Endelig fandt jeg retten til at være mig, og nyde mit liv…
Lige siden min spæde ungdom har jeg søgt efter svar på mange af livet svære spørgsmål. Som helt ung havde jeg det svært, og levede for det meste i en tilstand af at være ulykkelig, føle mig afvist og helt forkert.
Jeg længtes efter at høre til, blive set og føle mig elsket.
Hesten blev mit fristed
Det sted hvor jeg følte mig aller bedst tilpas var ude i stalden hos min hest. Her var det som om, jeg fandt en indre ro, og en følelse af sikkerhed.
I rigtig mange år, var det hestene der løftede mig ud af den tåge jeg alt for ofte befandt mig i.
Samværet med hestene reddede mig på en måde fra at blive depressiv og miste kontrollen fuldkommen over mig selv og mine følelser.
De hjalp mig på en måde med at bevare jordforbindelsen og lysten til at leve.
Kærlighed var noget værre bøvl
Da jeg var sidst i 20érne var det som om jeg begyndte at ane min vej ud af tågen, dog stadig i det ubevidste.
Jeg var nysgerrig og søgte stadig svar på hvem jeg var, hvor jeg skulle hen med mit liv, og hvad meningen med alt det her lidelses noget var.
Jeg fik børn, og noget inde i mig faldt mere til ro, men ikke helt, for det her med kærligheden voldte fortsat store problemer for mig
Endelig !!!
Midt i 30ér år fandt jeg endelig den brik der fik det hele til at gå op.
Endelig gik det op for mig, at jeg havde søgt efter at blive elsket og få kærlighed de helt forkerte steder. Jeg blev endelig helt klar over, at det var kærligheden til mig selv jeg søgte efter ude i verden, hos alle andre.
Og da det lys fik lov til at skinne, skete der nærmest en lille revolution inden i mig.
Tanker og overbevisninger blev vendt op og ned og jeg må indrømme at jeg mildest talt var i en tilstand af forvirring en stor del af tiden, i starten.
Det handlede ikke kun om de andre
Mig der troede at det kun handlede om at få hos og give til, de andre, begyndte nu også at give til mig selv.
Jeg forstod hvor afhængig jeg havde gjort mig selv af at få noget som jeg hele tiden havde haft inden i mig selv.
Med tiden lagde forvirringen sig, og der kom en større indre ro og stilhed inden i mig. Det var som om et sundere fundament var lagt, som jeg nu kunne bygge videre på.
