Jeg gemmer mig – for dig…. Se her hvorfor

Jeg er i proces. I en af de fede, og opløftende, men også i en af dem, der trækker lidt tænder før jeg sådan helt overgiver mig, til min nye indsigt. 


Jeg har været her før…. Mange gange….


For tiden, brager der nye indsigter ned til mig, om min egen øvre begrænsning, som dybest set, handler mest om at jeg holder mig selv nede, for at andre ikke skal blive kede af det og sure. 

Jeg gemmer mig..


Det er noget jeg kender godt, så godt og så længe, men som jeg har udsat at tage mig sådan helt rigtig af, altså indtil nu. 




Men men men……

Livet byder på kontraster i form af noget drama, udfordringer eller konflikter.

Kontraster, er jo dem, der får ihvertfald mig til lige at stoppe op, og tænke 
“Hovsa, her har jeg vist et støjende punkt der skal ses på” 

Min øvre begrænsning, den der holder mig sådan ude af rampelyset, står i vejen for at jeg sådan helt får succes med det jeg drømmer om.

Drømmen om en business, hvor jeg hjælper og løfter andre kvinder, er jeg godt igang med, men når jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg det går for langsomt.

Og jeg ved også hvad der blokerer mig….



Min øvre begrænsning… Mit glasloft…

?Læs mere om de 4 typer øvre begrænsninger



Jeg går simpelthen på have vandring, og gemmer mig i andres have, og har huller i min hæk, som andre kravler uindbudt ind af. 


Og nej ikke for at få Gevalia kaffe….


Men for at smide deres affald i form af bebrejdelser og kritik i min have og om min have. 







Min have er mit ansvar 

Og i min have bor mine behov, mine drømme, mine talenter, mine følelser, mine tanker og det jeg går og tror er rigtig og forkert om mig, og om andre.

I min have er det mig, der skal give næring og vande det hele, så det gror og trivedes. 
Jeg skal luge, gøde, klippe til og plante om. 

Og hvis jeg bare holdt mig til min have, så ville den ser formidabel ud. 

Min have ville være sådan lidt vild, lidt flyvende og rummelig og romantisk. Den ville være i smukke sarte pastel farver med stænk af de kraftfulde farver hist og her, og et overflod af søde bær og lækkerier. 

Der ville være stille og masser af dyr, med en hønsegård til de høner der lægger mine dejlige sunde æg, og selvfølgrlig en havedam, med fisk og tudser og åkander.

Sådan ser min have bare ikke helt ud… 

Og årsagen er, at jeg har for travlt med at kigge over hækken, for at se på naboens have. 

Den er virkelig flot, og lækker. 

Jeg sammenligner den med min. Og når jeg ser noget jeg kan li, tænker jeg, at min have ikke er smuk nok, og at jeg burde være flittig og komme igang. 

Så kaster jeg mig over projektet, med at kopiere min nabos have, og opgiver halvvejs, fordi jeg bliver træt og føler mig flad for energi. 

Jeg efterlader min have rodet og ufærdig…mens jeg falder ned i en havestol, hvor jeg bliver liggende i noget tid for at samle kræfter.

Jeg rejser mig noget senere fra min stolen, der selvfølgelig står gemt bag ved et gammelt skur, så ingen kan se mig ligge og flyde, og kigger over til min anden nabo, og hvad ser jeg der?


Der ser heldigvis langt værre ud hos ham, end hos mig


Pyha, jeg er ikke den eneste der er elendig som have ejer.

Og tænk, han står bare og glor over til en nabo, mens han skælder ud, og laver ikke en skid, den dovne hund. 

For et øjeblik, får jeg lige et lille opkvikkende boost, af at kritisere ham, min sure nabo. 

Men kun til jeg igen vender mig, og ser min første nabos vidunderlige have, og her taber jeg luften en gang til. 





Jeg ser mig om efter havestolen, for atter at falde opgivende ned i den, men så får jeg øje på hende, min nabo….

Hun går der i sin have, og plukker blomster, og ser ud til bare at være optaget af sit. 

Kigger ikke op, men ser så fredfyldt ud. Jeg fyldes med ro, af at se på hende, så jeg kalder på hende. 

Spørger hende, hvordan hun dog gør det, så hendes have ser så skøn, frodig og lækker ud. 

Jeg ser hende jo aldrig knokle og vælte om i havestolen, som jeg gør.

Hun svarer mig at hun blot giver næring, vander og passer den med kærlighed. 

Jeg spørger om hun aldrig kigger over hækken, og føler sig generet af min sølle have? 

Næ, siger hun, Jeg er så glad for min have, og den giver mig alt det jeg har brug for. 

Det er nok for mig, jeg behøver ikke at se ind til dig, for at vide at min have er som den skal være







Jeg vender mig om, for at gå, og ser da til min gru, at min sure nabo, nu igen er i gang med at smide sit gamle have affald ind til mig. 

Han har fundet det sted hvor hækken er knap så tæt, og han skælder mig ud for at mine grimme stauder, er begyndt at sprede sig ind i hans have. 

Sådan har han gjort mange gange, og der ligger stadig bunker af gammel rådden affald, som jeg nu møjsommeligt begynder at køre på komposten, mens jeg tænker over hendes ord om kærlighed og næring.

