Indlæg

Sådan lød hendes stemme der i stolen overfor mig….


Og mit hjerte blødte for hende….

Hun fortalte mig sin historie, der i al sin enkelhed gik ud på en dyb og inderlig længsel efter at betyde noget, at føle sig set, hørt, elsket og værdsat af sin kæreste.

Hun fortalte, jeg lyttede, og til sidst spurgte jeg hvordan hun lige her og lige nu, kunne behandle sig selv kærligt?

Hun vidste det ikke. Hun havde ingen anelse.

Hun vidste kun at hun ville have sin frygt for at blive afvist af ham til at gå væk lige her og lige nu…

Hun var hunderæd for at kvæle ham og jage ham væk med sit omklamrende behov, for at blive set af ham.

Hun vidste at hun havde et problem og derfor sad hun her hos mig

Og jeg kunne ikke hjælpe hende… ikke her og nu…

For det hun ønskede her og nu var et Quickfix

Hun ville føle sig tryg, elsket og ønsket her og nu

Og hvem kan fortænke hende i det…

Jeg forstod…

Jeg har været i hendes sko, hvor jeg som hun, følte mig besat af, at et andet menneske skulle se mig, høre mig og elske mig.

Jeg quick fixede mig selv i årevis, ved at prøve på at regne ud, hvad han ønskede for at han ville syntes jeg var uundværlig i hans liv og for at undgå afvisning og blive forladt igen og igen…

Jeg var alt andet end mig selv…


Jeg forlod mig selv, ved at tilsidesætte mine behov, og værdier…

Og derfor blev jeg mindre og mindre, og mere og mere bange og sårbar.


Jeg var så bange for at blive afvist og forladt

Alle mine tanker, og jeg mener virkelig, ALLE, gik til ham, og til at prøve på at knække koden, så jeg fik mit behov for tryghed og anerkendelse mødt hos ham…

Der var bare aldrig nok af det, til at jeg kunne føle langvarrig tryghed.

Det var som at tisse i bukserne

Det var tanker som:

– Var jeg sød og kærlig nok
– Kunne han lide mit udseende og min tøj stil
– Smagte min mad godt nok
– Syntes han mit hjem var pænt og rent nok
– Sagde jeg noget han kunne blive sur og skuffet over
– Var jeg interessant og klog nok at tale med
– Viste jeg nok forståelse overfor ham
– Tilkendegav jeg nok interesse for ham
– Viste jeg for meget interesse for ham
– Ja sågar om jeg tjente nok, og kørte i en bil som han ikke var flov over….

Jeg var på konstant overarbejde med at regne ud, tolke og gennemskue alle hans ord, og handlinger..

Ikke et sekund strejfede det mig, hvad jeg selv ville have i forholdet…

Nej jeg var alt for optaget af, hvad han ønskede…

Til sidst fik min angst og min stress mig til at søge hjælp.

Og selvfølgelig blev jeg spurgt hvad jeg selv ønskede….

Jeg vidste det ikke…

Jeg anede ikke hvad jeg ønskede og hvad jeg havde brug for…

Jeg troede jo ikke engang på at jeg måtte sige fra, sætte grænser og være besværlig…

Men jeg vidste alt om hvad han ønskede og havde brug for….

Det gik op for mig hvor optaget jeg var af ham, og jeg forstod at jeg måtte til at blive optaget af mig selv hvis min angst skulle under kontrol.

Jeg måtte lære at blive selvoptaget… Jeg måtte lære at elske mig selv

Og hvordan dælen kommer man i gang med det, når man aldrig har lært at sætte sig selv først?

 

Og lige præcis det spurgte hun mig også om

For hun havde prøvet så meget som ikke virkede.

Først og fremmest er det en proces




Og 


aldrig 


nogensinde


et


Quickfix !!





En proces hvor der tages et step af gangen

Og den starter med en vigtig beslutning.




Ja, jeg vil påstå at det er DEN vigtigste beslutning du kan træffe





For mig betød den beslutning at jeg for en hver pris ønskede at blive en mere selvkærlig udgave af mig selv, og at jeg ville gøre det der skulle til.

Og det betød 100% ansvar for mig selv, mine behov, følelser og drømme.


Og jeg måtte lære at håndtere mine følelser og turde mærke dem, være i dem, og høre deres budskab.

Jeg måtte lære mine grænser at kende, og jeg måtte finde ud af hvad jeg ønskede mig, og turde gå efter det.


Og lige nøjagtig dette fortalte jeg hende



Der blev stille ovre i stolen…

Ja du har nok ret, jeg trænger til at finde ud af hvem jeg selv er… men….


Sagen er den, at vi afsluttede samtalen, uden at hun fik det hun kom for, for det kunne jeg ganske enkelt ikke give hende….

