Engang var jeg en der elskede mig selv for lidt

En gang var jeg en der elskede mig selv for lidt

Det kom til udtryk ved at jeg mistede troen på mig selv, når en anden var uenig.

Eller jeg gik over mine grænser for hvad jeg ville finde mig i fra andre.

Eller jeg nøjedes med så lidt på alle måder.

Jeg satte nærmest en dyd i at være nøjsom. Og det gjorde mig så ulykkelig.

Jeg længtes efter at blive elsket

Men hold op, i virkeligheden længtes jeg efter alt det skønne livet kunne give mig.
Jeg turde bare ikke tro på at jeg fortjente det.

Jeg troede bare ikke det var til mig.

Jeg troede det var til de andre og jeg fandt på en masse undskyldninger der skulle forhindre mig i at føle mig lille og sårbar når længslen efter mere fik overrumplet mig.

Jeg kunne undskylde og udholde en andens urimelige adfærd ved at prøve at forstå, for så at undskylde deres adfærd med det jeg troede, jeg forstod.

Jeg ville gemme mig, så ingen kunne se sandheden om mig

Jeg var så god til det i så lang tid, at jeg til sidst var nærmest tørlagt for livsglæde og energi.

Jeg holdt bare ud, ventede på en slags redning, og udsatte mig selv for alt for meget bull shit i mit parforhold, i den periode.

Som mor, måtte jeg erkende at jeg ikke altid slog til, og at min overskud til mine børn, ikke var der.

Min evne til nærvær overfor mine børn var lig nul…

Min lunte var kort, og indimellem ønskede jeg bare at ligge under dynen og gemme mig langt væk.

Skyldfølelsen voksede og gjorde ondt.

Jeg ventede på at nogen skulle rede mig og faktisk kom hjælpen også ude fra, men den hjælp jeg modtog handlede, om at jeg skulle kravle ud fra min trygge dyne, og komme igang med at redde mig selv.

Vi venter på noget vi allerede har

Når jeg nu, mange år senere, sidder med en kvinde, oplever jeg at det er det samme problem der gælder hele vejen rundt, bare i forskellig indpakning.

Vi kvinder er alt for dårlige til at elske os selv, og tror at vores redning ligger hos andre, hvis bare de andre vil forstå og ændre deres adfærd.

Eller hvis bare vi finder en der vil elske os nok.

Men sådan er det ikke. Vi tør jo slet ikke tro på at nogen kan elske os som den vi er…

Vi er den vi venter på

Vi er den der må turde træde ud af vores selvkritiske position, for at tage ansvar for vores ønsker om at blive respekteret, og for at vores grænser bliver håndhævet, som minimum af os selv.

 

Det blev en vild rejse

Jeg gjorde det, og gudskelov for det.

Det har været en helt vildt fantastisk rejse at finde ind til min essens, at finde ind til min hjerte, og stole på at jeg er god nok som det unikke menneske jeg er.

Jeg elsker at være vidne til når det sker for en anden kvinde

Når hun endelig mærker troen på at hun ikke skal nøjes med for lidt, at hun er værdig til alt det smukke hun drømmer om, og at hun er fantastisk som den hun er.

Når hun gør det, rammer det punkt, så vil alt hvad hun rører ved, fremover komme fra det sted i hende.

Jeg kalder det at hun kommer fra hjertet, for hun gør det af kærlighed til sig selv.

Af kærlighed til sig selv og det liv hun har fået til opgave at få det bedste ud af.

Hvis du nu tænker på hvordan du selv kommer dertil, så kan jeg fortælle helt kort at jeg ikke gjorde det uden hjælp.

Da jeg først var klar til virkelig at se indad søgte jeg efter hjælp og jeg fik den omgående.

Jeg tog på kursus, blev coachet og har læst et hav af bøger om selvkærlighed.

Det er bare så nødvendigt at du får et varmt kærlighedsforhold til dig selv, hvis du vil opleve lykken indefra.

Det behøver ikke være svært

Jeg ønsker for dig at er klar til at tage det ansvar der er dit.

Nemlig dit kærlige forhold til dig selv.

Der skal nogen gange så lidt til at forandre det hele.

