Nøjes du med krummer af kærlighed?

 
Krummer?

Hvad mener jeg dog med det?

Jo se…

 

Nogen gange er vi så sultne efter at føle os elskede og betydningsfulde at vi nøjes med virkelig lidt.

Vi bliver faktisk nærmest eksperter i at suge næring ud af nærmest ingenting.

Lad mig give dig et par eksempler, så du ved hvad jeg mener…

1.
Hun er on/off med en gut der trækker sig i uger fra hende. Han svarer ikke beskeder, men pludselig en dag passer det ham, og han sender hende et kort svar.

Hun suger al den næring hun kan ud af beskeden, og glemmer fuldstændig tiden op til, med alle de tanker og følelser der gjorde ondt…

De ses i et stykke tid, og en dag giver hun igen udtryk for at hun ønsker et mere fast forhold og så trækker han sig igen, og efterlader hende i en venteposition igen.

2.
Han er en gnavpotte. Styrer hendes liv med sit humør, og med bebrejdelser. Hun gør hvad hun kan for at undgå at han bliver sur.

Af og til vender hans humør, og han behandler hende som en prinsesse, lige som i starten af deres forhold. Det kan vare en ½ dag, en hel dag eller 3 dage, og så er han sur igen…

Når det står på, glemmer hun næsten alle de sure dage, og når da også netop at tænke at NU bliver det nok anderledes, inden hun igen bliver skuffet.

Begge eksempler viser hvor lidt vi kan leve på, og nøjes med…

Men det viser også hvor lidt kærlighed vi har til os selv, når vi ikke sætter en standard, der er højere.

Vi får det vores indre standard tillader, og er barren sat lav, får vi ikke mere…

Så får vi krummerne, og det gør vi fordi vi ikke syntes vi er mere værd.

Det er den barske sandhed…

Problemet med at sætte barren højere er, at det kræver noget af os.

Det kræver at vi har modet til at sætte grænser, sige fra, og holde fast.

Det kræver at vi er villige til at miste, for ikke at miste os selv.

Og her stopper modet tit…

Hvorfor?

– Fordi vi ikke tror vi er noget værd uden den anden…
– Fordi vi er bange for at ingen vil elske os
– Fordi vi tror at han er den eneste der kan få os til at føle os som en prinsesse

Men det er altså ikke helt sandt…

Den anden spejler dit eget værd, og det betyder heldigvis, at hvis du begynder at vise andre hvad du mener du er værd i handling og i ord, så vil de spejle det tilbage…

Vis ham at du er en prinsesse, stå ved dine grænser og behov.

 

 

 

 

Lige tiltrækker lige

Er du krummer værd, får du krummer..

Er du den fulde pakke værd, får du den fulde pakke…

Tro på det, gå efter det, og hæv din indre standard…

Gå aldrig på kompromis med splitsekunder af kærlighed.

Giv som minimum dig selv nok kærlighed til at ære og respektere dine drømme og grænser.

Det starter der…

Lige tiltrækker lige…

 

Kærligst Nicole

 

Se her hvordan du kan komme godt i gang med hæve barren, og få mere af den kærlighed, du længes så meget efter

 

 

Alt i mit indre gør bare ondt… Mit hjerte er knust!!


Sådan startede vores samtale

Hun stod midt i et forhold der på 3. år var on og off, og hun var SÅ træt af det

Hun var træt af at være i det, og hun var træt af at hun ikke kunne forlade det.

Og hun forstod ikke hvad der var galt.

Hende der normalt godt vidste hvad der var oppe og ned, og som ingen problemer havde med at handle…





Hurtig fik hun kastet 3 spørgsmål op i luften….

– Kan du hjælpe mig af med mine bange usikre og jaloux følelser?

– Kan du stoppe mine rastløse tanker?

– Kan du skabe ro i min stressede krop?

 

Jeg kan ikke holde det ud mere

Det her frem og tilbage flår mit hjerte i stykker og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at ændre det.

Jeg bliver skiftevis så vred og bagefter så ulykkelig og ked af det.

Og lige som jeg tror det virkelig er slut, så er han der igen, og jeg kan ikke sige nej til ham…

 

  • Jeg hader min svaghed for ham…
  • Jeg hader at jeg elsker ham…
  • Jeg trænger til en pause fra mit liv…

 

Hun havde det virkelig hunde svært!!

 

Og hun trængte til en pause fra sine tanker og følelser….

De løb i ring, og fandt ingen vej ud af den rundkørsel hun befandt sig i…

Men jeg måtte svare nej på hendes spørgsmål.

Jeg kunne ikke her og nu skabe ro i hendes tanker, fjerne hendes usikre følelser og berolige hendes stressede krop.




Og dog…



I stedet for tilbød jeg hende et langt bedre alternativ

  • Jeg tilbød at vise hende, hvordan hun kunne behandle sig selv langt mere selvkærligt.
  • Jeg tilbød at lære hende hvordan hun blev i stand til at styre sine tanker, så de ikke skabte så meget frygt og usikkerhed i hende.
  • Jeg tilbød hende hvordan hun kunne lære at være med sine følelser uden at hun fik følelsen af at gå i stykker inden i.

Og…

Jeg tilbød at vise hende en måde hvorpå hun kunne få pauser, der i stedet for at blive en række hurtige fix af hendes følelser, kunne være med til at skabe overblik, og give hende mere frihed til at forlade den rundkørsel hun var havnet i.

 

Artikel: Desperat, frustreret og bange

 

Hun sagde Ja tak….

Og så gik vi i gang med at skabe ro og overblik.

Men først og fremmest gik vi gang med at skabe frihed.

Frihed opstår når du tager ansvar for dine følelser og behov.

 

Med ansvar følger der naturligt også muligheder for for at træffe nye, sundere og mere tilfredsstillende valg.