Men….

Jeg kunne kun give hende en langsigtet løsning, der ville tage lidt tid, og kræve at hun tog ansvar for sin kærlighed til sig selv.

Hun vidste jo godt hvordan hun Quick fixede sig selv. Det behøvede jeg ikke fortælle hende.

Sagen var bare at fixet ikke dulmede så længe af gangen mere, og det stressede hende, og boostede hendes angst for at miste kontrollen og sin kunstige tryghed.

Hun var på overarbejde…

Det jeg gav hende var et valg om at blive fri, og komme til at opleve en indre ro og balance, en følelse af at være ok og nok i sig selv.

Eller

Hun kunne blive hvor hun var,  fortsætte med at være afhænge af hans anerkendelse, og knokle igennem for at dulme og tilpasse sig det hun troede han ønskede…

Hun fik et valg om, at skabe et sundt forhold både til sig selv og andre i stedet for en afhængig symbiose med alt hvad den indebærer af angst, hjertesorger og desperation.

Hun fik en mulighed for aldrig at stå i den samme desperate situation igen…

Klik her hvis du ønsker at få den samme mulighed

 

 

 

 

 

I know, det lyder måske lidt kedelig, men det er altså vigtigt, at du ved noget om, hvordan du saboterer dig selv…

 
 
Ihvertfald, hvis du har drømme, du gerne vil opleve, eller hænger fast i noget møg svært.
 

Den gode nyhed er at der faktisk kun er 4 typer af begrænsninger



Jeg har levet mit liv, baseret på 2 af dem, og wauw, de  har haft stor indflydelse på både mit kærlighedsliv, men også min økonomi….

 

Det jeg troede i mange år at jeg var et offer for uheld og dårlige kort på hånden, og at andre bar ansvaret for det.

I de første 25 år, var det især min mor, jeg gav skylden for mit dårlige liv.

Misundelse og jalousi på min søster, gjorde mit liv trist og ensomt.

 

Min mor elskede min søster mere end mig

En flaske Gl. Dansk, og en brav brandert ændrede forbavsende nok, på den overbevisning.

Det var grimt og ynkeligt

Det er en hel historie for sig selv

Det jeg kort kan sige om det er, at det var ynkeligt, og grimt. 
Det lugtede af bræk, og indebær en tur med en ambulance og slanger i halsen.


Mig der aldrig, som i virkelig aldrig drak, forsøgte at dulme en kæreste sorg, i intet mindre end Gl. Dansk…

 

Jeg dyrkede smerten

Mens jeg ynkede mig selv, lyttede jeg til George Michael´s Jesus to a Child, der var sat på repeat, så den kørte igen og igen. ( så blev jeg ikke forstyrret i at dyrke min smerte, for at genstarte nummeret)
Yark siger jeg bare, kønt var det ikke.
Jeg var 25 år og følte mig som palle alene i verden. Uelsket og virkelig ensom.
Min mor og min søster fandt mig bevidstløs liggende i mit eget bræk, og troede jeg havde spist panodiler.

Babu babu, afsted med mig til udpumpning

 

Den dag, gik det op for mig, at jeg tog fejl, og at de elskede mig

Men min øvre begrænsning forsvandt ikke, for derefter var det i mine parforhold, den brød ud, og holdt mig fra at leve i glæde og lykke.

Jeg fandt mig en partner der drak. Det var opskriften på selv-sabotage, men i den sidste ende, blev det også mit wake up call.

Giv mig et Quick Fix, NU!!

Jeg sad en sen aften, frustreret over at blive kaldt medafhængig, af den terapeut, jeg havde hyret til at fjerne min angst, og give mig medhold i at han var idioten.

Hun var hyret til at give mig et quick fix. Hun skule få det hele til at gå væk hurtigt.

 

Det blev aldrig til et Quick fix – Heldigvis !!!

Det blev hårdt arbejde, det blev selv erkendelse og det blev ansvar.

Det blev en rejse ud af min øvre begrænsning. Et arbejde med at slibe en rå diamant, en facet af gangen.

De første 35 år af mit liv, var fyldt med drama.

Siden er der kommet ro ind i mit liv.

En ro jeg føler indefra, en ro der kommer af, at jeg elsker mig selv, og tager ansvaret for den jeg er, min rejse, mine drømme og ønsker.

Og den samme ro, bruger jeg til at blive ved med at undersøge, hvad der sker, når jeg møder en ny facet af min øvre begrænsnig.

Det er den eneste måde, jeg kan heale den på.

Jeg er forlængst holdt op med at tro, at andre  er skyld i min ulykke. Nope – ansvaret for den bor i mig, og det er derfor også mit ansvar at fixe det.

Kærligst Nicole 🙂