarer helt ærlig, vil du opdage at det jeg beskriver for dig, er sandt.

Du har indflydelse i din have, og kun i din have.

Da jeg først opdagede denne sandhed, og tog den helt til mig, følte jeg mig faktisk lettet.

Jeg kan til enhver tid, hen over hækken, dele mit syn, på en sag.

Og når det er gjort, er det helt uden for min indflydelse, hvordan den anden, opfatter og omsætter, det jeg deler.

Jeg ved ikke med dig, men jeg har både været udsat for manipulation, og selv manipuleret, røven ud af bukserne for at få det my way.

For at få kontrol, uden at tage ansvar.

Jeg troede virkelig at jeg vidste bedst, og forsøgte med list at snyde den anden til at gøre det jeg troede på.

Resultatet blev at jeg faktisk mistede kontrollen over mig selv, og det var absolut ikke kønt at se på.

Jeg blev ensom, forladt og afvist.

 

Ingen, som i virkelig ingen, har et ønske om at blive kontrolleret, og bebrejdet, for noget, de ingen indflydelse har på.

Derfor blev jeg afvist, og fik ikke det jeg knoklede så hårdt for at få.

Mit udgangs punkt, kom fra frygten, for at miste, og da lige tiltrækker lige, tiltrak jeg andre der matchede dette, og kunne fodre netop disse følelser i mig.

Jeg besluttede at se indad, ved at undersøge og heale min frygt for at blive for ladt.

Jeg fandt noget jeg havde kontrol over og indflydelse på. Mit forhold til mig selv, mine følelser og behov.

Og det krævede at jeg ville tage 100% ansvar for det der er mit, og bor i mig.

 

Når jeg ser mig omkring, hos mine kunder, mine relationer, og familien, ser jeg nøjagtig det samme alle steder

Vi tror at andre er ansvarlige for at give os det vi behøver og de er årsagen til det vi føler.

Og med den tro, er det jo helt naturlig at stille dem til ansvar, og få dem til at leve op til deres forpligtelse.

På samme tid, ønsker vi bare ikke at være ansvarlige for hverken deres behov eller følelser

Det er som om, at der bor to sandheder i os, side om side.

Hvordan er det så muligt?

Tænk over det, og mærk efter.

Er du klar til sunde relationer?

Er du klar til 100% ansvar, for din lykke?


Så se her, hvordan du kan få det

 

Kærligst Nicole


af
,

Min mormor er mit forbillede

Jeg har været på café med min dejlige mormor.

Hun fyldte for nyligt 90 år og vi aftalte at jeg inviterede hende ud.

Min mormor er mit forbillede. Hendes liv har bestemt ikke altid været en dans på roser. Jeg ved at hun har haft sine kampe, og haft oplevelser, der kan få mange i knæ.

Da jeg var lille var min mormor et icon på tryghed. Min mormor var en skrap dame, men hun var samtidig også den, der holdt sammen på stumperne når vores familie havde brug for støtte og hjælp i mine helt tidlige år.

Som helt ung var hun husmor afløser, og det fag kom til at betyde meget for hendes karriere fremover. Hun var med til at sætte tingene i system, og skabe bedre vilkår for kvinder der var i hjemmeplejen.
Hun blev selvfølgelig fagforenings kvinde, og kæmpede kvindernes sag. Hun endte på formands posten i Huslig Arbejder Forbund, der senere blev til FOA.
Her var hun frygtet, for sin skarpe tunge, men også i høj grad respekteret, for sit engagement i at skabe bedre arbejdsvilkår.
Hun havde vilje, udholdenhed og kampgejst for mere end et liv.

Mange af mine somre har jeg brugt nede i mormors sommerhus. Her var jeg fri, og her følte jeg mig elsket.
Jeg har dejlige minder fra de nætter med tordenvejr, hvor mormor midt om natten bagte pandekager som vi drak tordenkaffe til.

