Du får kun min kærlighed hvis du gør som jeg siger…

Forestil dig at være et lille barn, der er afhængig af sine nære omsorgspersoner.

Et barn der er afhængig af at forældre igen og igen fortæller hvor elsket barnet er, uanset rigtig og forkert adfærd.

Som igen og igen tilbyder sin tid og nærvær for at udvikle et stærkt og sundt selvværd og føle sig ubetinget elsket og værdig at være sammen med.

Og hvor mange af os har gjort nøjagtig det samme i mod vores egne børn?

Hvor mange af os, stopper op, og blir optagede af at undersøge vores egen reaktion og følelser på en given adfærd fra en anden?

Hvor mange af os, er bevidste om at såret vi blir ramt i, er vores, og at det er langt lettere at heale ubehaget ved dette, når vi tør dykke ned i det og undersøge det.

Når vi tager ansvar for at såret er vores eget, måske skabt i barndommen, men stadig vores.

Når vi blir skuffede, ramte, føler os afviste og forkerte, sårede osv, er det så den der trykker på såret, eller ejeren af såret der har ansvaret?

Hvordan kan andre være ansvarlig for noget de ikke kan kontrollere?

Hvordan kan jeg vide hvornår jeg rammer et sår i en anden?

Åh ja, nogen gange ved vi det jo godt.

Og nogen gange misbruger vi vores viden.

Dette indrømmer jeg gerne… Det sker…

Når det så er sagt, så er vi stadig ene og alene ansvarlige for at andre igen og igen KAN ramme os, i vores sår.

Punktum, Basta…

Vi er ansvarlige for at give magten over vores følelser ud til andre.

Vi er den der forlader os selv, når vi ikke blir hos os selv, for at heale det der er vores.

Vi skylder faktisk os selv at få healet vores sår.

I selv-kærlighedens navn…

Når vi tager os selv så alvorlige, at vi modigt begynder at undersøge sårene, så begynder vi at vise os selv omsorg og kærlighed.

Der er et menneske jeg altid har hos mig, og det er mig selv.

Når jeg elsker mig selv nok, så vil jeg have langt mere lyst og mod til at lukke andre helt ind, også selv om de kommer til at rammer et sår i os.

Måske kunne det også være en hjælp at begynde at tænke på andre mennesker, der rammer os, som hjælpere.

De hjælper os til at få øje på vores arbejdspunkter.

I stedet for at være fjender vi frygter og pleaser, eller fjerner os fra, så er de hjælpere.

Vi skal gå når andre igen og igen overtræder vores grænser, og vi skal distancere os når det er det sundeste.

Ikke som en flugt og en reaktion, men som et bevidst valg basseret på kærlighed til os selv.

Faktisk sker der ofte det, at når vi har healet vores grænse issues, forsvinder problemet af sig selv, da vi ikke længere er et match til dette.

Jeg ved det lyder så enkelt, og jeg ved også at så enkelt er det ikke. Det kræver virkelig noget af os.

Det kræver tillid,  at tage ansvaret for sig selv.

Det kræver villighed til kigge sig selv dybt i øjnene og erkende i det mindste over for sig selv, at der er arbejdspunkter.

Det kræver vedholdenhed til at fortsætte.

Det kræver at vi tør slipper perfektionisme og stoltheden.

Det kræver at vi er villige til at opgive trangen til at have ret og få det sidste ord.

Vi må give lige så stille slip på kontrollen, og turde sårbarheden mere bid for bid.

Det kræver at vi giver afkald på ord som burde og skulle.

Og det det kræver at vi tør lukke andre ind og viser de sidder i os der smerter, og som vi forsøger at skjule.

For hvor modsætningsfyldt det end er så er vi afhængige af andre for at blive frie og uafhængige.

Og når vores sår er skabt i relationerne, må de heales i relationerne.

Vi kan ikke heale dem alene.

Vi har brug for andre til at holde et spejl op, foran os, så vi kan se os selv.

Lige der i vores healing af vores sår, opstår kærligheden, til os selv og til andre, og stille og rolige siger vi fra i kærlighed, uden at tage vores kærlighed med os, og vi begynder også at kunne rumme oplevelsen, af at andre, stadig tager deres kærlighed, fordi de blot ikke er nået dertil endnu.

Vi finder fred i os selv, og blir selv-optagne i steder for andre-optagne.

Andre får plads til deres proces, deres valg som de kan lære af.