Kun din tro på at det er for svært holder dig tilbage.

Følg linket og se hvor nemt du kan give dig selv dit allerførste skub, hen i mod et kærligt forhold til dig selv, som du vil være stolt af, og som dine børn kan lære af, igennem dig.



Klik her for at se hvordan du kan blive hjulpet videre



 

af

Du får kun min kærlighed hvis du gør som jeg siger…

Du gør som jeg ønsker, ellers mister du min kærlighed og mærker min skuffelse, vrede og foragt.

Forestil dig at være et lille barn, der er afhængig af sine nære omsorgspersoner.

Et barn der er afhængig af at forældre igen og igen fortæller hvor elsket barnet er, uanset rigtig og forkert adfærd.

Som igen og igen tilbyder sin tid og nærvær for at udvikle et stærkt og sundt selvværd og føle sig ubetinget elsket og værdig at være sammen med.

 

 

Hvor mange af os, har prøvet dette?

Og hvor mange af os har gjort nøjagtig det samme i mod vores egne børn?

Hvor mange af os, stopper op, og blir optagede af at undersøge vores egen reaktion og følelser på en given adfærd fra en anden?

Hvor mange af os, er bevidste om at såret vi blir ramt i, er vores, og at det er langt lettere at heale ubehaget ved dette, når vi tør dykke ned i det og undersøge det.

Når vi tager ansvar for at såret er vores eget, måske skabt i barndommen, men stadig vores.

Når vi blir skuffede, ramte, føler os afviste og forkerte, sårede osv, er det så den der trykker på såret, eller ejeren af såret der har ansvaret?

 

 

I mit univers, er det ejeren af såret, der har ansvaret for at tage sig af sit sår

Hvordan kan andre være ansvarlig for noget de ikke kan kontrollere?

Hvordan kan jeg vide hvornår jeg rammer et sår i en anden?

Åh ja, nogen gange ved vi det jo godt.

Og nogen gange misbruger vi vores viden.

Dette indrømmer jeg gerne… Det sker…

Men….

Når det så er sagt, så er vi stadig ene og alene ansvarlige for at andre igen og igen KAN ramme os, i vores sår.

Punktum, Basta…

Vi er ansvarlige for at give magten over vores følelser ud til andre.

Vi er den der forlader os selv, når vi ikke blir hos os selv, for at heale det der er vores.

 

Det er faktisk langt lettere at ændre sig selv, end de andre

Vi skylder faktisk os selv at få healet vores sår.

I selv-kærlighedens navn…

Når vi tager os selv så alvorlige, at vi modigt begynder at undersøge sårene, så begynder vi at vise os selv omsorg og kærlighed.

Der er et menneske jeg altid har hos mig, og det er mig selv.

Når jeg elsker mig selv nok, så vil jeg have langt mere lyst og mod til at lukke andre helt ind, også selv om de kommer til at rammer et sår i os.

Måske kunne det også være en hjælp at begynde at tænke på andre mennesker, der rammer os, som hjælpere.

De hjælper os til at få øje på vores arbejdspunkter.

I stedet for at være fjender vi frygter og pleaser, eller fjerner os fra, så er de hjælpere.

Blot en tanke.

 

 

Dermed menes ikke at vi skal finde os i alt fra andre. Overhovedet ikke.

Vi skal gå når andre igen og igen overtræder vores grænser, og vi skal distancere os når det er det sundeste.

Ikke som en flugt og en reaktion, men som et bevidst valg basseret på kærlighed til os selv.

Faktisk sker der ofte det, at når vi har healet vores grænse issues, forsvinder problemet af sig selv, da vi ikke længere er et match til dette.

Jeg ved det lyder så enkelt, og jeg ved også at så enkelt er det ikke. Det kræver virkelig noget af os.

Det kræver tillid,  at tage ansvaret for sig selv.

Det kræver villighed til kigge sig selv dybt i øjnene og erkende i det mindste over for sig selv, at der er arbejdspunkter.

Det kræver vedholdenhed til at fortsætte.

Det kræver at vi tør slipper perfektionisme og stoltheden.

Det kræver at vi er villige til at opgive trangen til at have ret og få det sidste ord.

