Åhh ja, disse ord faldt mig ind lige nu.
Jeg sidder lidt og taler med mig selv om skam, om moderskab, og om penge.
Og så pludselig kommer ordene ” trust in the process” ud af min mund.
Jeg kom til at smile.
Jeg sidder her faktisk helt alene, ja, og taler lidt højt med mig selv.
So what, det virker jo 😉
Nå men, stol på processen
Hmm det konflikter jo altså en lille smule med min tålmodighed…
“Ihhh altså hvor længe skal jeg da vente?”, spørger jeg mig selv igen.
Svaret der kommer er, heal dit forhold til dig selv Nicole og elsk dig selv.
Suk…
Altid den her selvkærlighed, den er da virkelig i fokus i disse år.
Ok ok svarer jeg, jeg undersøger lige min skam…… Igen!!
Og så starter tankerne inde i mig
De kredser om år tilbage i tiden med mig som mor til 2 små børn, midt i et helvede af medafhængighed, dårlig økonomi ulykkelig kærlighed og alkoholisme.
År, hvor jeg følte mig som det mindste og mest uværdige menneske i verden, og den dårligste mor ever…
År uden nærvær, uden ret meget glæde, men derimod en masse sorg, smertefyldt kærlighed, konflikter og bekymring.
Og år med sort samvittighed over at byde mine 2 guldklumper, en mor der var fyldt med vrede og ikke evnede kærligt nærvær.
Jeg kæmpede for at overleve, følelsesmæssigt, menneskeligt og økonomisk.
Åhhh for pokker, mens jeg så er der, tilbage i tiden, slår det mig lige pludseligt, at jeg vist har ret høje forventninger til mig selv.
For 10 år siden ramte jeg bunden af mit medafhængige glas.
Klask, der lå jeg, mega forslået på min sjæl, sorte rande under øjnene, et blødende hjerte og en følelse af ensomhed, der fyldte mig med så stor angst for at miste kontrollen.
Det sikreste sted, for mig var nogen gange bare at ligge hele dagen under dynen, i min trygge livmoder.
Der lå jeg så i en tilstand af halv søvn og fik tiden til at gå, fik tiden til at gøre det jeg ikke selv magtede.
Trods min forslåede sjæl, var der dog en ting jeg havde i god behold.
Nemlig min vilje, min tro og mit håb på at jeg fortjente mere… Min vrede vågnede…
Godt boostet af min vrede, befandt jeg mig langt om længe på min bund og der på bunden lå min erkendelse af, at nu måtte det være nok, nu måtte jeg altså forstå, at der kun var et eneste menneske der kunne ændre min situation.
Og dette ene menneske var selvfølgelig mig selv.
Men jeg kunne ikke gøre det alene.
Jeg måtte finde nogen der kunne rumme min historie.
Nogen der ikke dømte mig, for det klarede jeg jo så fint selv, men nogen der kunne tage min ækle destruktive gummihammer fra mig, inden jeg slog mig selv ud med den.
Jeg måtte finde nogen som i stedet kunne hjælpe mig med at begynde at tilgive mig selv for at være en elendig mor, og for at behandle mig selv så ukærligt.
Her fik jeg healet min smerte, her fik jeg et lille trin af gangen, løftet mig selv op af skammens sorte hul.
Men det var ikke nok for mig…
Når jeg gør noget, gør jeg det helt, så jeg hyrede terapeuter til mig og børnene, tog uddannelser og kurser, for jeg ville mere med min historie, end “kun” at heale mig selv….
Jeg ville være i stand til at hjælpe mine børn og andre til at heale deres smerte og skam.
Jeg havde selv i årevis ledt efter den rette hjælp, og den var uendelig svær at finde…
Tilbage til de høje forventninger jeg har
Der er gået mere end 10 år, og jeg må ganske stolt erkende, at jeg har gjort det ret godt.
Det har bestemt ikke været let, og det har ikke været smertefrit, og jeg syntes det tog alt for lang tid…
Mange tårer og store kameler der skulle sluges.
Men damn, det har været det hele værd.
Det startede med en sammenbrud, og blev til et gennembrud.
Som Christine Eilvig siger så smukt, guldet ligger i lorten.
Der var nok af lort at grave i og masser af guld at finde.
Hvor står jeg så nu, siden jeg atter skal stole på processen og se på min skam?
Jeg står der, hvor jeg skal stole på at jeg fortjener det bedste, at jeg godt må åbne op, og modtage alle livets store skønne gaver.
Smutte op på næste niveau, fra overlevelse til at fejre livet.
Ingen varme uden kulde, ingen oppe uden nede, ingen ønsker uden at opfyldelsen er til stede.
Jeg må stole på den sandhed, og lukke den ind og jeg må stole på processen.
Hvad vil jeg egentlig fortælle dig,med denne lille historie?
Svaret er enkelt…
Stol på processen……. !!
Sige ja til Kærlighed og overflod af alt det sjove.
At jeg må vokser mig større endnu, og ikke være bange for om jeg nu mister jordforbindelsen, eller min ydmyghed, eller om andre tager afstand fra mig fordi jeg får succes, eller bare fortæller om den.
At jeg skal eje min storhed, og ikke være nærig med mig selv.
At andres overbevisninger ikke har noget med mig at gøre.
Giv slip på din frygt for at grave i lorten
Der ligger guld og gaver og venter på dig, større og smukkere end du kan forestille dig.
Der ligger kærlighed og tryghed, mod og overflod af det du drømmer om.
Du er den du venter på, og den hjælp du har behov for er altid tilstede.
Du skal blot bede om den og holde dine øjne og ører åbne, så kommer den til dig i en eller anden form..
Måske i form af min selvkærlige Kur?
Kærlige Tanker
Nicole
