Indlæg

For 5 år siden boede jeg i et lille bitte hyggeligt hus, ud til en befærdet landevej.
Huset var i den forstand ret sødt, og dejligt, lige bortset fra at det faktisk, var et sminket lig. Det var ny istandsat, da jeg flyttede ind. Det viste sig dog hurtig efter den første vinter, at taget var utæt, og vægene fugtige, og der var en del andre mangler på boligen. 

Jeg sagde min leje op. Uden at have noget nyt at bo i…

Det gjorde jeg, fordi jeg vidste at det helt rette ville komme til mig….

Så jeg sendte raketter ud, til venner og bekendte, med mit ønske om nyt hjem.

Jeg satte mig ned, og brugte min forestillings evne, til at beskrive for universet, hvilken type bolig jeg gerne ville bo i, hvor det skulle ligge, størrelsen på den, store vinduer, lyse rum, i naturen, plads til hestene, tæt på havet. 

Tiden gik….

Der skete ikke noget, men indeni følte jeg stadig ro.

Rundt omkring mig blev folk urolige, for lige om lidt var opsigelses perioden gået, og hvor skulle vi så bo…

Jeg havde stadig tillid til at den rette bolig kom til mig 

En morgen sad jeg og lavede en to do liste. 

jeg delte et stykke papir i to, med en lodret linje.

1. På den ene side af linjen skrev jeg Nicole´s to do liste for i dag

2. På den anden side skrev jeg universet´s to do liste.

På min side skrev jeg gøremål, som jeg vidste jeg 100% ville gennemføre den dag. Min garanti for succes…

– Der stod, drikke kaffe, læse i min bog, tage på job kl 14:30.

På universet´s to do liste stod der et punkt, finde bolig

Jeg kørte på job, og imens jeg kørte, ringede min tlf. Det var et fra et firma der lejer boliger ud. 

Hun ringede for at høre om jeg kunne have interesse i det lille hus, jeg havde set på for 2 mdr før, hvis de indrettede flere værelser på loftet. 

Mit svar var nej tak, fordi det ikke matchede min drømme bolig. Det var kun på 86 m2, små hyggelige bonde vinduer, og lav til loftet.Jeg vidste at lyset betød meget for min velvære. 
Super charmerende, men ikke et match til mine ønsker.


Jeg spurgte om hun ikke havde noget større, hvortil hun svarede at hun havde godt nok en bolig længere nede af vejen, men den var ret stor. 
Hele 320m2 bolig, 4 længet med stråtag, jord til hestene, og 5 min gå afstand til havet. 

Velkommen til Østergård



Haps, jeg kom, jeg så, og flyttede ind på skønne Østergård, sammen med min datter, min kæreste og alle vores dejlige dyr. 

Her er plads til alt det jeg/vi har drømt om. Her er lyst og højt til loftet. Indrettet på smuk vis, og vi elsker at være her…

Mine kunder får den smukkeste køre tur herud igennem Barsmark. Det er ren morten Koch idyl. 

Østergård med havet bagude


Jeg sendte mit ønske ud, og stolede blindt på at universet havde styr på sit job.
Dette beviser så meget for mig, at det her ikke bare er hokus pokus, det er reelt, og virkeligt. 

Min datter gjorde det samme da hun hun tiltrak sin hest. Kvit og frit, gratis, sund og rask, skøn hoppe. 
Hun vidste i sit hjerte at hun skulle have en hest, og var klar til at købe hvis hun fik nok i pengegave til sin konfirmation. 
3 mdr før konfirmationen, stod hesten i stalden. 




Det går ikke altid så hurtig, men jeg har erfaret mig, at jo bedre jeg er til at holde fokus på mit ønske, jo bedre går det med at få opfyldt det jeg drømmer om. 

Og en måde for mig, at skabe fokus på, er f.eks ved hjælp af små korte meditationer, hvor jeg bare lige lukker øjnene og bruger min fantasi, til at forstille mig hvordan det jeg drømmer om ser ud. Hvor det er, og hvordan det føles. Jeg dyrker de følelser af glæde, begejstring og taknemmelighed der dukker op i mig, imens. 

For følelser og tanker er stærk skaberkraft, og det uanset hvad du har fokus på. Også det shit du vil undgå og være fri for… Så skaber du det, du har modstand på. 

Jeg sender bolden op i luften. 
Så giver jeg slip, og lader universet passe sit job. Mit job er at holde fokus, skabe de rette tanker og følelser, og give slip på at kontrollere hvor bolden lander. Så enkelt og simpelt er det.

Når det går trægt, med at manifestere, så har det ofte noget at gøre med, at vi sender modsat rettede ønsker af sted, og at årsagen ligger i vores ubevidste øvre begrænsning. 
Hvad øvre begrænsninger handler om, kan du læse om her

-Nicole 
 









Åhh ja, disse ord faldt mig ind lige nu.

Jeg sidder lidt og taler med mig selv om skam, om moderskab, og om penge.

Og så pludselig kommer ordene ” trust in the process” ud af min mund.

Jeg kom til at smile.

Jeg sidder her faktisk helt alene, ja, og taler lidt højt med mig selv.

So what, det virker jo 😉

Nå men, stol på processen

Hmm det konflikter jo altså en lille smule med min tålmodighed…

“Ihhh altså hvor længe skal jeg da vente?”, spørger jeg mig selv igen.

Svaret der kommer er, heal dit forhold til dig selv Nicole og elsk dig selv.