Vi må give lige så stille slip på kontrollen, og turde sårbarheden mere bid for bid.

Det kræver at vi giver afkald på ord som burde og skulle.

Og det det kræver at vi tør lukke andre ind og viser de sidder i os der smerter, og som vi forsøger at skjule.

For hvor modsætningsfyldt det end er så er vi afhængige af andre for at blive frie og uafhængige.

Og når vores sår er skabt i relationerne, må de heales i relationerne.

Vi kan ikke heale dem alene.

Vi har brug for andre til at holde et spejl op, foran os, så vi kan se os selv.

Så nej, enkelt er det ikke, men det er muligt. Tiden arbejder for os.

Lige der i vores healing af vores sår, opstår kærligheden, til os selv og til andre, og stille og rolige siger vi fra i kærlighed, uden at tage vores kærlighed med os, og vi begynder også at kunne rumme oplevelsen, af at andre, stadig tager deres kærlighed, fordi de blot ikke er nået dertil endnu.

Vi finder fred i os selv, og blir selv-optagne i steder for andre-optagne.

Andre får plads til deres proces, deres valg som de kan lære af.

af

Det gør ondt at nå sin personlige bund






I mange år, gjorde jeg mig selv mindre og sagde nej til mig selv, i håb om at løfte en andens stemning. 
Når jeg oplevede at stemningen var blevet dårlig, af den ene eller anden årsag, lod jeg mine egne grænser overskride. Jeg gjorde på den måde mig selv mindre værd.



 Jeg gjorde utrolig mange krumspring for at undgå konflikter 

Alligevel endte jeg altid med at forsvare mig selv, angribe tilbage og til sidst forsøge at jævne konflikten, ved at give afkald på mig selv, mine ønsker og behov. Alt sammen i håb om fred i huset og en stund med kærlighed. 


Når der var et problem, forsøgte jeg at løse det

Jeg tænkte aldrig den tanke, om problemet var skabt af mig, om det overhovedet kunne løses af mig, eller om jeg blot pudsede overfladen på noget som var brudt sammen for længst.  

Det var evigt slidsomt og stressende, og det var en utilregnelig tid, hvor angreb på min sindsro og min frygt for at være forkert, styrede hele mit liv. 



Jeg var på overarbejde 

Og jeg havde ingen erkendelse af hvor magtesløs jeg egentlig var i forhold til en andens følelser, adfærd og valg. 
Jeg forsøgte at kontrollere noget der var uden for min kontrol. Jeg forsøgte at kontrollere et andet menneske, for at undgå at føle min egen frygt og og blive afvist. 


Min elastik var strukket alt for langt 

Jeg gik rundt, som en zombie, med en følelse af at jeg ikke kunne trække vejret. Det var som om der altid stod en oven på min brystkasse.


Elastikken sprang til sidst, gudskelov. Og hvor gjorde det ondt 

Jeg nåede min bund…… 
Der på bunden, fandt jeg erkendelsen af, at hvis noget skulle ændre sig, så var det mig, mine tanker og min adfærd. 
Jeg måtte heale mig selv først. Jeg måtte heale min egen følelsesmæssige afhængighed og tilknytning til en anden… 



Jeg måtte tage ansvar for mig selv og sige JA til mig selv


Jeg måtte begynde at holde fast på mine grænser. 
Før det var muligt, måtte jeg gøre mig store overvejelser om hvad jeg egentlig ville være med til, og hvor mine grænser gik til. 


Mit selvværd kunne ligge mellem mine skosåler og jorden

Mit forhold til mig selv var ikke godt, men jeg var besluttet på at ændre det. 
Det krævede blot at jeg besluttede her og nu, at jeg ville lære at elske mig selv, og sætte de handlinger på, der bekræftede netop dette. 

Helt ærligt, det var på det tidspunkt en nem beslutning….


Jeg ville ikke længere nøjes med et overleve, nej, jeg ville LEVE. 

Hvis jeg ønskede at blive mødt med respekt, måtte jeg give mig selv respekt først. Respektere mine egne grænser, respektere mine egne behov, og give mig selv lov til at få og modtage det jeg havde brug for. 
Jeg måtte begynde at ære og anerkende mine følelser. Være ked af det når jeg var ked af det, vred når jeg var vred, og  glad når jeg var glad. 