Jeg kigger frem og tilbage på de to meget forskellige naboer jeg har. Jeg beslutter mig lige på stedet, for at jeg også vil have det sådan, som kvinden ved siden af, har det. 




Jeg finder min havestol, hiver den ud i solen, og sætter mig i den

For en stund glemmer jeg alt om, hvad naboen mon tænker, når jeg bare sidder der i solen. 


Hvad var det nu hun sagde? 


Jo, Hun sagde næring og kærlighed? 



Jeg har set min have som en byrde, som bare skulle ordnes, så den så flot ud for andre.

Jeg tænker lidt over, hvordan jeg selv gerne vil have min egen have skal se ud. 

Jeg skal lige til at se over hækken, men stopper mig selv, og forsøger at mærke efter, hvordan jeg selv gerne vil have det.  

Jeg mærker solens varme, og hører fuglenes sang, og så strømmer ideerne ned til mig.

Ja, jeg vil have duftende roser og syren. 
Jeg ser dem for mig. 

Forestiller mig deres duft og går straks igang med at plante. 

Et bed af gangen, næring, vand og kærlighed. 






Der går lidt tid, og en dag står jeg igen, og ser ud i min have 

Jeg elsker den. 

Jeg ser over mod min sure nabo, hvor jeg har plantet en smuk, stærk rosenhæk, som er vokset sig høj og stærk med de smukkeste sarte hvide blomster. 

Nu kan han ikke længere smide sit affald ind til mig

Jeg kan høre den sure skælde ud fra den anden side, men sender ham blot en et smil, som han ikke kan se. 

Men smilet, varmer mit ansigt, og får mig til at føle, at min have er et paradis for mig.

Jeg vender mig om, med min kaffe i hånden, og hilser på hende, der satte det hele i gang inde i mig. 

Jeg sætter mig på min havestol. 

Jeg har flyttet den, så den nu står ved havelågen ind mod hendes have. 
Hun sidder der allerede og venter med sin kaffe, på sin stol, inde hos sig. 

Vi deler lidt erfaringer om vores haver med hinanden, og går hver til sit. 







Der er fred, ro og stille inde i min have

Der hvor mit gamle skur stod, står der nu en smuk lille pavillon af træ og glas, så jeg kan nyde at være der, også når solen ikke skinner. 

Der kan jeg sidde og nyde synet af det jeg har skabt. Jeg kan få øje på, hvornår det er tid til at klippe, gøde og vande, så det hele forbliver sådan som jeg kan lide det og føler mig tilpas i. 

Jeg kan se på hønsene, på fiskene, og høre fuglene. Jeg kan nyde smagen af bærene, og drikke min elskede kaffe. 

Andre kan se mig, men det er ok. Jeg har intet at skjule. Jeg er færdig med at gemme mig, i min egen have.

Endelig elsker jeg at være hjemme i min egen have….




En lille historie, som lyder sød og enkel
 
Jeg ved jo godt, at fremover, kommer jeg til at skæve ud over hækken, jeg skal da lige se hvad der foregår derude. 
 
Og måske drister jeg mig til at lade mine slyng rose, vokse vildt over til naboen. Nogen gange vil jeg få trang til at gemme mig igen.
 
Livet er proces, og min have, vil altid være i forandring, og sammen med vind og vejr, sørge for, at jeg holdes beskæftiget. 
 
Moralen af det hele, er, at jeg ikke har brug for at sammenligne mig, eller skjule mig. 
 
Hvem skal jeg egentlig sammenligne mig med, for ingen er som jeg. 
 
Og hvorfor skal jeg skjule mig selv? 
 
Jeg er født med mine talenter, mit udseende, og for at ære dette, må jeg bringe det i spil, i mit liv. 
 
Jeg behøver heller ikke at gemme mig, for igen, min fødsel alene, gav mig ret til at vise livet hvem jeg er. 
 
Hvis jeg altid forsøger at passe ned i en kasse, der ikke er bygget til mig, vil det altid føltes støjende, skabe drama og konflikter i både det ydre og det indre. 
 
Og når det sker, ved jeg, at den støj, er en alarm klokke. den fortæller at jeg begrænser mig selv, og går på havevandring hos de andre, for at finde årsagen til den støj jeg mærker i mine følelser. 
 
Og der er årsagen bare aldrig at finde. 
 
Den bor ene og alene i mig, og er født ud af min opvækst, og mine overbevisninger om rigtig og forkert. 
 
Sådan er det med øvre begrænsninger. 
 
Vi får dem med hjemmefra, godt gemt i rygsækken, og det er op til os, at finde dem frem, og beslutte hvordan vi forvalte dem. 
 
Det jeg ved, er at de intet godt har gjort for mig, så min plan, er at heale mine, og sætte mig selv fri til at se mere en kun den side af livet som andre har fortalt mig om. 
 
Jeg vil stoppe med at gemme mig, og vise livet mine talenter og gaver. 
 
Ikke for at prale, men for at bidrage. 
 
Gaver jeg har fået, for at give dem videre.
 
Hvad med dig? 
 
 
Kærligst Nicole

 

Har du set siden med mini kurser, metoder og værktøjer du kan få for free?

? Vis mig endelig vej til den side