Suk…

Altid den her selvkærlighed,  den er da virkelig i fokus i disse år.

Ok ok svarer jeg, jeg undersøger lige min skam…… Igen!!

Og så starter tankerne inde i mig

De kredser om år tilbage i tiden med mig som mor til 2 små børn, midt i et helvede af medafhængighed, dårlig økonomi ulykkelig kærlighed og alkoholisme.

År, hvor jeg følte mig som det mindste og mest uværdige menneske i verden, og den dårligste mor ever…

År uden nærvær, uden ret meget glæde, men derimod en masse sorg, smertefyldt kærlighed, konflikter og bekymring.

Og år med sort samvittighed over at byde mine 2 guldklumper, en mor der var fyldt med vrede og ikke evnede kærligt nærvær.

Jeg kæmpede for at overleve, følelsesmæssigt,  menneskeligt og økonomisk.

Åhhh for pokker, mens jeg så er der, tilbage i tiden, slår det mig lige pludseligt, at jeg vist har ret høje forventninger til mig selv.

For 10 år siden ramte jeg bunden af mit medafhængige glas.

Klask, der lå jeg, mega forslået på min sjæl, sorte rande under øjnene, et blødende hjerte og en følelse af ensomhed, der fyldte mig med så stor angst for at miste kontrollen.

Det sikreste sted, for mig var nogen gange bare at ligge hele dagen under dynen, i min trygge livmoder.

Der lå jeg så i en tilstand af halv søvn og fik tiden til at gå, fik tiden til at gøre det jeg ikke selv  magtede.

Trods min forslåede sjæl, var der dog en ting jeg havde i god behold.

 

Nemlig min vilje, min tro og mit håb på at jeg fortjente mere…  Min vrede vågnede…

Godt boostet af min vrede, befandt jeg mig  langt om længe på min bund og der på bunden lå min erkendelse af, at nu måtte det være nok, nu måtte jeg altså forstå, at der kun var et eneste menneske der kunne ændre min situation.

Og dette ene menneske var selvfølgelig mig selv.

Men jeg kunne ikke gøre det alene.

Jeg måtte finde nogen der kunne rumme min historie.

Nogen der ikke dømte mig, for det klarede jeg jo så fint selv, men nogen der kunne tage min ækle destruktive gummihammer fra mig, inden jeg slog mig selv ud med den.

Jeg måtte finde nogen som  i stedet kunne hjælpe mig med at begynde at tilgive mig selv for at være en elendig mor, og for at behandle mig selv så ukærligt.

Jeg fandt dem i Al-anon, som er en selvhjælps gruppe for pårørende til alkoholikere. www.al-anon.dk

Her fik jeg healet min smerte, her fik jeg et lille trin af gangen, løftet mig selv op af skammens sorte hul.

Men det var ikke nok for mig…

Når jeg gør noget, gør jeg det helt, så jeg hyrede terapeuter til mig og børnene, tog uddannelser og kurser, for jeg ville mere med min historie, end “kun” at heale mig selv….

Jeg ville være i stand til at hjælpe mine børn og andre til at heale deres smerte og skam.

Jeg havde selv i årevis ledt efter den rette hjælp, og den var uendelig svær at finde…

Tilbage til de høje forventninger jeg har

Der er gået  mere end 10 år, og jeg må ganske stolt erkende, at jeg har gjort det ret godt.

Det har bestemt ikke været let, og det har ikke været smertefrit, og jeg syntes det tog alt for lang tid…

Mange tårer og store kameler der skulle sluges.

Men damn, det har været det hele værd.

Det startede med en sammenbrud, og blev til et gennembrud.

Som Christine Eilvig siger så smukt, guldet ligger i lorten.

Der var nok af lort at grave i og masser af guld at finde.

 

Hvor står jeg så nu, siden jeg atter skal stole på processen og se på min skam?

Jeg står der, hvor jeg skal stole på at jeg fortjener det bedste, at jeg godt må åbne op, og modtage alle livets store skønne gaver.

Smutte op på næste niveau, fra overlevelse til at fejre livet.

Ingen varme uden kulde, ingen oppe uden nede, ingen ønsker uden at opfyldelsen er til stede.

Jeg må stole på den sandhed, og lukke den ind og jeg må stole på processen.

Hvad vil jeg egentlig fortælle dig,med denne lille historie?

Svaret er enkelt…

Stol på processen……. !!

Sige ja til Kærlighed og overflod af alt det sjove.

At jeg må vokser mig større endnu, og ikke være bange for om jeg nu mister jordforbindelsen, eller min ydmyghed, eller om andre tager afstand fra mig fordi jeg får succes, eller bare fortæller om den.

At jeg skal eje min storhed, og ikke være nærig med mig selv.

At andres overbevisninger ikke har noget med mig at gøre.

Så jeg graver i en lort af gamle overbevisninger, og jeg har tænkt mig at finde guldet der, igen…

 

Giv slip på din frygt for at grave i lorten

Der ligger guld og gaver og venter på dig, større og smukkere end du kan forestille dig.

Der ligger kærlighed og tryghed, mod og overflod af det du drømmer om.

Du er den du venter på, og den hjælp du har behov for er altid tilstede.

Du skal blot bede om den og holde dine øjne og ører åbne, så kommer den til dig i en eller anden form..

Måske i form af min selvkærlige Kur?

 

Kærlige Tanker

Nicole