I dag fik jeg en besked fra Marlene:

 

Den lyder sådan her…

 

Hej Nicole!
Jeg synes ellers jeg er kommet vildt langt og arbejder hele tiden på at være mere selvkærlig ??❤️.

Alligevel møder jeg stadig mænd, der er usunde, forstået på den måde, at de enten er til S/M sex eller på anden måde dyrker noget ekstremt, hvilket jeg slet ikke er til, og så kommer vi jo ikke rigtig videre

Det er jo lidt frustrerende i længden, da jeg selvfølgelig gerne vil tosomheden, bare ikke for enhver pris.

 

Jeg kan se, at jeg ikke længere helt er et match til mænd med ekstrem adfærd, for det skurrer i min mave

Ham med S/M seksualiteten ville igår have billeder af mig i bikini, hvilket jeg sagde nej til, da vi ikke er kærester.

Jeg ønsker ikke at have mine billeder liggende på diverse mænds telefon

Det blev han så sur over -fordi jeg satte den grænse – og mente så ikke at vi passede sammen.

Det synes jeg hellere ikke, skrev jeg bare

Jeg kan mærke, at jeg ikke længere har lyst til at blive domineret af en mand, og gå med på alle hans præferencer.

Men noget af det, jeg stadig kan blive i tvivl om, er om mine grænser, er ok?

Tror måske også andre har det sådan efter at have været sammen med usunde eller narcissistiske mænd, hvor ens grænser er blevet udvisket.

Hvad tænker du?

 

Først… tak til Marlene fordi jeg må bruge hendes spørgsmål, her på bloggen…

 

For hold nu op hvor jeg selv kender følelsen af at min grænse er forkert.

  • Må man sige nej til sex?
  • Må man sig nej til at sende billeder af sig selv?
  • Må man sige fra overfor adfærd der er ubehagelig?
  • Må man såre andre?

 

JA DET MÅ MAN IHVERTFALD

 

Men jeg forstår godt hvor tvivlen stammer fra…

I mit tilfælde var det at sige fra, helt forbudt

Jeg var toptrænet i at udholde kritik og dominerende adfærd.

Som barn blev mine grænser trådt ned, gjort til grin, og hånet.

Jeg kunne ikke engang få lov til at græde når jeg var bange eller ked af det uden at få denne besked:

“Stop med at græde, ellers skal jeg give dig noget at græde for”

Så selv min grund til at græde var forkert. Derfor græd jeg altid kun når jeg var helt alene

 

Når alle ens grænser igennem nogen af ens vigtigste barne år, har været påpeget som forkerte, så skal der desværre ikke meget til før man tvivler på dem, selvom man er blevet voksen.

Selvom man måske mærker dem så fint, så opstår tvivlen, så snart nogen sætter spørgsmålstegn ved ens grænse eller det man mærker.

Med tiden, bliver vi endda selv-regulerende, og selvom der måske ikke engang står et andet menneske og påpeger vores grænser, så starter den indre stemme med at så tvivl…

 

Så når Marlene så fint mærker sin grænse, og er nået så langt i sit selvkærlige arbejde, at hun også handler på den, så popper den lille tvivlende stemme op i hende, hvor hun spørger sig selv, om det nu er ok at sige fra overfor at sende en ukendt, men interesseret fyr, et billede af sig selv.

(Nogen af os er så ramte i at skylde andre noget når de viser interesse for os, så vi helt glemmer at mærke efter om det er et menneske der er godt for os)

 

Hvad er det så den der stemme vil hende?

 

For at besvare dette skal vi tilbage til noget helt basalt…

Som menneske – især som menneske barn – er det vigtigt og nødvendigt at være en del af et fællesskab. Vi kan ikke klare os helt alene, uden andre.

Når vi som små lærer at vi er nød til at tilpasse os for at blive mødt med omsorg, kærlighed, og berøring, så lærer vi at kærlighed er betinget af vi er rigtige.

Vores forældre og omsorgs personer afgør ud fra deres overbevisninger om de syntes den vi er, og det vi gør er rigtige. Deres dybeste ønske er jo at vi passer ind i fællesskabet, og de giver blot det videre de selv har fået med sig eller måske mangel på samme.

Når vi er små, lærer vi på det ubevidste plan, at mærke hvad der er GO og hvad der NO GO. Det betyder at vi finder ud af hvordan vi skal agere for enten at undgå negativ opmærksomhed, eller modtage anerkendelse og kærlighed. Vi lærer at blive en tilpasset udgave af os selv.

For mange sker der så det at vi kopierer vores barndom ind i vores kæreste relation, og så genoplever vi det hele igen.

På et tidspunkt, når smerten ved dette liv er for stor, ønsker vi at ændre på det og er parate til at se indad og bryde mønstre.

 

Se her hvordan du kommer godt i gang med at bryde dit mønster

 

Og det er hvad Marlene har været så fint i gang med, og det hun nu har opdaget er at hun stadig tvivler på sin ret til at have en grænse

Stemmen i hende vil hende det faktisk godt. Den ønsker blot at hun passer ind i fællesskabet.

Nu står Marlene så med den bevidsthed om at hun mærker, at det han tilbyder hende og det hun skal gøre for at passe ind i fællesskabet med ham, ikke matcher hendes grænser, og det er et fint sted at stå og hun handler så fint på det også.

Hendes tvivl popper op, og så er det hun med fordel kan sige tak til tvivlen, for at ville passe på hende, men at hun netop har fået styr på det.

Tvivlen handler kun om en ting – Sørg for at overleve – Overlevelse er at være i et fællesskab….

Og for at tage den et spadestik dybere, så hun slipper for den der grænseløse type mænd, kunne det være godt hvis hun vil formulere sit henimod ønsker også.

 

Hvilken type fællesskab vil hun tilhøre?

For når vi kun kigger på det vi IKKE vil have vil det være alt hvad vi får

Så hvad mon Marlene ønsker sig ud over tosomhed, fra en kæreste relation?

Hvordan skal fællesskabet føles og være?

Det spørgsmål er lidt tid og tanker værd

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *