Giv mig et Quickfix, NU!!

Det jeg troede i mange år at jeg var et offer for uheld og dårlige kort på hånden, og at andre bar ansvaret for det.

I de første 25 år, var det især min mor, jeg gav skylden for mit dårlige liv.

Misundelse og jalousi på min søster, gjorde mit liv trist og ensomt.

 

Min mor elskede min søster mere end mig

En flaske Gl. Dansk, og en brav brandert ændrede forbavsende nok, på den overbevisning.

Mig der aldrig, som i virkelig aldrig drak, forsøgte at dulme en kæreste sorg, i intet mindre end Gl. Dansk…

Jeg dyrkede smerten

Mens jeg ynkede mig selv, lyttede jeg til George Michael´s Jesus to a Child, der var sat på repeat, så den kørte igen og igen. ( så blev jeg ikke forstyrret i at dyrke min smerte, for at genstarte nummeret)

Yark siger jeg bare, kønt var det ikke.

Jeg var 25 år og følte mig som palle alene i verden. Uelsket og virkelig ensom.

Min mor og min søster fandt mig bevidstløs liggende i mit eget bræk, og troede jeg havde spist panodiler.

Babu babu, afsted med mig til udpumpning

Den dag, gik det op for mig, at jeg tog fejl, og at de elskede mig

Men min øvre begrænsning forsvandt ikke, for derefter var det i mine parforhold, den brød ud, og holdt mig fra at leve i glæde og lykke.

Jeg fandt mig en partner der drak. Det var opskriften på selv-sabotage, men i den sidste ende, blev det også mit wake up call.

Giv mig et Quick Fix, NU!!

Jeg sad en sen aften, frustreret over at blive kaldt medafhængig, af den terapeut, jeg havde hyret til at fjerne min angst, og give mig medhold i at han var idioten.

Hun var hyret til at give mig et quick fix. Hun skule få det hele til at gå væk hurtigt.

 

Det blev aldrig til et Quick fix – Heldigvis !!!

Det blev hårdt arbejde, det blev selv erkendelse og det blev ansvar.

Det blev en rejse ud af min øvre begrænsning. Et arbejde med at slibe en rå diamant, en facet af gangen.

Siden er der kommet ro ind i mit liv.

En ro jeg føler indefra, en ro der kommer af, at jeg elsker mig selv, og tager ansvaret for den jeg er, min rejse, mine drømme og ønsker.

Og den samme ro, bruger jeg til at blive ved med at undersøge, hvad der sker, når jeg møder en ny facet af min øvre begrænsnig.

Det er den eneste måde, jeg kan heale den på.

Jeg er for længst holdt op med at tro, at andre  er skyld i min ulykke. Nope – ansvaret for den bor i mig, og det er derfor også mit ansvar at fixe det.

Kærligst Nicole 🙂