Min mormor og jeg deler passionen for dyr. Hun opkaldte sin første hund efter mig. Den var del af en sag om misrøgt. En usikker skrøbelig collie blanding. der kom til at hedde Nicki, mit barndoms øgenavn, og grunden var at den var lige så spids i snuden som jeg var.

I min familie er kvinderne stærke. Vi har power, og vi kan klare os selv. Vi er vokset op med en viden om at vi skal knokle os til det vi vil have og at det ikke kommer af sig selv.
Vi har kæmpet og vi har udholdt.

Nogen gange tror jeg at vi midt i det hele, mistede en stor del af vores forbindelse til hjertet. Vi brugte vores hoved og vores stædighed til at nå i mål med det vi troede på. Og det virkede men var hårdt.

For mig, var den største udfordring her midt i 40érne, at overgive mig til min sårbarhed, til at være skrøbelig, og af til hjælpeløs.
Ikke så meget i mit arbejde, men mest i mit parforhold.
I min familie har kvinderne som regel styret slagets gang, men jeg forstod en dag, at familier og forhold ikke skal styres af et menneske, men være et samarbejde med plads og rummelighed. Kontrol og kærlighed har det svært sammen.

På et tidspunkt var det forsøg på at kontrollere alt omkring mig, bare alt for hårdt, og helt ærligt, jeg troede ikke på det længere. Det kostede mig mere end det gav.
Det var som om mit hjerte kaldte på at blive hørt.
Det var som om jeg var færdig med at ville knokle.


Jeg ønskede lethed, jeg ønskede flow 

Mit liv skulle føltes smidig og lækkert. Og jeg ville elske. Rigtig elske, med alt det der fulgte med. Med overgivelse, og med frygten for at miste eller blive afvist. Jeg ville sovses ind i boblerne af tosomhed, i up´s and down´s og jeg ville føle alle kontrasterne. Lykke, frustration, forelskelse og afvisning. Jeg vidste det måtte være det hele, for ellers ville jeg intet få.
Og sådan blev det da jeg åbnede mit hjerte igen, efter mange års kontrol og lukkethed. Efter alt for lang tid med frygt og kontrol.

 

 

Min mormor er med alderen også blevet blødere og mere rund.

Sygdom har lært hende om hjælpeløshed og skrøbelighed. Det har været en hård proces at overgive sig til livet. Hun bære det smukt, og hun bære sin alder så stolt.
Hun fortæller at hun fortsat har appetit på livet, og der er ting hun stadig ønsker at se. Hun vil fx gerne sove som en prinsesse på et slot. Hun har planer om et krydstogt op af en flod, og et ophold på et badehotel .
Hun har de senere år været ramt af alvorlig sygdom i knogle, haft cancer osv. men det er som om ukrudt ikke forgår så let.
Hun har stadig retten til at køre bil, og i de perioder hvor hun har været syg, har hun nærmest haft økuller, fordi hun ikke kunne køre ud. Hjernen,  stemmen og blikket er direkte og klart. Humor og nysgerrigheden bor stadig i min elskede mormor.
Jeg har tre kvinder der bor dybt i mit hjerte. Tre kvinder der alle har mormors blod i generne og som besidder de samme egenskaber, men som kommer til udtryk på vidt forskelligvis. Min mormor, min mor og min datter.
Jeg er stolt af de gener der flyder i mit blod.

 


Lige som min mormor, har jeg viet mit arbejdsliv til at hjælpe kvinder

Ikke med deres faglighed. Men med at få et liv, som har lethed, har flow, og hvor knokleri ikke er en del af pakken.
For vi damer er dælme gode til den her sætning. “Vi skal yde, før vi kan nyde”

Jeg vender den om, for hvis vi kun yder, og yder, så dræner vi os selv.
Vi knokler med løsninger i vores tanker, fordi vi har glemt at lade os styre af lyst og nydelse. Vi har glemt at mærke efter hvad vi har lyst til, hvad vi har brug for. Og vi har glemt at det er ok at give til sig selv.
Lyst og nydelse – To så vigtige parametre, der fortæller os sandheden om hvad der giver os glæde og vigtig næring. Når vi kan fylde os selv op med glæde, har vi så meget mere at give af, og det føltes let at bidrage til verden fra det sted.

I stedet for forsøger vi at regne den ud i vores tanker, og vi tænker og vi tænker, men mange af disse tanker er genbrugstanker. Tanker vi har tænkt igen og igen, og vi går i stå. Og ofte har det vi regner på, ikke så meget med os at gøre, nej vi forsøger at regne ud hvad andre tænker, har brug for, mener og føler.
For vi forsøger efter bedste evne at undgå at skabe konflikt, at såre nogen eller blive afviste. Vi knokler og forsøger at kontrollere.
Vi konflikter med os selv, sårer os selv, og endnu værre, afviser os selv.
Og det er der ikke meget nydelse lethed og flow i.

Jeg har levet sådan, og jeg har hørt mange fortælle at de lever sådan, og derfor valgte jeg at vie mit liv, til at ændre på dette.

Når vi bliver trætte nok af det, søger vi heldigvis hjælp. Nogen går rigtig rigtig lang tid på den måde ( jeg gjorde), og andre kommer før til konklusionen om at nu er det nok. Der må være mere livet har at byde på.

Og det har det heldigvis også. Og mit job er at vise hvordan. Tro mig, det er et job der giver nydelse. Jeg får ofte gåsehud, når min kunde får øje på at det hele faktisk kan ændres på en enkle og let måde.

Ligesom min mormor, bruger jeg min styrke til at være vedholdende og målbevidst. Mit mål er lethed, nydelse og flow. Det er kærlighed.

Mange skønne tanker til dig.

Kærligst Nicole

 

D. 4. juli 2022 gik min dejlige mormor bort.

93 år gammel. Rig på livets oplevelser på godt og ondt, og mættet så hun følte sig klar.

Hun efterlader sig et kæmpe aftryk i mange menneskers liv og et tomrum der er svært at fylde ud. 

af

Den der lille stemme…






Skat, jeg elsker dig,  siger han varmt og kærligt til mig…



Ahhh siger en lille bitte stemme inden i mig. 

Kan det nu passe? 

Er jeg værdig til det, gider nogen virkelig elske mig?



Det skete kun et split sekund efter at han havde udtalt ordene. Så hurtigt landede den her gamle rest af tvivl i mig.

Kan det nu passe lille Nicole, at nogen kan elske dig? Sådan rigtig elsker dig?


Rester af et lavt selvværd, bor stadig i mig….



Heldigvis….
 
 


Heldigvis, bor der så meget andet i mig også, så jeg fanger den lyn hurtig, den der lille stemme, før den får begyndt at råbe op, og råbe højere. 


Før den digtet en grim historie om hvor lidt jeg er værd, og før den går igang med at finde beviser på at det er sandt.


Jeg får den fanget før jeg begynder at tro på det den siger. 


Jeg får den fanget, beroliget, og smilet af den og jeg får sagt stop til den. 


Jeg får husket den der lille stemme på, hvem jeg også er, ud over min gamle slidte og aftjente historie om en lille pige der aldrig følte sig god nok til at blive elsket.



Stop nu søde ven….
 
 

Jeg er lige igang med at nyde mit liv, nyde at jeg har en helt igennem fantastisk kæreste, der rent faktisk virkelig elsker mig.



Ja han gør nemlig….



Og jeg elsker at han gør det, for største delen af mig, ved at jeg er værdig til at modtage hans kærlighed. 


Største delen af mig, elsker mig, og det er det jeg vil nyde og have mit fokus på.


Øjeblikket er forbi….. 
 
 

Jeg har fanget min tvivl, og tager imod hans ord med bobler af lykke i hjertet.


Kærligheden er så magisk at sige ja til. 


Lige så magisk som at kunne tøjle sin gamle frygt for at blive forladt og afvist.


