Det gør ondt at nå sin personlige bund

Når der var et problem, forsøgte jeg at løse det

Jeg tænkte aldrig den tanke, om problemet var skabt af mig, om det overhovedet kunne løses af mig, eller om jeg blot pudsede overfladen på noget som var brudt sammen for længst.  

Det var evigt slidsomt og stressende, og det var en utilregnelig tid, hvor angreb på min sindsro og min frygt for at være forkert, styrede hele mit liv. 

Jeg var på overarbejde 

Og jeg havde ingen erkendelse af hvor magtesløs jeg egentlig var i forhold til en andens følelser, adfærd og valg. 
Jeg forsøgte at kontrollere noget der var uden for min kontrol. Jeg forsøgte at kontrollere et andet menneske, for at undgå at føle min egen frygt og og blive afvist. 

Min elastik var strukket alt for langt 

Jeg gik rundt, som en zombie, med en følelse af at jeg ikke kunne trække vejret. Det var som om der altid stod en oven på min brystkasse.

Elastikken sprang til sidst, gudskelov. Og hvor gjorde det ondt 

Jeg nåede min bund…… 
Der på bunden, fandt jeg erkendelsen af, at hvis noget skulle ændre sig, så var det mig, mine tanker og min adfærd. 
Jeg måtte heale mig selv først. Jeg måtte heale min egen følelsesmæssige afhængighed og tilknytning til en anden… 

Jeg måtte tage ansvar for mig selv og sige JA til mig selv

Jeg måtte begynde at holde fast på mine grænser. 
Før det var muligt, måtte jeg gøre mig store overvejelser om hvad jeg egentlig ville være med til, og hvor mine grænser gik til. 

Mit selvværd kunne ligge mellem mine skosåler og jorden

Mit forhold til mig selv var ikke godt, men jeg var besluttet på at ændre det. 
Det krævede blot at jeg besluttede her og nu, at jeg ville lære at elske mig selv, og sætte de handlinger på, der bekræftede netop dette. 

Helt ærligt, det var på det tidspunkt en nem beslutning….

Jeg ville ikke længere nøjes med et overleve, nej, jeg ville LEVE. 

Hvis jeg ønskede at blive mødt med respekt, måtte jeg give mig selv respekt først. Respektere mine egne grænser, respektere mine egne behov, og give mig selv lov til at få og modtage det jeg havde brug for. 
Jeg måtte begynde at ære og anerkende mine følelser. Være ked af det når jeg var ked af det, vred når jeg var vred, og  glad når jeg var glad. 

Jeg måtte se frygten for afvisning og forladtheden i øjnene, og træffe valget om ikke at afvise og forlade mig selv, for at please en anden.
Jeg måtte lære at være i mit eget selskab, elske ensomheden, bruge tid på at læse, snakke og vende alting om hvordan det så ud inde i mig, og helst med andre, der selv havde været der. 

Jeg erkendte at jeg var fuldkommen magtesløs overfor andres tanker, følelser, valg og adfærd, og at den eneste magt jeg havde, var at beslutte hvem jeg ønskede at være i forhold til det, og sætte den handling på, der matchede dette. 

Jeg opgav at manipulere, for at få mine behov og mine ønsker gennemtrumfet. 

Jeg måtte begynde med at være ærlig om hvem jeg var, også de sidder jeg knap holdt så meget af, eller som jeg troede andre ikke kunne lide. 
Alt dette betød at jeg måtte sige farvel til personer, der havde svært ved at rumme min forvandling til et mere selv-kærligt menneske. 

Nogen forsvandt, men nye kom til. 

Jeg fik masser af nye dejlige relationer, der støttede mig.

Jeg købte mig til hjælp via caoching og kurser, jeg gik i selvhjælps gruppe, og jeg blev en del af et fælleskab, hvor vi støttede hinanden. 

Jeg havde brug for andre der spejlede mig, satte spørgsmålstegn ved det jeg gjorde og tænkte. Nogen der rummede mig, elskede mig, spurgte ind til mig, og delte deres erfaring med mig. 

Jeg kunne aldrig have gjort det alene.

Alt dette skete ikke over nat, nej, det var en proces der tog år. 
Jeg var igennem mange faser, og fik healet dem, en for en. 

Er du værd at elske?

Hvis du står i en lignende situation, som jeg gjorde, så start med at beslutte dig for, at du er værd at elske, også af dig selv. Det starter med lige den beslutning. 
Hvis du ikke kan elske dig selv, kan det være uendelig svært at tro på, at andre kan elske dig( uanset om de faktisk gør det).
Start med en beslutning om lige det. 

Giv slip på dit sort hvide syn

Bare fordi du har lavet fejl, betyder det jo ikke at hele dig ikke er værd at elske. Det betyder blot at du har et område du skal lære mere, på. 
Selv kritik, har endnu aldrig hjulpet på at hæve selvværdet. 
Men det har omsorg, rummelighed, tilgivelse og forståelsen af at du ikke behøver at være perfekt, blot menneskelig og villig til at arbejde med dig selv. 

Sæt dig ned, med en blok, og skriv ned, hvad du ønsker at få ud af livet

Tænk stort. 
Giv slip på nøjsomheden, den holder din standard lav, og du får kun det du tror, du fortjener. 
Så beslut dig for, hvad du fortjener at have mere af. 
Og bare roligt…. du kan altid ændre det til mere, for det er hvad der sker når vi elsker os selv. 
Vi bliver bevidste om at vi fortjener det bedste. Vi ændrer vores overbevisninger om at skulle nøjes.

Start lige der… Når du gør det, så vil livet levere det du har brug for, for at komme videre.

Hvordan ved jeg det? 

Jo for jeg har set det ske, mange mange gange. Nogle gange er det sket på måder som jeg slet ikke så komme, men som var det helt rette. 

Vær derfor åben og villig til at modtage, og lad livet sin del af magien. 
Din opgave er at sætte din standard… og holde fast i den…..

Hold fast i den, jeg gentager, hold fast i den…..!! Du får det du tror du fortjener.

Nicole Albæk 

PS. Vil du have min hjælp til at starte DIN selvkærlige rejse, så du kan slippe af med dine hjertesorger?

 

 

Så klik her for at se hvordan du kan få den