Jeg hørte ordene, og jeg forstod på tonelejet at det der egoistisk, bestemt ikke var noget særlig godt at være…
Jeg var kun et sted mellem 11 og 13 år da jeg hørte ordene
Det var min mor der talte med en gæst vi havde, og som jeg slet ikke kan huske hvem er.
Jeg husker heller ikke sammenhængen de blev sagt i eller hvorfor det var på tale.
Men jeg husker ordene, og jeg vidste ikke dengang, hvad egoistisk betød.
Jeg husker at jeg stod ved klædeskabet i mit værelse på 1. sal, og at min mor stod nede foran ved trappen, mens hun sagde de ord, der har farvet det meste af mit liv.
Det jeg forstod, var at det var skidt, at være egoistisk….
Da jeg blev lidt ældre, fandt jeg ud af hvad det betød, når man var egoistisk…
Og min konklusion blev, at jeg måtte sørge for ikke at være egoistisk, for at få kærlighed.
Omsat i praksis betød det at mine ønsker, grænser, værdier og behov betød mindre end andres.
(Det betød omkring 8 år med daglig mobning i folkeskolen…)
For gud forbyde at jeg blev opfattet som egoist.
For egoister er besværlige, og tænker kun på sig selv.
Egoister var upopulære og blev snakket grimt om.
Så nej tak til at være egoist her fra…!!!
Årene gik, og min evne til at mærke mig selv, svandt ind…
Som 20 årig sad jeg med en dyb følelse af at være uvigtig og uelsket.
Jeg betød ingenting…
Jeg troede at det eneste andre ønskede af mig, var at se på min krop. For det var den der gav mig al den anerkendelse og opmærksomhed, jeg fik.
Jeg var kun et tomt smukt hylster…
Ingen sagde til mig at jeg var kvik, sød og elskværdig.
Ingen gav mig et kram, og fortalte mig at jeg var ønsket.
ingen sagde “Jeg elsker dig” til mig…
Det blev simpelthen ikke brugt i vores familie…
Det eneste menneske der sagde ordene, og ønskede at give kram af og til, var min stedfar, som jeg væmmedes ved, og var bange for.
For nok sagde han, at han elskede mig, men i næste øjeblik blev jeg ydmyget, slået eller fik at vide hvor dum jeg var.
Min mor, var den jeg ønskede, skulle se mig….
Og det gjorde hun også, men ikke på en måde, med et kærligheds sprog, som jeg forstod.
Hun gjorde ting for mig, og købte tøj til mig…
Men jeg higede efter at få anerkendende ord og kram…
Mor, se mig og elske mig præcis som jeg er. Fortæl mig at jeg dur, og at du er glad for mig….
Hold om mig, så jeg kan mærke du er der for mig….
Derfor ramte disse ord mig nok også rigtig hårdt.
“Nicole er så egoistisk….!!”
Det kan jo nok ikke undre dig, at min stræben efter at være mindre egoistisk, og mere elskværdig, fik mig til at opgive mine grænser og at det gjorde, at jeg fandt kærester der heller ikke kunne respektere mig.
Jeg fandt mig i ting, som jeg i tankerne sagde at jeg ikke ville finde mig i, men jeg blev alligevel i forholdet.
Jeg rummede, og jeg holdt ud, og jeg sørgede for at min kæreste blev centrum for hele mit liv. Jeg brugte det eneste virksomme redskab jeg havde.
Min krop….!!
For jeg må jo ikke være egoistisk…
Indtil den dag kom, hvor jeg følte en dyb eksistentiel angst for at flyde ud og miste kontrollen helt over mig selv.
Lige der, nåede jeg min helt personlige bund i en alder af 35 år..
Miraklet skete…
For lige der, ud af det blå, stod den helt rigtige terapeut, klar til at vise mig en mere selvkærlig vej.
Jeg husker tydeligt disse ord, der efter kun 30 min samtale, kom ud af hendes mund
Nicole du ofrer dig og du har ingen selvværd….
Og tænk, jeg benægtede det, og bort forklarede….
Ihvertfald i første omgang….
For hun fik sået et lille frø, så jeg kom til at se verden fra et nyt perspektiv.
Det satte en kædereaktion igang inde i mig.
Det startede en lavine, der ikke kunne stoppes igen…
Der var ingen vej tilbage for mig
Der var kun vejen fremad…
Jeg måtte aflære min selv-undertrykkende adfærd og mine selv-destruktive overbevisninger…
Jeg måtte genlære min sunde livsnødvendige egoisme.
Et step af gangen, hen mod et mål, der for mig stadig lå langt derude i horisonten.
Jeg måtte finde min selvkærlighed og tage min plads ude i lyset hvor jeg kunne blive set
(Det jeg ikke forstod var, at det første step, allerede var af kærlighed til mig selv)
And the rest is history…
I dag?
I dag arbejder jeg fortsat på at aflære min gamle kerne overbevisning om at jeg ikke må være egoistisk…
Men jeg er heldigvis langt forbi den værste pukkel…
Og i dag er det mig der ud af det blå, hjælper kvinder der som jeg selv, fik lært, at det er forkert, at tænke på sig selv først
I dag ved jeg, at hvis ikke vi kan sætte os selv først, og elske og ære os selv, vores grænser, værdier, behov og følelser, ja så får vi lov til at være i parforhold med mænd, der nok skal vise os, hvor vi har ømme punkter.
Derfor ved jeg at det vigtigste forhold jeg har, er mit forhold til mig selv.
I dag ved jeg at min egoisme er vigtig, for at jeg kan være et menneske der bliver mødt med respekt og ægte kærlighed.
Jeg ved at mine børn, led under min manglende selvkærlighed, og har givet dem ar på sjælen. Og jeg ved at jeg hver dag forsøger på at støtte dem i deres egen selvkærlige livsproces.
Min mor?
Jeg forguder hende.
Hun er fantastisk, og altid klar ved min side…
Hun er den bedste mor, for jeg ved at hun gjorde alt det bedste hun kunne på grund en eneste ting.
Af kærlighed, ud fra det hun vidste om livet, på daværende tidspunkt
Vores kærligheds- sprog var bare ikke de samme…
Jeg tvivler på at hun selv husker den famøse samtale, der fik så stor betydning for mine valg frem i livet…
Men det betyder ingen ting i dag….
Hvorfor får du denne bid af min historie?
Jo, det gør du fordi, du skal tro på at du også kan og må trædde ud i lyset, og indtage din selvkærlige plads.
Du må godt…
? >>> Klik her hvis du er ønsker et mere selvkærlig liv med plads til hele dig
Og ellers find en der kan vise dig hvordan du gør…
Bare gør det !!! Tiden går så stærk, og du får den aldrig tilbage igen….
Ær dig selv og dit liv, og lad ikke gamle kerne konklusioner forstyrre dig mere end de allerede har.