Det er smukt og magisk når vi først siger ja til at behandle os selv kærligt og nænsomt i tankerne, for før kan vi jo ikke sige rigtig ja til det vi modtager af andre.

Fordi den lille stemme med tvivl springer frem…

Fordi vi tror på den lille stemme…

Fordi vi går i gang med at søge beviser og teste om den lille stemme har ret… 


Sådan saboterer vi os selv igen og igen med vores tanker

Men det behøver ikke være sådan. 

Vi behøver ikke tro på den lille stemme. 
Vi kan stoppe op og rette tvivlen imod tvivlen i stedet for. 

Og beslutte os for at vi er elskværdige og fortjener at modtage kærlighed af os selv og andre.




Kærlige tanker til dig 

Nicole 

PS. Kender du også til den her stemme af tvivl og af frygt?
Har du svær ved at tøjle den, og få den stoppet?
Ødelægger  den din glæde og din dag?
Så vil jeg endnu engang minde dig om, at du til enhver tid kan kontakte mig på flere måder, for at få hjælp til at tøjle og stoppe den.

Du behøver ikke længere at lade den styre dit liv og digte grimme historier.

 

 

af

Jeg ved det ikke….

Jeg ved det ikke!!!

En sætning der virkelig opleves stærkt her hos mig for tiden.
Tænk ikke at vide…. det er noget uvant for mig, og det huer mig ikke at jeg ikke kan finde svar…

 

 

Så hvad gør jeg lige med det her, jeg ved det ikke?

Det går op for mig, at det at vide, er lige med at have kontrol. For når jeg ved, så kan jeg sætte handlinger, tanker, ord, ja, endog følelser på der matcher det jeg tror jeg ved.

 

 

Men når jeg ikke ved, hvad gør jeg så?
Hvordan oplever jeg så trygheden i ikke at vide?
Trygheden i et ingenmandsland ?  Et tomrum, mellem det jeg vidste og det jeg kommer til at vide, engang.

Jeg kan gå i action, skabe kontrol, ved at sætte handlinger på, som skaber en eller anden form for viden om noget jeg kender.

Eller…..

 

 

Jeg kan gøre ingen ting
Finde modet til ikke at vide, til ikke at få kontrol, blot flyde med, lytte til mit hjertes hvisken, og anerkende den massive brølen fra min frygt over kontroltabet.
Lade svarene finde mig, når tiden er til det.

Når jeg ikke ved, så ved jeg dog dette, og det er, at der er så meget mere jeg kan lære, hvis jeg er nysgerrig nok til det. Og modig nok til at rumme sandheden, at jeg ikke ved.

 

 

 

af

Holder du Hr. Jante i hånden?

Har du hørt om negativ selvsnak?

Også kaldet for devaluerende tale, selv kritik osv
Det foregår oftest inde i dit hoved og af og til også højt når du omtaler dig selv over for andre….

Vi har alle en indre dialog der kører igennem vores hoved på daglig basis.

Langt hen af vejen er de tanker vi tænker blot genbrugstanker, altså tanker vi har tænkt mange, mange gange før og for det meste er det også tanker vi har tyvstjålet fra andre (mor, far, lærer osv)

Når det kommer til selvværd og kærlighed til sig selv, så er en af de helt store fjender vores egne negative tanker om os selv.

Vi kritiserer os selv og, giver os selv knap så pæne etiketter og navne.

Vi nedgør vores krop, og vi gør os selv mindre.

Vi tænker tanker om om os selv, og overvejer om vi dur og, har alt for meget fokus på vores forestilling om hvad andre mon tænker om os.

STOP MED DET….

Hvorfor?

Fordi det aldrig nogensinde har gavnet dit selvværd at blive ved med at genfortælle dig selv, hvor dårlig du er til dit og dat, hvilken fiasko du er, fordi du fejlede, da du forsøgte noget nyt, at dit udseende ikke svarer til det i bladene, om du nu er en god nok mor, laver god nok mad, er god nok i sengen og og og…

Det hæver ikke dit selvværd, det gør det mindre, og du bliver hæmmet i at leve et skønt befriende liv, som det unikke menneske du er.