I hendes tilfælde sad hun fast i et dilemma, i en rundkørsel, og der var to udveje.

Gå eller blive

og hun kunne ikke vælge…

Hun følte sig fanget, fordi hun ikke kunne stoppe forholdet, selvom hun vidste det ødelagde hende.

Årsagen lå i at hun fik nogle vigtige kernebehov mødt i deres usunde relation, og dem fik vi kigget på, undersøgt, og også set på, hvilke alternativer der var, for at møde disse behov, på en mere sund og nærende måde.

Hun blev fri, og fik mere styr på sine tanker og følelser.

Og hun endte faktisk også med at forlade on/off forholdet…


Artikel: Er det min skyld

 

“Jeg måtte være villig til at miste ham, for ikke at miste mig selv”

Det krævede mod, men samtidig vidste hun også, at hun ikke kunne fortsætte med at leve på den her stressende måde med følelser der gik op og ned så hurtig, at det tog pusten fra hende til sidst.

Det gik ud over hendes job og børn.

Omgivelserne var efterhånden virkelig trætte af at høre på hende til sidst. De havde svært ved at rumme hendes smerte.

  • Så giv dog slip på ham…
  • Find en anden, havet er jo fuld af fisk
  • Han er gift for dig
  • Du er mere værd
  • Gå på Tinder, date andre så du kommer på andre tanker
  • Bloker ham



    Hun hørte deres råd, men hun kunne bare ikke følge dem, hvor rigtige de end lød…
Klik her for at få den hjælp der hjalp hende med at få det godt igen

Sådan lød hendes stemme der i stolen overfor mig….


Og mit hjerte blødte for hende….

Hun fortalte mig sin historie, der i al sin enkelhed gik ud på en dyb og inderlig længsel efter at betyde noget, at føle sig set, hørt, elsket og værdsat af sin kæreste.

Hun fortalte, jeg lyttede, og til sidst spurgte jeg hvordan hun lige her og lige nu, kunne behandle sig selv kærligt?

Hun vidste det ikke. Hun havde ingen anelse.

Hun vidste kun at hun ville have sin frygt for at blive afvist af ham til at gå væk lige her og lige nu…

Hun var hunderæd for at kvæle ham og jage ham væk med sit omklamrende behov, for at blive set af ham.

Hun vidste at hun havde et problem og derfor sad hun her hos mig

Og jeg kunne ikke hjælpe hende… ikke her og nu…

For det hun ønskede her og nu var et Kvikfix

Hun ville føle sig tryg, elsket og ønsket her og nu

Og hvem kan fortænke hende i det…

Jeg forstod…

Jeg har været i hendes sko, hvor jeg som hun, følte mig besat af, at et andet menneske skulle se mig, høre mig og elske mig.

Jeg kvik fixede mig selv i årevis, ved at prøve på at regne ud, hvad han ønskede for at han ville syntes jeg var uundværlig i hans liv og for at undgå afvisning og blive forladt igen og igen…

Jeg var alt andet end mig selv…


Jeg forlod mig selv, ved at tilsidesætte mine behov, og værdier…

Og derfor blev jeg mindre og mindre, og mere og mere bange og sårbar.


Jeg var så bange for at blive afvist og forladt

Alle mine tanker, og jeg mener virkelig, ALLE, gik til ham, og til at prøve på at knække koden, så jeg fik mit behov for tryghed og anerkendelse mødt hos ham…

Der var bare aldrig nok af det, til at jeg kunne føle langvarrig tryghed.

Det var som at tisse i bukserne

Det var tanker som:

– Var jeg sød og kærlig nok
– Kunne han lide mit udseende og min tøj stil
– Smagte min mad godt nok
– Syntes han mit hjem var pænt og rent nok
– Sagde jeg noget han kunne blive sur og skuffet over
– Var jeg interessant og klog nok at tale med
– Viste jeg nok forståelse overfor ham
– Tilkendegav jeg nok interesse for ham
– Viste jeg for meget interesse for ham
– Ja sågar om jeg tjente nok, og kørte i en bil som han ikke var flov over….

Jeg var på konstant overarbejde med at regne ud, tolke og gennemskue alle hans ord, og handlinger..

Ikke et sekund strejfede det mig, hvad jeg selv ville have i forholdet…

Nej jeg var alt for optaget af, hvad han ønskede…

Til sidst fik min angst og min stress mig til at søge hjælp.

Og selvfølgelig blev jeg spurgt hvad jeg selv ønskede….

Jeg vidste det ikke…

Jeg anede ikke hvad jeg ønskede og hvad jeg havde brug for…

Jeg troede jo ikke engang på at jeg måtte sige fra, sætte grænser og være besværlig…

Men jeg vidste alt om hvad han ønskede og havde brug for….

Det gik op for mig hvor optaget jeg var af ham, og jeg forstod at jeg måtte til at blive optaget af mig selv hvis min angst skulle under kontrol.

Jeg måtte lære at blive selvoptaget… Jeg måtte lære at elske mig selv

Og hvordan dælen kommer man i gang med det, når man aldrig har lært at sætte sig selv først?

 

Og lige præcis det spurgte hun mig også om

For hun havde prøvet så meget som ikke virkede.

Først og fremmest er det en proces




Og 


aldrig 


nogensinde


et


Kvikfix !!





En proces hvor der tages et skridt af gangen

Og den starter med en vigtig beslutning.




Ja, jeg vil påstå at det er DEN vigtigste beslutning du kan træffe





For mig betød den beslutning at jeg for en hver pris ønskede at blive en mere selvkærlig udgave af mig selv, og at jeg ville gøre det der skulle til.

Og det betød 100% ansvar for mig selv, mine behov, følelser og drømme.


Og jeg måtte lære at håndtere mine følelser og turde mærke dem, være i dem, og høre deres budskab.

Jeg måtte lære mine grænser at kende, og jeg måtte finde ud af hvad jeg ønskede mig, og turde gå efter det.


Og lige nøjagtig dette fortalte jeg hende



Der blev stille ovre i stolen…

Ja du har nok ret, jeg trænger til at finde ud af hvem jeg selv er… men….


Sagen er den, at vi afsluttede samtalen, uden at hun fik det hun kom for, for det kunne jeg ganske enkelt ikke give hende….

Men….

Jeg kunne kun give hende en langsigtet løsning, der ville tage lidt tid, og kræve at hun tog ansvar for sin kærlighed til sig selv.

Hun vidste jo godt hvordan hun Quick fixede sig selv. Det behøvede jeg ikke fortælle hende.

Sagen var bare at fixet ikke dulmede så længe af gangen mere, og det stressede hende, og boostede hendes angst for at miste kontrollen og sin kunstige tryghed.

Hun var på overarbejde…

Det jeg gav hende var et valg om at blive fri, og komme til at opleve en indre ro og balance, en følelse af at være ok og nok i sig selv.

Eller

Hun kunne blive hvor hun var,  fortsætte med at være afhænge af hans anerkendelse, og knokle igennem for at dulme og tilpasse sig det hun troede han ønskede…

Hun fik et valg om, at skabe et sundt forhold både til sig selv og andre i stedet for en afhængig symbiose med alt hvad den indebærer af angst, hjertesorger og desperation.

Hun fik en mulighed for aldrig at stå i den samme desperate situation igen…

Klik her hvis du ønsker at få den samme mulighed

 

 

 

 

 

I know, det lyder måske lidt kedelig, men det er altså vigtigt, at du ved noget om, hvordan du saboterer dig selv…

 
 
Ihvertfald, hvis du har drømme, du gerne vil opleve, eller hænger fast i noget møg svært.
 

Den gode nyhed er at der faktisk kun er 4 typer af begrænsninger



Jeg har levet mit liv, baseret på 2 af dem, og wauw, de  har haft stor indflydelse på både mit kærlighedsliv, men også min økonomi….

 

Det jeg troede i mange år at jeg var et offer for uheld og dårlige kort på hånden, og at andre bar ansvaret for det.

I de første 25 år, var det især min mor, jeg gav skylden for mit dårlige liv.

Misundelse og jalousi på min søster, gjorde mit liv trist og ensomt.

 

Min mor elskede min søster mere end mig

En flaske Gl. Dansk, og en brav brandert ændrede forbavsende nok, på den overbevisning.

Det var grimt og ynkeligt

Det er en hel historie for sig selv

Det jeg kort kan sige om det er, at det var ynkeligt, og grimt. 
Det lugtede af bræk, og indebær en tur med en ambulance og slanger i halsen.


Mig der aldrig, som i virkelig aldrig drak, forsøgte at dulme en kæreste sorg, i intet mindre end Gl. Dansk…

 

Jeg dyrkede smerten

Mens jeg ynkede mig selv, lyttede jeg til George Michael´s Jesus to a Child, der var sat på repeat, så den kørte igen og igen. ( så blev jeg ikke forstyrret i at dyrke min smerte, for at genstarte nummeret)
Yark siger jeg bare, kønt var det ikke.
Jeg var 25 år og følte mig som palle alene i verden. Uelsket og virkelig ensom.
Min mor og min søster fandt mig bevidstløs liggende i mit eget bræk, og troede jeg havde spist panodiler.

Babu babu, afsted med mig til udpumpning

 

Den dag, gik det op for mig, at jeg tog fejl, og at de elskede mig

Men min øvre begrænsning forsvandt ikke, for derefter var det i mine parforhold, den brød ud, og holdt mig fra at leve i glæde og lykke.

Jeg fandt mig en partner der drak. Det var opskriften på selv-sabotage, men i den sidste ende, blev det også mit wake up call.

Giv mig et Quick Fix, NU!!

Jeg sad en sen aften, frustreret over at blive kaldt medafhængig, af den terapeut, jeg havde hyret til at fjerne min angst, og give mig medhold i at han var idioten.

Hun var hyret til at give mig et quick fix. Hun skule få det hele til at gå væk hurtigt.

 

Det blev aldrig til et Quick fix – Heldigvis !!!

Det blev hårdt arbejde, det blev selv erkendelse og det blev ansvar.

Det blev en rejse ud af min øvre begrænsning. Et arbejde med at slibe en rå diamant, en facet af gangen.

De første 35 år af mit liv, var fyldt med drama.

Siden er der kommet ro ind i mit liv.

En ro jeg føler indefra, en ro der kommer af, at jeg elsker mig selv, og tager ansvaret for den jeg er, min rejse, mine drømme og ønsker.

Og den samme ro, bruger jeg til at blive ved med at undersøge, hvad der sker, når jeg møder en ny facet af min øvre begrænsnig.

Det er den eneste måde, jeg kan heale den på.

Jeg er for længst holdt op med at tro, at andre  er skyld i min ulykke. Nope – ansvaret for den bor i mig, og det er derfor også mit ansvar at fixe det.

Kærligst Nicole 🙂

Endnu engang oplever hun at han lyver og forsøger at rede sit egen skind

Hun oplever sig igen såret og svigtet og at hendes grænser er overskredet med flere km.

Hun mærker vreden pumpe rundt i blodet.

Hun mærker en stærk trang til en gang for alle at smække døren i til deres forhold og hun mærker at vrede ord trænger sig på.

Dem har hun lyst til at råbe ud i ansigtet på ham. Hun har lyst til at såre ham…

Men…..

 

Hun gør det ikke…!!!

Nej, i stedet for, blir hun helt bange for sig selv og sine egne vrede tanker.

Hun føler sig forkert og usikker og i stedet for at udtrykke alt det der presser på, hører hun sig selv sige, at det er ok.

Hun åbner døren og lader ham endnu engang træde ind sit liv, og hun hører sig selv tænke

“Store fjols, du ved jo at han gør det igen”

 

Og alligevel sætter hun kaffen over og gør som ingen ting…..

Vreden er pakket ned i den store box i hendes sind hvor der står forbudt på.

Det er boxen til de farlige følelser, som skal undertrykkes og ignoreres.

Disse følelser er forkerte at føle, hvis man vil være rummelig, tilgivende, og slippe for at tage ansvar.

Og hvad der er endnu værre er, at hun risikerer at blive afvist og forladt hvis hun udtrykker dem.

Og det må for alt i verden ikke ske.

Derfor…..

 

Afviser hun sig selv igen…

Hun sætter sig med kaffen og mærker hvordan brystet snører sig sammen og hun har svært ved at trække vejret.

Hun føler sig opslugt og fanget i et elendig liv og aner ikke hvordan hun skal komme videre.

I stedet for at afvise ham, afviser hun sig selv.

Igen….

Hun sagde endnu engang nej til sig selv…

Skammen breder sig i hende…

 

Alt for mange af os har engang lært at det er forkert at udtrykke vrede og sige hvad vi føler og har brug for.

Da vi var små fik vi besked på at være søde og at vrede var forkert.

Vi måtte ikke være besværlige…

Og var vi vrede måtte vi derfor mærke afvisningen.

Og sådan vokser vi op med at dele følelser op i gode og dårlige kategorier.

Eller farlig og ufarlig, afhængig af hvilken konsekvens vi har oplevet at få, når vi reagerede på vores følelser.

Eller behagelige og ubehagelige…

Vi har alle følelser i os, men dem der er forbudte, undgår vi ved at undertrykke dem, så længe vi kan.

Indtil vi er drænede for glæde og energi

Og så går det en af tre veje…

Enten eksploderer vi, eller vi bliver depressive…

Eller…

Vi får nok af at være pæne, og søde, og tager ansvar og siger fra…

 

Sund vrede er så vigtig for dine grænser

Når vi snakker om vrede, så er det en af vores vigtigste følelser til at sætte grænser med.

Og hvis du ikke må føle vrede, kan det være meget svært at mærke om du har ret til den grænse du mærker, og sætte en handling på der matcher det du mærker.

Og når du ikke får vist andre hvor du går til, så vader de ind over dig.

Andre kan ikke mærke hvor du går til, hvis du ikke viser det.

Det interessante her er, at personer der har svært ved at vise og holde fast i deres grænser, altid ubevidst tiltrækker andre der er villige trænings partnere til netop at få det lært.

De er et match til en krænkende adfærd…

Ja, jo før du står ved dig selv, og tager ejerskab af din sunde vrede, jo før forsvinder disse trænings partnere ud af dit liv.

Det er sådan at jo flere gange du afviser dig selv, des mere afhængige bliver du af at andre skal anerkender dig.

Der er dog den krølle ved det, og det er, at du ubevidste tiltrækker mennesker der aktiverer dine indre følelse af afvisning og derfor vil du opleve denne ubehagelige følelse igen og igen.

Du vil få en følelse af at blive mindre og mindre.

 

Men kun indtil den dag, du har strukket elastikken så lang at den springer, og du går ned med stress eller en depression…

Kun indtil den dag hvor du virkelig tager dig af den støj du hører inden i dig.

Kun indtil du vil lytte til dine følelser og grænser og slipper afhængigheden til andre.

Det starter med et sammenbrud, der kan føre til et gennembrud og en handling…

Et tydeligt nej til omverden og et tydeligt ja til dig selv

Indtil den dag kommer, må du overrumples og fortæres.

Du må drænes for energi og gøre dig selv mindre.

 

Opløftende ord ikke sandt?

Sidder du nu og læser disse ord, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at du også kender til at sige nej til dig selv i et større eller mindre omfang.
Jeg tror også at du ved lige præcis hvor du er træt af støj inden i, og jeg er ret sikker på at du har en idé om hvad du kunne gøre som alternativ.

Hvad du måske ikke ved, er hvordan din nye reaktion bliver modtaget, og dette kontroltab, dette skridt ud af din comfortzone,  kan forhindre dig i at handle på en måde som er rigtig for dig.

 

 

 

Måske tager jeg fejl…

Jeg tror dog at vi alle har stået i lignende situationer og at disse situationer er vores mulighed for at sige JA til os selv.

Når vi står lige der, får vi nemlig mulighed for at vælge friheden til at være os selv.

 

PS. Syntes du det er svært at slippe andres behov, og sætte dig selv først?

Klik her hvis du ønsker hjælp til en løsning

En gang var jeg en der elskede mig selv for lidt

Det kom til udtryk ved at jeg mistede troen på mig selv, når en anden var uenig.

Eller jeg gik over mine grænser for hvad jeg ville finde mig i fra andre.

Eller jeg nøjedes med så lidt på alle måder.

Jeg satte nærmest en dyd i at være nøjsom. Og det gjorde mig så ulykkelig.

Jeg længtes efter at blive elsket

Men hold op, i virkeligheden længtes jeg efter alt det skønne livet kunne give mig.
Jeg turde bare ikke tro på at jeg fortjente det.

Jeg troede bare ikke det var til mig.

Jeg troede det var til de andre og jeg fandt på en masse undskyldninger der skulle forhindre mig i at føle mig lille og sårbar når længslen efter mere fik overrumplet mig.

Jeg kunne undskylde og udholde en andens urimelige adfærd ved at prøve at forstå, for så at undskylde deres adfærd med det jeg troede, jeg forstod.

Jeg ville gemme mig, så ingen kunne se sandheden om mig

Jeg var så god til det i så lang tid, at jeg til sidst var nærmest tørlagt for livsglæde og energi.

Jeg holdt bare ud, ventede på en slags redning, og udsatte mig selv for alt for meget bull shit i mit parforhold, i den periode.

Som mor, måtte jeg erkende at jeg ikke altid slog til, og at min overskud til mine børn, ikke var der.

Min evne til nærvær overfor mine børn var lig nul…

Min lunte var kort, og indimellem ønskede jeg bare at ligge under dynen og gemme mig langt væk.

Skyldfølelsen voksede og gjorde ondt.

Jeg ventede på at nogen skulle rede mig og faktisk kom hjælpen også ude fra, men den hjælp jeg modtog handlede, om at jeg skulle kravle ud fra min trygge dyne, og komme igang med at redde mig selv.

Vi venter på noget vi allerede har

Når jeg nu, mange år senere, sidder med en kvinde, oplever jeg at det er det samme problem der gælder hele vejen rundt, bare i forskellig indpakning.

Vi kvinder er alt for dårlige til at elske os selv, og tror at vores redning ligger hos andre, hvis bare de andre vil forstå og ændre deres adfærd.

Eller hvis bare vi finder en der vil elske os nok.

Men sådan er det ikke. Vi tør jo slet ikke tro på at nogen kan elske os som den vi er…

Vi er den vi venter på

Vi er den der må turde træde ud af vores selvkritiske position, for at tage ansvar for vores ønsker om at blive respekteret, og for at vores grænser bliver håndhævet, som minimum af os selv.

 

Det blev en vild rejse

Jeg gjorde det, og gudskelov for det.

Det har været en helt vildt fantastisk rejse at finde ind til min essens, at finde ind til min hjerte, og stole på at jeg er god nok som det unikke menneske jeg er.

Jeg elsker at være vidne til når det sker for en anden kvinde

Når hun endelig mærker troen på at hun ikke skal nøjes med for lidt, at hun er værdig til alt det smukke hun drømmer om, og at hun er fantastisk som den hun er.

Når hun gør det, rammer det punkt, så vil alt hvad hun rører ved, fremover komme fra det sted i hende.

Jeg kalder det at hun kommer fra hjertet, for hun gør det af kærlighed til sig selv.

Af kærlighed til sig selv og det liv hun har fået til opgave at få det bedste ud af.

Hvis du nu tænker på hvordan du selv kommer dertil, så kan jeg fortælle helt kort at jeg ikke gjorde det uden hjælp.

Da jeg først var klar til virkelig at se indad søgte jeg efter hjælp og jeg fik den omgående.

Jeg tog på kursus, blev coachet og har læst et hav af bøger om selvkærlighed.

Det er bare så nødvendigt at du får et varmt kærlighedsforhold til dig selv, hvis du vil opleve lykken indefra.

Det behøver ikke være svært

Jeg ønsker for dig at er klar til at tage det ansvar der er dit.

Nemlig dit kærlige forhold til dig selv.

Der skal nogen gange så lidt til at forandre det hele.

Kun din tro på at det er for svært holder dig tilbage.

Følg linket og se hvor nemt du kan give dig selv dit allerførste skub, hen i mod et kærligt forhold til dig selv, som du vil være stolt af, og som dine børn kan lære af, igennem dig.



Klik her for at se hvordan du kan blive hjulpet videre



 

Du gør som jeg ønsker, ellers mister du min kærlighed og mærker min skuffelse, vrede og foragt.

Forestil dig at være et lille barn, der er afhængig af sine nære omsorgspersoner.

Et barn der er afhængig af at forældre igen og igen fortæller hvor elsket barnet er, uanset rigtig og forkert adfærd.

Som igen og igen tilbyder sin tid og nærvær for at udvikle et stærkt og sundt selvværd og føle sig ubetinget elsket og værdig at være sammen med.

 

 

Hvor mange af os, har prøvet dette?

Og hvor mange af os har gjort nøjagtig det samme i mod vores egne børn?

Hvor mange af os, stopper op, og blir optagede af at undersøge vores egen reaktion og følelser på en given adfærd fra en anden?

Hvor mange af os, er bevidste om at såret vi blir ramt i, er vores, og at det er langt lettere at heale ubehaget ved dette, når vi tør dykke ned i det og undersøge det.

Når vi tager ansvar for at såret er vores eget, måske skabt i barndommen, men stadig vores.

Når vi blir skuffede, ramte, føler os afviste og forkerte, sårede osv, er det så den der trykker på såret, eller ejeren af såret der har ansvaret?

 

 

I mit univers, er det ejeren af såret, der har ansvaret for at tage sig af sit sår

Hvordan kan andre være ansvarlig for noget de ikke kan kontrollere?

Hvordan kan jeg vide hvornår jeg rammer et sår i en anden?

Åh ja, nogen gange ved vi det jo godt.

Og nogen gange misbruger vi vores viden.

Dette indrømmer jeg gerne… Det sker…

Men….

Når det så er sagt, så er vi stadig ene og alene ansvarlige for at andre igen og igen KAN ramme os, i vores sår.

Punktum, Basta…

Vi er ansvarlige for at give magten over vores følelser ud til andre.

Vi er den der forlader os selv, når vi ikke blir hos os selv, for at heale det der er vores.

 

Det er faktisk langt lettere at ændre sig selv, end de andre

Vi skylder faktisk os selv at få healet vores sår.

I selv-kærlighedens navn…

Når vi tager os selv så alvorlige, at vi modigt begynder at undersøge sårene, så begynder vi at vise os selv omsorg og kærlighed.

Der er et menneske jeg altid har hos mig, og det er mig selv.

Når jeg elsker mig selv nok, så vil jeg have langt mere lyst og mod til at lukke andre helt ind, også selv om de kommer til at rammer et sår i os.

Måske kunne det også være en hjælp at begynde at tænke på andre mennesker, der rammer os, som hjælpere.

De hjælper os til at få øje på vores arbejdspunkter.

