Når den sunde fornuft taber til håbet
Når den sunde fornuft taber til håbet: Den smertefulde kamp om at slippe håbet
Når vi taler om sorg over et brud, forestiller de fleste sig at det er tiden efter brudet der gør mest ondt. Sådan kan det være men for for mange er den tungeste, og ofte mest ensomme proces, startet lang tid før.
Den foregår i tankerne, hvor din sunde fornuft godt kan se, at forholdet ikke er godt, men hvor du i månedsvis, eller ligefrem i årevis, skiftevis benægter virkeligheden, ser realiteten, og forhandler med håbet.
Jeg oplever ugentligt i min praksis, at kvinder sidder fast her og føler sig fanget.
De befinder sig i en udmattende position hvor de venter på at håbet dør.
Hovedet kender godt de logiske fakta, men følelserne og kroppen nægter at overgive sig, fordi håbet blander sig. De er fanget i en smertefuld proces, hvor de endnu ikke er klar til at acceptere realiteten, og derfor er de heller ikke klar til at handle på den.
Det handler ikke om mangel på viljestyrke, når du bliver, eller fordi der er noget galt med dig. Det er en biologisk og følelsesmæssig overlevelsesmekanisme, som opstår, fordi dit system bruger de gode perioder til at fodre dit håb, så det fungerer som et værn mod sandheden, for at du ikke skal opleve smerten over at miste din drøm. Det er en proces, der tager den tid, den tager.
Kübler-Ross: En forældet model, der alligevel forklarer dit dilemma ret godt
Inden for moderne sorgforskning betragtes den klassiske model af Kübler-Ross i dag som forældet. Videnskaben har for længst erstattet den med nyere teorier, fordi sorg ikke er en lineær trappe, man pænt går op ad, fase for fase.
Men når det kommer til den svære proces inden et brud, er modellen stadig et uvurderligt værktøj til at forstå sig selv.
Den fungerer ikke som en facitliste, men som en hjælp, så du kan forstå, hvordan dit forsvar arbejder for at holde den ubehagelige sandhed med dens trælse konsekvenser, på afstand.
- Benægtelse som det første værn: Selvom din sunde fornuft logisk registrerer tegn på røde flag og andre adfærdstræk der stritter i dig, lukker dit system ned for at undgå konsekvensen ved at miste din investering i din drøm og tabet af en person du holder af. Det føles simpelthen for uoverkommeligt at rumme sandheden om, at den person, og den drøm, du har investeret alt i, ikke kan bære og lykkedes. Benægtelsen her handler ikke om, at du er blind, men om at du overfokuserer på de små glimt, hvor han kortvarigt viser sig fra sin gode side, og bruger dem som bevis på, at det nok skal gå. Det fodrer dit håb.
- Den årelange forhandling med håbet: Dette er det egentlige fængsel, hvor du holder dig selv fanget i håbet. Din logiske tænkning og sunde fornuft taber konstant til de indre forhandlinger: ”Hvis jeg nu bare forklarer mine grænser på en anden måde… Hvis jeg ændrer min adfærd og bærer over med ham… Hvis vi bare kommer igennem denne svære periode…” Dit sind opfinder og søger uafbrudt efter nye løsninger for at undgå at mærke den rå, dybe smerte over, at potentialet og drømmen slår fejl.
- Sorgen, der holdes på afstand: Du mærker måske dyb frustration, vrede og ulykkelighed i hverdagen, men du er ikke klar til at slippe håbet endnu. Så længe du forhandler og håber, slipper du nemlig for at tage sandheden ind. Du overlever på håbet om en forandring, der aldrig kommer for at blive ret længe af gangen.
Selvom modellen er gammel, hjælper den dig med at gennemskue dit eget forsvar mod at skulle mærke smerten ved tabet over at slippe en relation de holder af og en drøm de har investeret så meget af sig selv i.
Mange venter på at håbet dør så de ikke kommer til at fortryde deres beslutning, før de finder mod til at handle.
Biologien spænder også ben for din sunde fornuft
Det kan være dybt opslidende at have en sund fornuft, der råber på, at du skal gå, mens dit indre system holder krampagtigt fast. Årsagen til, at du kan blive i denne tilstand i årevis, skal også findes i din biologi.
Din hjerne og dit nervesystem reagerer nemlig på det potentielle brud som en trussel mod din overlevelse. Det reagerer på den mulige, uhåndterlige smerte, som du gerne vil undgå at mærke.
Når du er tæt knyttet til din partner eller en drøm, koder din hjerne det som et vilkår og et fundament for din tryghed. Når dette fundament vakler, opfatter det autonome nervesystem det som akut livsfare. Det udløser en stærk strøm af stresshormoner som kortisol og adrenalin, hvilket er årsagen til den konstante knude i maven og uro i kroppen.
Frygten for konsekvensen: Hvorfor vi konsekvensberegner i årevis
Den dybere årsag til, at mange kvinder forhandler med håbet i årevis, er i virkeligheden frygten for konsekvensen.
De konsekvensberegner uafbrudt. Hvad sker der med økonomien? Hvad med børnene? Hvordan vil ensomheden føles? Kan jeg overhovedet klare mig selv?
Fordi konsekvenserne føles uoverkommelige for det nuværende selvværd, bliver håbet og forhandlingen det sikreste sted at søge tilflugt.
Når du har en utryg tilknytning eller en følelsesmæssig afhængighed, bliver denne venteposition ofte en kronisk tilstand. Når din drøm trues, overskygges den sunde fornuft af dine barndomssår, som aktiveres direkte i dit nervesystem:
-
- Frygten for afvisning og ensomhed: Tanken om at stå alene aktiverer en gammel, livsfarlig angst i kroppen, der øjeblikkeligt overtrumfer enhver rationel tanke. Håbet bliver det skjold, der beskytter dig mod at mærke denne angst og konsekvenserne af den.
- Tvivl på egen dømmekraft: Du stoler pr. definition mere på hans version af virkeligheden eller på hans potentiale end på dine egne faktiske observationer. Du overbeviser dig selv om, at din sunde fornuft nok bare overreagerer, eller at du er for krævende.
Derfor fortsætter du ubevidst med at forhandle og håbe i årevis, lige indtil smerten bliver større end angsten.
Artikel: No Contact Reglen – Sådan kommer du videre efter et brud
Vejen ud: Du kan godt handle, selvom du håber
Du ved det godt oppe i hovedet.
Du har i årevis kunnet opliste alle de logiske grunde til, at I ikkeskal være sammen, men sandheden har ikke fået lov til at lande i hjertet endnu.
Du venter måske på det øjeblik, hvor håbet dør, så du endelig kan tage affære.
I i min praksis beder jeg dig om noget andet.
Jeg beder dig om at handle, før du slipper håbet.
Du behøver nemlig ikke at bekæmpe dit håb eller tvinge dig selv til at være kold og afklaret.
Du kan godt anerkende, at håbet er der, og at du er midt i en svær proces, og så vælge at handle på din sunde fornuft alligevel.
Du kan godt begynde at opbygge og styrke dit selvværd, sideløbende med at du mærker tvivlen og smerten.
→ Du har brug for et godt selvværd, og din evne til at sætte grænser, og håndtere og regulere følelser.
Det er de kompetencer mange mangler for at kunne slippe. Og dem kan man arbejde på sideløbende med processen og at slippe håbet.
Klik her → Sidder du fast? Har du brug for støtte til at komme videre?