Det værste er at du sikkert har alle beviserne for at dine tanker og historier om dig selv er sande.
Med garanti kan du fortælle, hvorfor du er en fiasko!!

Jeg har en fantastisk nyhed til dig….

Det samme gør sig heldigvis gældende når du begynder at finde beviserne på hvor skøn du er, hvilken stor succes du er, hvor smuk du er, hvilke skønne levende og ægte kvaliteter du besidder, hvordan de kommer til udtryk i din hver dag osv.

Ja, men….. Nicole, det er ikke bare lige så let det der…….

Både ja og nej. Det er let hvis du giver det lov til at være let.
Hvis du giver slip på Hr. Jante et øjeblik, og virkelig giver dig selv lov til at tale pænt om dig selv, giver dig selv lov til at se på dig selv med kærlige øjne, være mild og rummelig overfor dig selv.
Så jo, der, når du gør dette, så er det faktisk ganske let.

Men holder du fortsat krampagtigt  Hr. Jante i hånden, så vil det føltes ganske ubehageligt at give dig selv kærlighed og finde beviser på din egen værdi. Det vil føltes kunstigt og du vil måske endda miste lysten til at prøve.

Så først, aller først, må du træffe et valg…

Vil du elske dig selv, eller vil du fortsat holde fast i at du ikke er værdig til din egen kærlighed? (og dermed andres)

Jeg syntes lige jeg kort vil ridse op, hvilke fordele der er, ved at tale pænt til og om dig selv

  • Du vil føle dig værdig til det bedste i livet
  • Du vil kunne elske andre med langt større frihed og rummelighed
  • Du vil være ægte og autentisk i dit samvær med andre
  • Du kommer til at tiltrække andre der også elsker sig selv
  • Du vil have meget nemmere ved at sige nej til noget du ikke ønsker at være en del af
  • Du opleve langt mere livsglæde og tillid til at alt er godt
  • Livet bliver et gladere sted at opholde sig i.
  • Du vil opleve mindre angst for kontroltab
  • Du vil få langt mere ro i dit liv, når du ikke higer efter andres anerkendelse
Så, sig mig, er det ikke på tide at slippe Hr. Jantes hånd, og blive ene-stående?
Tænk, ikke at bekymre sig om hvad hverken du selv eller andre tænker om dig, af negative tanker, blot at nyde at være den du er? Vide at du er ok, elsk-værdig og enestående.
Tænk lidt over det, ja?

Klik her hvis du har brug for mere hjælp til at blive en mere selvkærlig udgave af dig selv? ? 
af

Har du været sur i dag?

Vi kender jo nok alle til at blive sur og fornærmet.

Følelsen der lige rammer os når nogen gør eller siger noget som rammer et ubehag i os.

Men hvad  skal det til for, det her med at blive sur?

Hvorfor er nogen sure i 2 min, mens andre er det i flere dage eller uger

Og hvilken hensigt har det at være sur, hvad vil vi opnå med det?

For mit eget vedkommende kunne jeg surmule i dage over noget der var blevet sag eller gjort, og mit ubevidste motiv var dybest set at skræmme andre fra at gentage deres handling igen.

Jeg behandlede dem med kulde, afvisning og skarpe sårende ord, så de ikke et sekund var i tvivl om at de her var trådt ved siden af.

Jeg blev tavs og kold.

Jeg ønskede at de nærmest bad mig om at blive god igen, for det var jo lig med at de indrømmede deres fejl og mangel.

Når jeg så syntes at det blev for anstrengende at opretholde min surhed overgav jeg mig langsomt igen til livsglæde og mit ellers gode humør.

Indtil næste gang nogen trådte ved siden af…….!!