I stedet for at være fjender vi frygter og pleaser, eller fjerner os fra, så er de hjælpere.

Blot en tanke.

 

 

Dermed menes ikke at vi skal finde os i alt fra andre. Overhovedet ikke.

Vi skal gå når andre igen og igen overtræder vores grænser, og vi skal distancere os når det er det sundeste.

Ikke som en flugt og en reaktion, men som et bevidst valg basseret på kærlighed til os selv.

Faktisk sker der ofte det, at når vi har healet vores grænse issues, forsvinder problemet af sig selv, da vi ikke længere er et match til dette.

Jeg ved det lyder så enkelt, og jeg ved også at så enkelt er det ikke. Det kræver virkelig noget af os.

Det kræver tillid,  at tage ansvaret for sig selv.

Det kræver villighed til kigge sig selv dybt i øjnene og erkende i det mindste over for sig selv, at der er arbejdspunkter.

Det kræver vedholdenhed til at fortsætte.

Det kræver at vi tør slipper perfektionisme og stoltheden.

Det kræver at vi er villige til at opgive trangen til at have ret og få det sidste ord.

Vi må give lige så stille slip på kontrollen, og turde sårbarheden mere bid for bid.

Det kræver at vi giver afkald på ord som burde og skulle.

Og det det kræver at vi tør lukke andre ind og viser de sidder i os der smerter, og som vi forsøger at skjule.

For hvor modsætningsfyldt det end er så er vi afhængige af andre for at blive frie og uafhængige.

Og når vores sår er skabt i relationerne, må de heales i relationerne.

Vi kan ikke heale dem alene.

Vi har brug for andre til at holde et spejl op, foran os, så vi kan se os selv.

Så nej, enkelt er det ikke, men det er muligt. Tiden arbejder for os.

Lige der i vores healing af vores sår, opstår kærligheden, til os selv og til andre, og stille og rolige siger vi fra i kærlighed, uden at tage vores kærlighed med os, og vi begynder også at kunne rumme oplevelsen, af at andre, stadig tager deres kærlighed, fordi de blot ikke er nået dertil endnu.

Vi finder fred i os selv, og blir selv-optagne i steder for andre-optagne.

Andre får plads til deres proces, deres valg som de kan lære af.






I mange år, gjorde jeg mig selv mindre og sagde nej til mig selv, i håb om at løfte en andens stemning. 
Når jeg oplevede at stemningen var blevet dårlig, af den ene eller anden årsag, lod jeg mine egne grænser overskride. Jeg gjorde på den måde mig selv mindre værd.



 Jeg gjorde utrolig mange krumspring for at undgå konflikter 

Alligevel endte jeg altid med at forsvare mig selv, angribe tilbage og til sidst forsøge at jævne konflikten, ved at give afkald på mig selv, mine ønsker og behov. Alt sammen i håb om fred i huset og en stund med kærlighed. 


Når der var et problem, forsøgte jeg at løse det

Jeg tænkte aldrig den tanke, om problemet var skabt af mig, om det overhovedet kunne løses af mig, eller om jeg blot pudsede overfladen på noget som var brudt sammen for længst.  

Det var evigt slidsomt og stressende, og det var en utilregnelig tid, hvor angreb på min sindsro og min frygt for at være forkert, styrede hele mit liv. 



Jeg var på overarbejde 

Og jeg havde ingen erkendelse af hvor magtesløs jeg egentlig var i forhold til en andens følelser, adfærd og valg. 
Jeg forsøgte at kontrollere noget der var uden for min kontrol. Jeg forsøgte at kontrollere et andet menneske, for at undgå at føle min egen frygt og og blive afvist. 


Min elastik var strukket alt for langt 

Jeg gik rundt, som en zombie, med en følelse af at jeg ikke kunne trække vejret. Det var som om der altid stod en oven på min brystkasse.


Elastikken sprang til sidst, gudskelov. Og hvor gjorde det ondt 

Jeg nåede min bund…… 
Der på bunden, fandt jeg erkendelsen af, at hvis noget skulle ændre sig, så var det mig, mine tanker og min adfærd. 
Jeg måtte heale mig selv først. Jeg måtte heale min egen følelsesmæssige afhængighed og tilknytning til en anden… 



Jeg måtte tage ansvar for mig selv og sige JA til mig selv


Jeg måtte begynde at holde fast på mine grænser. 
Før det var muligt, måtte jeg gøre mig store overvejelser om hvad jeg egentlig ville være med til, og hvor mine grænser gik til. 


Mit selvværd kunne ligge mellem mine skosåler og jorden

Mit forhold til mig selv var ikke godt, men jeg var besluttet på at ændre det. 
Det krævede blot at jeg besluttede her og nu, at jeg ville lære at elske mig selv, og sætte de handlinger på, der bekræftede netop dette. 

Helt ærligt, det var på det tidspunkt en nem beslutning….



Jeg ville ikke længere nøjes med et overleve, nej, jeg ville LEVE. 

Hvis jeg ønskede at blive mødt med respekt, måtte jeg give mig selv respekt først. Respektere mine egne grænser, respektere mine egne behov, og give mig selv lov til at få og modtage det jeg havde brug for. 
Jeg måtte begynde at ære og anerkende mine følelser. Være ked af det når jeg var ked af det, vred når jeg var vred, og  glad når jeg var glad. 

Jeg måtte se frygten for afvisning og forladtheden i øjnene, og træffe valget om ikke at afvise og forlade mig selv, for at please en anden.

Jeg måtte lære at være i mit eget selskab, elske ensomheden, bruge tid på at læse, snakke og vende alting om hvordan det så ud inde i mig, og helst med andre, der selv havde været der. 

Jeg erkendte at jeg var fuldkommen magtesløs overfor andres tanker, følelser, valg og adfærd, og at den eneste magt jeg havde, var at beslutte hvem jeg ønskede at være i forhold til det, og sætte den handling på, der matchede dette. 

