Sådan lød hendes stemme der i stolen overfor mig….
Og mit hjerte blødte for hende….
Hun fortalte mig sin historie, der i al sin enkelhed gik ud på en dyb og inderlig længsel efter at betyde noget, at føle sig set, hørt, elsket og værdsat af sin kæreste.
Hun fortalte, jeg lyttede, og til sidst spurgte jeg hvordan hun lige her og lige nu, kunne behandle sig selv kærligt?
Hun vidste det ikke. Hun havde ingen anelse.
Hun vidste kun at hun ville have sin frygt for at blive afvist af ham til at gå væk lige her og lige nu…
Hun var hunderæd for at kvæle ham og jage ham væk med sit omklamrende behov, for at blive set af ham.
Hun vidste at hun havde et problem og derfor sad hun her hos mig
Og jeg kunne ikke hjælpe hende… ikke her og nu…
For det hun ønskede her og nu var et Kvikfix
Hun ville føle sig tryg, elsket og ønsket her og nu
Og hvem kan fortænke hende i det…
Jeg forstod…
Jeg har været i hendes sko, hvor jeg som hun, følte mig besat af, at et andet menneske skulle se mig, høre mig og elske mig.
Jeg kvik fixede mig selv i årevis, ved at prøve på at regne ud, hvad han ønskede for at han ville syntes jeg var uundværlig i hans liv og for at undgå afvisning og blive forladt igen og igen…
Jeg var alt andet end mig selv…
Jeg forlod mig selv, ved at tilsidesætte mine behov, og værdier…
Og derfor blev jeg mindre og mindre, og mere og mere bange og sårbar.
Jeg var så bange for at blive afvist og forladt
Alle mine tanker, og jeg mener virkelig, ALLE, gik til ham, og til at prøve på at knække koden, så jeg fik mit behov for tryghed og anerkendelse mødt hos ham…
Der var bare aldrig nok af det, til at jeg kunne føle langvarrig tryghed.
Det var som at tisse i bukserne
Det var tanker som:
– Var jeg sød og kærlig nok
– Kunne han lide mit udseende og min tøj stil
– Smagte min mad godt nok
– Syntes han mit hjem var pænt og rent nok
– Sagde jeg noget han kunne blive sur og skuffet over
– Var jeg interessant og klog nok at tale med
– Viste jeg nok forståelse overfor ham
– Tilkendegav jeg nok interesse for ham
– Viste jeg for meget interesse for ham
– Ja sågar om jeg tjente nok, og kørte i en bil som han ikke var flov over….
Jeg var på konstant overarbejde med at regne ud, tolke og gennemskue alle hans ord, og handlinger..
Ikke et sekund strejfede det mig, hvad jeg selv ville have i forholdet…
Nej jeg var alt for optaget af, hvad han ønskede…
Til sidst fik min angst og min stress mig til at søge hjælp.
Og selvfølgelig blev jeg spurgt hvad jeg selv ønskede….
Jeg vidste det ikke…
Jeg anede ikke hvad jeg ønskede og hvad jeg havde brug for…
Jeg troede jo ikke engang på at jeg måtte sige fra, sætte grænser og være besværlig…
Men jeg vidste alt om hvad han ønskede og havde brug for….
Det gik op for mig hvor optaget jeg var af ham, og jeg forstod at jeg måtte til at blive optaget af mig selv hvis min angst skulle under kontrol.
Jeg måtte lære at blive selvoptaget… Jeg måtte lære at elske mig selv
Og hvordan dælen kommer man i gang med det, når man aldrig har lært at sætte sig selv først?
Og lige præcis det spurgte hun mig også om
For hun havde prøvet så meget som ikke virkede.
Først og fremmest er det en proces
Og
aldrig
nogensinde
et
Kvikfix !!
En proces hvor der tages et skridt af gangen
Og den starter med en vigtig beslutning.
Ja, jeg vil påstå at det er DEN vigtigste beslutning du kan træffe
For mig betød den beslutning at jeg for en hver pris ønskede at blive en mere selvkærlig udgave af mig selv, og at jeg ville gøre det der skulle til.
Og det betød 100% ansvar for mig selv, mine behov, følelser og drømme.
Og jeg måtte lære at håndtere mine følelser og turde mærke dem, være i dem, og høre deres budskab.
Jeg måtte lære mine grænser at kende, og jeg måtte finde ud af hvad jeg ønskede mig, og turde gå efter det.
Og lige nøjagtig dette fortalte jeg hende
Der blev stille ovre i stolen…
Ja du har nok ret, jeg trænger til at finde ud af hvem jeg selv er… men….
Sagen er den, at vi afsluttede samtalen, uden at hun fik det hun kom for, for det kunne jeg ganske enkelt ikke give hende….
Men….
Jeg kunne kun give hende en langsigtet løsning, der ville tage lidt tid, og kræve at hun tog ansvar for sin kærlighed til sig selv.
Hun vidste jo godt hvordan hun Quick fixede sig selv. Det behøvede jeg ikke fortælle hende.
Sagen var bare at fixet ikke dulmede så længe af gangen mere, og det stressede hende, og boostede hendes angst for at miste kontrollen og sin kunstige tryghed.
Hun var på overarbejde…
Det jeg gav hende var et valg om at blive fri, og komme til at opleve en indre ro og balance, en følelse af at være ok og nok i sig selv.
Eller
Hun kunne blive hvor hun var, fortsætte med at være afhænge af hans anerkendelse, og knokle igennem for at dulme og tilpasse sig det hun troede han ønskede…
Hun fik et valg om, at skabe et sundt forhold både til sig selv og andre i stedet for en afhængig symbiose med alt hvad den indebærer af angst, hjertesorger og desperation.
Hun fik en mulighed for aldrig at stå i den samme desperate situation igen…
Klik her hvis du ønsker at få den samme mulighed