Jeg måtte se frygten for afvisning og forladtheden i øjnene, og træffe valget om ikke at afvise og forlade mig selv, for at please en anden.
Jeg måtte lære at være i mit eget selskab, elske ensomheden, bruge tid på at læse, snakke og vende alting om hvordan det så ud inde i mig, og helst med andre, der selv havde været der. 

Jeg erkendte at jeg var fuldkommen magtesløs overfor andres tanker, følelser, valg og adfærd, og at den eneste magt jeg havde, var at beslutte hvem jeg ønskede at være i forhold til det, og sætte den handling på, der matchede dette. 

Jeg opgav at manipulere, for at få mine behov og mine ønsker gennemtrumfet. 

Jeg måtte begynde med at være ærlig om hvem jeg var, også de sidder jeg knap holdt så meget af, eller som jeg troede andre ikke kunne lide. 
Alt dette betød at jeg måtte sige farvel til personer, der havde svært ved at rumme min forvandling til et mere selv-kærligt menneske. 


Nogen forsvandt, men nye kom til. 

Jeg fik masser af nye dejlige relationer, der støttede mig.

Jeg købte mig til hjælp via caoching og kurser, jeg gik i selvhjælps gruppe, og jeg blev en del af et fælleskab, hvor vi støttede hinanden. 

Jeg havde brug for andre der spejlede mig, satte spørgsmålstegn ved det jeg gjorde og tænkte. Nogen der rummede mig, elskede mig, spurgte ind til mig, og delte deres erfaring med mig. 

 

Jeg kunne aldrig have gjort det alene.

Alt dette skete ikke over nat, nej, det var en proces der tog år. 
Jeg var igennem mange faser, og fik healet dem, en for en. 

Er du værd at elske?

Hvis du står i en lignende situation, som jeg gjorde, så start med at beslutte dig for, at du er værd at elske, også af dig selv. Det starter med lige den beslutning. 
Hvis du ikke kan elske dig selv, kan det være uendelig svært at tro på, at andre kan elske dig( uanset om de faktisk gør det).
Start med en beslutning om lige det. 







Giv slip på dit sort hvide syn

Bare fordi du har lavet fejl, betyder det jo ikke at hele dig ikke er værd at elske. Det betyder blot at du har et område du skal lære mere, på. 
Selv kritik, har endnu aldrig hjulpet på at hæve selvværdet. 
Men det har omsorg, rummelighed, tilgivelse og forståelsen af at du ikke behøver at være perfekt, blot menneskelig og villig til at arbejde med dig selv. 


Sæt dig ned, med en blok, og skriv ned, hvad du ønsker at få ud af livet

Tænk stort. 
Giv slip på nøjsomheden, den holder din standard lav, og du får kun det du tror, du fortjener. 
Så beslut dig for, hvad du fortjener at have mere af. 
Og bare roligt…. du kan altid ændre det til mere, for det er hvad der sker når vi elsker os selv. 
Vi bliver bevidste om at vi fortjener det bedste. Vi ændrer vores overbevisninger om at skulle nøjes.

Start lige der… Når du gør det, så vil livet levere det du har brug for, for at komme videre.

Hvordan ved jeg det? 

Jo for jeg har set det ske, mange mange gange. Nogle gange er det sket på måder som jeg slet ikke så komme, men som var det helt rette. 

Vær derfor åben og villig til at modtage, og lad livet sin del af magien. 
Din opgave er at sætte din standard… og holde fast i den…..

Hold fast i den, jeg gentager, hold fast i den…..!! Du får det du tror du fortjener.



 

 

Kærlige tanker til dig 
 
Nicole Albæk 





PS. Vil du have min hjælp til at starte DIN selvkærlige rejse, så du kan slippe af med dine hjertesorger?

 

 

 

af

Du er ikke alene om at kende til et liv med en alkoholiker

Mit liv var fyldt med svigt fra en alkoholiker

 

Min hverdag bar præg af brudte aftaler, ensomhed som nybagt mor.

Jeg var altid alene, og vidste aldrig hvor han var. Det jeg med tiden var helt sikker på var at han drak når han ikke var på matriklen.