Jeg opgav at manipulere, for at få mine behov og mine ønsker gennemtrumfet. 

Jeg måtte begynde med at være ærlig om hvem jeg var, også de sidder jeg knap holdt så meget af, eller som jeg troede andre ikke kunne lide. 
Alt dette betød at jeg måtte sige farvel til personer, der havde svært ved at rumme min forvandling til et mere selv-kærligt menneske. 


Nogen forsvandt, men nye kom til. 

Jeg fik masser af nye dejlige relationer, der støttede mig.

Jeg købte mig til hjælp via caoching og kurser, jeg gik i selvhjælps gruppe, og jeg blev en del af et fælleskab, hvor vi støttede hinanden. 


Jeg havde brug for andre der spejlede mig, satte spørgsmålstegn ved det jeg gjorde og tænkte. Nogen der rummede mig, elskede mig, spurgte ind til mig, og delte deres erfaring med mig. 

 

Jeg kunne aldrig have gjort det alene.

Alt dette skete ikke over nat, nej, det var en proces der tog år. 
Jeg var igennem mange faser, og fik healet dem, en for en. 

Er du værd at elske?

Hvis du står i en lignende situation, som jeg gjorde, så start med at beslutte dig for, at du er værd at elske, også af dig selv. Det starter med lige den beslutning. 
Hvis du ikke kan elske dig selv, kan det være uendelig svært at tro på, at andre kan elske dig( uanset om de faktisk gør det).
Start med en beslutning om lige det. 







Giv slip på dit sort hvide syn

Bare fordi du har lavet fejl, betyder det jo ikke at hele dig ikke er værd at elske. Det betyder blot at du har et område du skal lære mere, på. 
Selv kritik, har endnu aldrig hjulpet på at hæve selvværdet. 
Men det har omsorg, rummelighed, tilgivelse og forståelsen af at du ikke behøver at være perfekt, blot menneskelig og villig til at arbejde med dig selv. 


Sæt dig ned, med en blok, og skriv ned, hvad du ønsker at få ud af livet

Tænk stort. 
Giv slip på nøjsomheden, den holder din standard lav, og du får kun det du tror, du fortjener. 
Så beslut dig for, hvad du fortjener at have mere af. 
Og bare roligt…. du kan altid ændre det til mere, for det er hvad der sker når vi elsker os selv
Vi bliver bevidste om at vi fortjener det bedste. Vi ændrer vores overbevisninger om at skulle nøjes.

Start lige der… Når du gør det, så vil livet levere det du har brug for, for at komme videre.


Hvordan ved jeg det?
 


Jo for jeg har set det ske, mange mange gange. Nogle gange er det sket på måder som jeg slet ikke så komme, men som var det helt rette.
 


Vær derfor åben og villig til at modtage, og lad livet sin del af magien. 

Din opgave er at sætte din standard… og holde fast i den…..

Hold fast i den, jeg gentager, hold fast i den…..!! Du får det du tror du fortjene
r.




 

 

Kærlige tanker til dig 
 
Nicole Albæk 





PS. Vil du have min hjælp til at starte DIN selvkærlige rejse, så du kan slippe af med dine hjertesorger?

 

 

 

Mit liv var også fyldt med svigt fra et menneske der drak. Min hverdag bar præg af brudte aftaler, ensomhed som nybagt mor.

Jeg var altid alene, og vidste aldrig hvor han var. Det jeg med tiden var helt sikker på var at han drak når han ikke var på matriklen.

Det var så frustrerende at elske et menneske der satte en flaske vodka højere end os, sin familie, hans nyfødte søn og jeg.

Men jeg var fuldkommen magtesløs.

 

I 2007 startede jeg i Al-anon fællesskabet

 

Klik her for at se hvor du kan gå til møde i din by

 

Og hvad er så det?

Jo ser du, det er et fællesskab for pårørende til alkoholikere. AA´s modstykke. Jeg kom der firdi min (x)kæreste drak for meget. Så meget at han var endt i alkoholbehandling. Og der blev jeg som pårørende anbefalet at gå til Al-Anon møder.

 

Her sad jeg fredag efter fredag. Jeg  delte og modtog erfaring, styrke og håb.

Og for hver fredag der gik, blev jeg stærkere og stærkere, fik det bedre og bedre.

 

Hvad var det, der var så virksomt ved dette fællesskab?

For mig var det primært at der var nogen, der forstod min situation. Jeg blev set, jeg blev hørt. Og Jeg blev holdt af for den jeg var. Jeg skulle ikke skjule sandheden om mit liv mere.
Jeg modtog kærlighed via inspiration, via telefon numre, via ører der lyttede, via varme kram, via trøst når det føltes tungt at være mig.

 

Jeg var ikke alene. Jeg var en del af et større fællesskab.

I dag kommer jeg forbi Al-anon af og til. Jeg elsker følelsen af at sætte mig i stolen, mærke den varme og energi det giver mig at sidde i lokalet og dele erfaring, styrke og håb.

 

Jeg drifter tilbage til de første gange….

Min kæreste var netop røget afsted i behandling, og jeg følte mig så utrolig lille og sårbar. Jeg havde fået anbefalet at tage til et møde, og jeg var klar og motiveret til at tage afsted.

Jeg kom ind i lokalet og der sad en håndfuld kvinder.

Mødet startede og hold op det var en formel omgang.

Men jeg fik da luftet hvordan jeg havde det, og klemt Mit navn er Nicole og jeg er medafhængig ud.

Og et tak for mig til sidst.

Efter mødet blev jeg givet tlf numre og flere kram, og jeg husker hvordan jeg i mit arrogante forsvar tænkte, hold op hvor er de da sølle de damer.
He he, jeg blev klogere, jeg var vist den sølle, men jeg var villig og jeg var klar til forandring, og ikke mindst til at lytte.

