, ,

Du er ikke forkert – du stiller bare de forkerte spørgsmål

Jeg møder mange kvinder, der står midt i smerten efter et svært brud og som prøver at finde mening i det hele ved at vende blikket indad. Men alt for ofte stiller de spørgsmål, der gør mere skade end gavn.

Og jeg forstår det godt. For jeg har selv været der.

Når et forhold slutter, er det naturligt at søge svar.

Vi vil forstå, hvad der gik galt og forsøger at få greb om det indre kaos og sorgen ved at analysere, hvad vi kunne have gjort anderledes.

Det føles som en måde at få kontrol på, men i virkeligheden er det ofte en måde, vi kommer til at nedbryde os selv på fordi tankerne køre uhæmmet i ring.


De selvdestruktive spørgsmål

Jeg hører det igen og igen:

  • “Hvad er der galt med mig?”

  • “Hvorfor var jeg ikke nok?”

  • “Hvordan kan jeg ændre mig, så jeg ikke bliver forladt igen?”

Og måske kender du dem også. Måske stiller du dem lige nu.

Men de her spørgsmål holder dig fanget i et mønster, hvor du tror, at svaret på dine smerter ligger i at finde dine fejl. Hvor du tror, at hvis bare du var lidt mere… noget, så havde det måske ikke endt sådan.

Og det er en farlig fælde. For det er ikke dit værd som menneske og kvinde, der har fejlet. Det er forholdet, der ikke kunne bære.


Når tankerne skaber følelser – og følelser former din virkelighed

Noget af det vigtigste, jeg arbejder med som coach, er bevidstheden om, at dine tanker skaber dine følelser. Og dine følelser påvirker, hvordan du handler – og hvordan du ser dig selv.

Hvis du bærer rundt på en grundlæggende (og ofte ubevidst) overbevisning om, at du ikke er god nok, vil dine tanker helt naturligt blive farvet af den.

Så når et forhold slutter, bliver det ikke bare:
“Det her var hårdt”


men:
“Det her skete, fordi jeg ikke er værd at elske og jeg gjorde noget forkert.”

Og netop den tanke skaber følelsen af skam, sorg og forkerthed. Den følelse sætter sig i kroppen. Og så kommer spørgsmålene, der udspringer af den følelse:
“Hvad er der galt med mig?”
“Hvorfor bliver jeg aldrig valgt?”

Det er ikke, fordi du vil såre dig selv. Det er bare den måde, din indre fortælling lige nu fungerer på. Og den kan ændres.

Det er sådan at de spørgsmål vi stiller os selv, søger vi svar på, så når du spørger dig selv hvad du gjorde forkert så vil dit svar med stor sandynlighed komme ud af din indre overbevisning og ikke at være værdig til kærlighed, fordi der er noget galt med dig. Så dit svar bliver at du er forkert. Og det vil fodre din overbevisning, og så køre det i ring.


Stil i stedet for de spørgsmål, der støtter dig

Når jeg arbejder med kvinder skifter vi langsomt fokus. Vi begynder at stille spørgsmål, som ikke river op i gamle sår, men som i stedet sår nye frø.

Spørgsmål som:

  • “Hvad har jeg brug for lige nu?”

  • “Hvad lærte jeg om mine grænser i det her forhold?”

  • “Hvordan kan jeg ære mig selv og mine behov fremover?”

  • “Hvad vil jeg gerne tro om mig selv i dag – uanset hvad han mente?”

  • “Hvad kan jeg give mig selv, som jeg tidligere ventede på, at en anden skulle give mig?”

Det er spørgsmål, der ikke leder efter skyld, men efter selvforståelse.

Spørgsmål, der ikke forsøger at ændre dig, men hjælpe dig med at stå stærkere i den, du allerede er.


 

Du fortjener ikke at blive skåret i stykker af dine egne tanker

At stille sig selv de rigtige spørgsmål er at vise dig selv kærlighed og omsorg. Det er en måde at tage din magt hjem på.

Så næste gang du mærker den indre stemme, der hvisker “måske var det bare mig, der ikke var nok” – så stop op. Træk vejret. Og husk: Det handler ikke om, at du er forkert. Det handler om, at du har stillet spørgsmål, som aldrig kunne give dig de svar, du længes efter.

Du fortjener svar, der løfter dig. Ikke svar, der knækker dig.


Har du brug for støtte til at styrke dit selvværd efter et svært brud?

I Pusterummet arbejder vi med netop de spørgsmål, der bygger dig op – i dit tempo, i dit eget trygge rum. Her får du adgang til blide, guidende videoer, øvelser og støtte fra mig og andre kvinder, der også er i gang med at genfinde deres styrke.

👉 Klik her for at læse mere om Pusterummet og blive medlem

Du behøver ikke finde ud af det hele alene.
Der findes et rum til dig, hvor du ikke skal præstere – kun være.

Med varme,
Nicole