Det var så frustrerende at elske et menneske der satte en flaske vodka højere end os, sin familie, hans nyfødte søn og jeg.

Men jeg var fuldkommen magtesløs.

 

I 2007 startede jeg i Al-anon fællesskabet

Og hvad er så det?

Jo ser du, det er et fællesskab for pårørende til alkoholikere. AA´s modstykke. Jeg kom der firdi min (x)kæreste drak for meget. Så meget at han var endt i alkoholbehandling. Og der blev jeg som pårørende anbefalet at gå til Al-Anon møder.

 

Her sad jeg fredag efter fredag. Jeg  delte og modtog erfaring, styrke og håb.

Og for hver fredag der gik, blev jeg stærkere og stærkere, fik det bedre og bedre.

 

Hvad var det, der var så virksomt ved dette fællesskab?

For mig var det primært at der var nogen, der forstod min situation. Jeg blev set, jeg blev hørt. Og Jeg blev holdt af for den jeg var. Jeg skulle ikke skjule sandheden om mit liv mere.
Jeg modtog kærlighed via inspiration, via telefon numre, via ører der lyttede, via varme kram, via trøst når det føltes tungt at være mig.

 

Jeg var ikke alene. Jeg var en del af et større fællesskab.

I dag kommer jeg forbi Al-anon af og til. Jeg elsker følelsen af at sætte mig i stolen, mærke den varme og energi det giver mig at sidde i lokalet og dele erfaring, styrke og håb.

 

Jeg drifter tilbage til de første gange….

Min kæreste var netop røget afsted i behandling, og jeg følte mig så utrolig lille og sårbar. Jeg havde fået anbefalet at tage til et møde, og jeg var klar og motiveret til at tage afsted.

Jeg kom ind i lokalet og der sad en håndfuld kvinder.

Mødet startede og hold op det var en formel omgang.

Men jeg fik da luftet hvordan jeg havde det, og klemt Mit navn er Nicole og jeg er medafhængig ud.

Og et tak for mig til sidst.

Efter mødet blev jeg givet tlf numre og flere kram, og jeg husker hvordan jeg i mit arrogante forsvar tænkte, hold op hvor er de da sølle de damer.
He he, jeg blev klogere, jeg var vist den sølle, men jeg var villig og jeg var klar til forandring, og ikke mindst til at lytte.

Så fællesskaber rykker, fællesskaber er der noget power i og jeg kan kun anbefale alle at søge fællesskab, især hvis du står i en svær situation.

 

 

Go for it 🙏🥰

20 år senere elsker jeg stadig mine få årlige besøg tilbage i Al-Anon lokalet. For uanset hvor lang tid der går, så er og bliver jeg ved med at være en Al-Anonér.

Og jeg er lige velkommen hver gang.

Mine bedste venner kommer derfra. Vi har godt nok brugt mange timer rundt om køkkwnbordet hvor vi har talt og talt om alt det svære og alt det gode der siden er sket.

Det er venner der er sjælevenner og som altid vil være der…. Det er GULD…

 

 

af

Afpillet, bleg og gusten – Sådan så jeg ud…

Hele mit liv har været en rejse i evig forandring.

Langt hen af vejen fulgte jeg med så godt jeg kunne. Jeg var ikke herre over alle de begivenheder jeg oplevede og jeg følte meget ofte at alt det skrammel jeg mødte undervejs, skete imod mig, som en slags straf.

På et tidspunkt omkring 2006, havde jeg imidlertid efterhånden fået nok af at følge med i begivenheder, der skete imod mig.

Jeg havde netop tabt mig 7 kg på kun 3 uger og min vægt lå på 51 kg og min BMI meget tæt på undervægtig.

Jeg var afpillet, og min hud bleg og gusten, og alt alt for tynd

Jeg var i en kæmpe sorg

Min daværende kæreste var smuttet med en anden, og jeg havde svært ved at fatte og forstå hvad der foregik.
Jeg følte mig straffet og afvist, svigtet og forladt.

Jeg spurgte mig selv igen og igen hvad jeg havde gjort forkert

Jeg kunne stå under den varme bruser i evigheder, mens jeg stenede,og lod der varme vand omfavne mig og min tynde krop.