Så fællesskaber rykker, fællesskaber er der noget power i og jeg kan kun anbefale alle at søge fællesskab, især hvis du står i en svær situation.

Go for it 🙏🥰

13 år senere elsker jeg stadig mine få årlige besøg tilbage i Al-Anon lokalet. For uanset hvor lang tid der går, så er og bliver jeg ved med at være en Al-Anonér.

Og jeg er lige velkommen hver gang.

Mine bedste venner kommer derfra. Vi har godt nok brugt mange timer rundt om køkkwnbordet hvor vi har talt og talt om alt det svære og alt det gode der siden er sket.

Det er venner der er sjælevenner og som altid vil være der…. Det er GULD…

 

 

Hele mit liv har været en rejse i evig forandring.

Langt hen af vejen fulgte jeg med så godt jeg kunne. Jeg var ikke herre over alle de begivenheder jeg oplevede og jeg følte meget ofte at alt det skrammel jeg mødte undervejs, skete imod mig, som en slags straf.

På et tidspunkt omkring 2006, havde jeg imidlertid efterhånden fået nok af at følge med i begivenheder, der skete imod mig.

Jeg havde netop tabt mig 7 kg på kun 3 uger og min vægt lå på 51 kg og min BMI meget tæt på undervægtig.

Jeg var afpillet, og min hud bleg og gusten, og alt alt for tynd

Jeg var i en kæmpe sorg

Min daværende kæreste var smuttet med en anden, og jeg havde svært ved at fatte og forstå hvad der foregik.
Jeg følte mig straffet og afvist, svigtet og forladt.

Jeg spurgte mig selv igen og igen hvad jeg havde gjort forkert

Jeg kunne stå under den varme bruser i evigheder, mens jeg stenede,og lod der varme vand omfavne mig og min tynde krop.

Jeg tænkte så det bragede, forsøgte at forstå og regne ud, hvad hulen der var hændt mig og hvordan jeg kunne løse det og få manden tilbage igen

Det smertede så meget i mig, så jeg fik kvalme af mad, og sultens knude i maven, gjorde at jeg kunne forholde mig til min smerte på en fysisk måde.

En dag var jeg i Føtex for at handle, og der mødte jeg Christiane Zeuthen.

Christiane havde være min krops terapeut i endda nogen tid og hun kendte også til vores familie mere privat

Jeg delte min historie om at manden nu var smutte med en anden og jeg var så meget over i at forstå ham, så jeg spurgte hende, hvorfor gør han det her imod sig selv.

Christiane kiggede stille på mig og sagde “Nicole, kan du se dig selv i spejlet og spørge dig selv om det samme?”

Av av, det der havde jeg slet ikke lyst til at svare på, så jeg sluttede samtalen og skyndte mig videre, med hendes ord rungende i mit indre.

Der gik ½ år, manden var retur igen, på sin vis tilgivet, men smerten bar jeg stadig, smerten der blev til en enorm frygt for at han gentog episoden.

Det korte af det lange er at jeg begyndte at kontrollere ham, hans tlf, hans mail osv.

Jeg røg lige i fælden og jeg var ved at gå til af angst, når jeg ikke kunne få fat i ham pr tlf

En veninde havde nummeret på en god terapeut, og hende fik jeg fat i.

Marianne kom ind i mit køkken, fyldte hele rummet med sin powerfulde karakter og fik taget samtlige mine gode forklaringer og undskyldninger for hvorfor han gjorde som han gjorde, fra mig.

Hun endte med at spørge mig, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og så blev jeg stille. Det vidste jeg ikke.
Jeg kunne ikke svare på det!!!

Lige som Christiane fik hun hurtig øje på, at jeg var dybt afhængig af en anden, af et projekt jeg skulle fixe og forstå, og havde mistet kontakten til at forstå mig selv.

Hun rev mine gamle stol, bygget på mine overbevisninger, væk under mig og såede nogle gevaldigt store nye frø, om selvværd, kærlighed og frihed.

Frøene spirrede, og ud kom en bitte ny spire, som bar på en ny slags bevidsthed

Den voksede, og med tiden kunne jeg forstå, at alt det jeg oplevede ikke blev gjort imod mig, men for mig.
Jeg skabte nye overbevisninger, læste, studerede, trådte ind i fællesskaber og lod tiden arbejde for mig.
Tiden tog min smerte, og skabte et nyt perspektiv, så jeg forstod og kunne se tingene med nye øjne.

Forud for episode i 2006 havde jeg i lang tid bedt om at mit liv måtte blive bedre, men sandheden var at jeg ikke var klar

I dag ser jeg at universet hørte min bøn, og via min smerte, gjorde mig klar til at lytte og bede om hjælp

Det var barskt men det var det værd.

Dette at se tilbage, har lært mig en vigtig ting, som jeg forsøger at huske, når der opstår en uventet og uvelkommen forandring i mit liv

  • Jeg har lært at ikke alt det der ser skidtud, er skidt,
  • Jeg har lært at når noget nedbrydes, giver det plads til noget nyt og bedre.
  • Jeg tror på at universet er venligt og altid siger ja til mig.
  • Jeg forstod det ikke dengang, fordi det gjorde så ondt at føle mig forladt.
  • Jeg forstod ikke at jeg havde forladt mig selv, længe før, og at jeg måtte helt derud, hvor en anden gjorde det så tydeligt for mig, så jeg endelig bad om hjælp, og var villig til at gøre alt for at ændre mig og finde kærligheden til mig selv igen.
Du får her en lille bid af min historie. Jeg håber at du vil kunne spejle dig i den og bruge den til at forstå, at ikke alt er så skidt som det ser ud til. Guldet venter under overfladen.

Love Nicole

Klik her for at se hvordan du kan få alt det der hjalp mig ud af mit kaos

Love Nicole