Jeg undlod en gang at tale til min daværende kæreste i 14 fulde dage, for at han aldrig mere skulle være i tvivl om hvad der ventede ham, hvis han gentog at såre mig.

I dag kan jeg ikke engang huske hvad det handlede om dengang

Hvad jeg dog husker var hvor hårdt og ubehageligt det var at være så sur og kold

Jeg var så optaget af at kontrollere den del af hans adfærd der kunne minde mig om hvor lille jeg kunne føle mig indeni.

For var der noget der gjorde ondt indeni i mig så var det når jeg igennem mine følelser ubevidst blev mindet om en tid hvor jeg følte at jeg ingen kontrol havde og hvor voksne og børn kunne bestemme, afvise, drille og straffe mig for det de syntes var forkert hos mig.

Noget jeg især reagerede på var kritik, og når jeg blev gjort til grin.

Jeg stejlede indeni når jeg blev kritiseret og grinet af, og hørte kun at jeg var lille, dum, grim og ikke duede.

Det var ubehageligt og utrygt at føle mig sådan, så jeg gjorde det, som de fleste gør, jeg byggede et forsvar op, der i store træk handlede om at forhindre andre i at aktivere de følelser i mig der føltes ubehagelige.

Jeg forsøgte at kontrollere andres adfærd på 2 måder

Enten ved at skræmme dem, eller ved at please dem

Det virkede et stykke hen af vejen, men jeg måtte alligevel opgive undervejs.

Mine sår var for store og jeg kom ærlig talt på overarbejde med at kontrollere andre.

Så meget at det tog min livsglæde.

Jeg var sur og trist stort set dagligt og hvem gider leve sådan?

Jeg gjorde ikke…

 

 

Jeg ville føle mere glæde, jeg ville opleve den dybe følelse af at være tilfreds med mig selv som den jeg er.

Jeg blev klar over at det kunne være en ret go ide at få set og undersøgt de sårede følelser jeg bar rundt på, og måske endda få dem helet så de ikke var så sårbare overfor andres dom, adfærd og kritik længere.

Jeg blev klar over at jeg måske havde en større chance for at opleve kontrol og tryghed, når jeg helede mine sår fremfor at kontrollere andre med min surhed.

En surhed der tog min livsglæde og forhindrede mig i at nyde mit liv.

 

 

Blir jeg sur i dag?

Åh ja det gør jeg, men ikke længere i 14 dage.

Tiden heler sår, men kun de sår vi hiver frem i lyset og står ved.

– Vi heler kun sår når vi stopper med at give andre ansvaret for vores ubehag og smerte.

– Vi heler sår når vi i stedet ser på såret og ikke vedkommende som bevidst eller ubevidst kradser i såret med et ord eller en adfærd.

– Vi heler sår når vi holder op med at give andre skylden for vores følelser og blir mere fokuseret på at forstå os selv og vores reaktion på det andre gør.

 

 

Hvordan ved du at et sår er helet, eller på vej til at hele?

Min erfaring er at din mod reaktion på det andre gør, viser hvor du er.

Du kan mærke såret, men samtidig har du fjernet dit fokus fra den anden, og bliver mere optaget af hvordan du ønsker at håndtere dette.

Du har fået et valg

 

Vi kan anerkende vores smerte, og vi kan vælge at slippe den igen.

Den største forandring ligge i at acceptere at det er dit sår, og ikke et den anden har skabt og derfor ikke er skyld i.

Det at placere skyld blir ligegyldigt, da ansvaret får såret ejes af den der bærer det.

Den fulde kontrol for smerten fås ved at hele såret. på den måde slipper man for smerten, og for at blive sur på andre.

For andre gør nu engang det de gør.

Ofte ubevidste og uden intention om at såre, selvom det alligevel sker i ny og næ.

Man kommer langt med at bære over, give slip og komme videre med at nyde livet fremfor at sabotere sig selv med indelukket surhed over noget der ikke kan ændres og kontrolleres.

 

af