Jeg tænkte så det bragede, forsøgte at forstå og regne ud, hvad hulen der var hændt mig og hvordan jeg kunne løse det og få manden tilbage igen

Det smertede så meget i mig, så jeg fik kvalme af mad, og sultens knude i maven, gjorde at jeg kunne forholde mig til min smerte på en fysisk måde.

En dag var jeg i Føtex for at handle, og der mødte jeg Christiane Zeuthen.

Christiane havde være min krops terapeut i endda nogen tid og hun kendte også til vores familie mere privat

Jeg delte min historie om at manden nu var smutte med en anden og jeg var så meget over i at forstå ham, så jeg spurgte hende, hvorfor gør han det her imod sig selv.

Christiane kiggede stille på mig og sagde “Nicole, kan du se dig selv i spejlet og spørge dig selv om det samme?”

Av av, det der havde jeg slet ikke lyst til at svare på, så jeg sluttede samtalen og skyndte mig videre, med hendes ord rungende i mit indre.

Der gik ½ år, manden var retur igen, på sin vis tilgivet, men smerten bar jeg stadig, smerten der blev til en enorm frygt for at han gentog episoden.

Det korte af det lange er at jeg begyndte at kontrollere ham, hans tlf, hans mail osv.

Jeg røg lige i fælden og jeg var ved at gå til af angst, når jeg ikke kunne få fat i ham pr tlf

En veninde havde nummeret på en god terapeut, og hende fik jeg fat i.

Marianne kom ind i mit køkken, fyldte hele rummet med sin powerfulde karakter og fik taget samtlige mine gode forklaringer og undskyldninger for hvorfor han gjorde som han gjorde, fra mig.

Hun endte med at spørge mig, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og så blev jeg stille. Det vidste jeg ikke.
Jeg kunne ikke svare på det!!!

Lige som Christiane fik hun hurtig øje på, at jeg var dybt afhængig af en anden, af et projekt jeg skulle fixe og forstå, og havde mistet kontakten til at forstå mig selv.

Hun rev mine gamle stol, bygget på mine overbevisninger, væk under mig og såede nogle gevaldigt store nye frø, om selvværd, kærlighed og frihed.

Frøene spirrede, og ud kom en bitte ny spire, som bar på en ny slags bevidsthed

Den voksede, og med tiden kunne jeg forstå, at alt det jeg oplevede ikke blev gjort imod mig, men for mig.
Jeg skabte nye overbevisninger, læste, studerede, trådte ind i fællesskaber og lod tiden arbejde for mig.
Tiden tog min smerte, og skabte et nyt perspektiv, så jeg forstod og kunne se tingene med nye øjne.

Forud for episode i 2006 havde jeg i lang tid bedt om at mit liv måtte blive bedre, men sandheden var at jeg ikke var klar

I dag ser jeg at universet hørte min bøn, og via min smerte, gjorde mig klar til at lytte og bede om hjælp

Det var barskt men det var det værd.

Dette at se tilbage, har lært mig en vigtig ting, som jeg forsøger at huske, når der opstår en uventet og uvelkommen forandring i mit liv

  • Jeg har lært at ikke alt det der ser skidtud, er skidt,
  • Jeg har lært at når noget nedbrydes, giver det plads til noget nyt og bedre.
  • Jeg tror på at universet er venligt og altid siger ja til mig.
  • Jeg forstod det ikke dengang, fordi det gjorde så ondt at føle mig forladt.
  • Jeg forstod ikke at jeg havde forladt mig selv, længe før, og at jeg måtte helt derud, hvor en anden gjorde det så tydeligt for mig, så jeg endelig bad om hjælp, og var villig til at gøre alt for at ændre mig og finde kærligheden til mig selv igen.
Du får her en lille bid af min historie. Jeg håber at du vil kunne spejle dig i den og bruge den til at forstå, at ikke alt er så skidt som det ser ud til. Guldet venter under overfladen.

Love Nicole

Klik her for at se hvordan du kan få alt det der hjalp mig ud af mit kaos

Love Nicole

af

Denne hjemmeside anvender cookies for at forbedre brugeroplevelsen.