Jeg har været på café med min dejlige mormor.

Hun fyldte for nyligt 90 år og vi aftalte at jeg inviterede hende ud.

Min mormor er mit forbillede. Hendes liv har bestemt ikke altid været en dans på roser. Jeg ved at hun har haft sine kampe, og haft oplevelser, der kan få mange i knæ.

Da jeg var lille var min mormor et icon på tryghed. Min mormor var en skrap dame, men hun var samtidig også den, der holdt sammen på stumperne når vores familie havde brug for støtte og hjælp i mine helt tidlige år.

Som helt ung var hun husmor afløser, og det fag kom til at betyde meget for hendes karriere fremover. Hun var med til at sætte tingene i system, og skabe bedre vilkår for kvinder der var i hjemmeplejen.
Hun blev selvfølgelig fagforenings kvinde, og kæmpede kvindernes sag. Hun endte på formands posten i Huslig Arbejder Forbund, der senere blev til FOA.
Her var hun frygtet, for sin skarpe tunge, men også i høj grad respekteret, for sit engagement i at skabe bedre arbejdsvilkår.
Hun havde vilje, udholdenhed og kampgejst for mere end et liv.

Mange af mine somre har jeg brugt nede i mormors sommerhus. Her var jeg fri, og her følte jeg mig elsket.
Jeg har dejlige minder fra de nætter med tordenvejr, hvor mormor midt om natten bagte pandekager som vi drak tordenkaffe til.

Min mormor og jeg deler passionen for dyr. Hun opkaldte sin første hund efter mig. Den var del af en sag om misrøgt. En usikker skrøbelig collie blanding. der kom til at hedde Nicki, mit barndoms øgenavn, og grunden var at den var lige så spids i snuden som jeg var.

I min familie er kvinderne stærke. Vi har power, og vi kan klare os selv. Vi er vokset op med en viden om at vi skal knokle os til det vi vil have og at det ikke kommer af sig selv.
Vi har kæmpet og vi har udholdt.

Nogen gange tror jeg at vi midt i det hele, mistede en stor del af vores forbindelse til hjertet. Vi brugte vores hoved og vores stædighed til at nå i mål med det vi troede på. Og det virkede men var hårdt.

For mig, var den største udfordring her midt i 40érne, at overgive mig til min sårbarhed, til at være skrøbelig, og af til hjælpeløs.
Ikke så meget i mit arbejde, men mest i mit parforhold.
I min familie har kvinderne som regel styret slagets gang, men jeg forstod en dag, at familier og forhold ikke skal styres af et menneske, men være et samarbejde med plads og rummelighed. Kontrol og kærlighed har det svært sammen.

På et tidspunkt var det forsøg på at kontrollere alt omkring mig, bare alt for hårdt, og helt ærligt, jeg troede ikke på det længere. Det kostede mig mere end det gav.
Det var som om mit hjerte kaldte på at blive hørt.
Det var som om jeg var færdig med at ville knokle.

Jeg ønskede lethed, jeg ønskede flow 

Mit liv skulle føltes smidig og lækkert. Og jeg ville elske. Rigtig elske, med alt det der fulgte med. Med overgivelse, og med frygten for at miste eller blive afvist. Jeg ville sovses ind i boblerne af tosomhed, i up´s and down´s og jeg ville føle alle kontrasterne. Lykke, frustration, forelskelse og afvisning. Jeg vidste det måtte være det hele, for ellers ville jeg intet få.
Og sådan blev det da jeg åbnede mit hjerte igen, efter mange års kontrol og lukkethed. Efter alt for lang tid med frygt og kontrol.

Min mormor er med alderen også blevet blødere og mere rund.

Sygdom har lært hende om hjælpeløshed og skrøbelighed. Det har været en hård proces at overgive sig til livet. Hun bære det smukt, og hun bære sin alder så stolt.
Hun fortæller at hun fortsat har appetit på livet, og der er ting hun stadig ønsker at se. Hun vil fx gerne sove som en prinsesse på et slot. Hun har planer om et krydstogt op af en flod, og et ophold på et badehotel .
Hun har de senere år været ramt af alvorlig sygdom i knogle, haft cancer osv. men det er som om ukrudt ikke forgår så let.
Hun har stadig retten til at køre bil, og i de perioder hvor hun har været syg, har hun nærmest haft økuller, fordi hun ikke kunne køre ud. Hjernen,  stemmen og blikket er direkte og klart. Humor og nysgerrigheden bor stadig i min elskede mormor.
Jeg har tre kvinder der bor dybt i mit hjerte. Tre kvinder der alle har mormors blod i generne og som besidder de samme egenskaber, men som kommer til udtryk på vidt forskelligvis. Min mormor, min mor og min datter.
Jeg er stolt af de gener der flyder i mit blod.

Lige som min mormor, har jeg viet mit arbejdsliv til at hjælpe kvinder

Ikke med deres faglighed. Men med at få et liv, som har lethed, har flow, og hvor knokleri ikke er en del af pakken.
For vi damer er dælme gode til den her sætning. “Vi skal yde, før vi kan nyde”

Jeg vender den om, for hvis vi kun yder, og yder, så dræner vi os selv.
Vi knokler med løsninger i vores tanker, fordi vi har glemt at lade os styre af lyst og nydelse. Vi har glemt at mærke efter hvad vi har lyst til, hvad vi har brug for. Og vi har glemt at det er ok at give til sig selv.
Lyst og nydelse – To så vigtige parametre, der fortæller os sandheden om hvad der giver os glæde og vigtig næring. Når vi kan fylde os selv op med glæde, har vi så meget mere at give af, og det føltes let at bidrage til verden fra det sted.

I stedet for forsøger vi at regne den ud i vores tanker, og vi tænker og vi tænker, men mange af disse tanker er genbrugstanker. Tanker vi har tænkt igen og igen, og vi går i stå. Og ofte har det vi regner på, ikke så meget med os at gøre, nej vi forsøger at regne ud hvad andre tænker, har brug for, mener og føler.
For vi forsøger efter bedste evne at undgå at skabe konflikt, at såre nogen eller blive afviste. Vi knokler og forsøger at kontrollere.
Vi konflikter med os selv, sårer os selv, og endnu værre, afviser os selv.
Og det er der ikke meget nydelse lethed og flow i.

Jeg har levet sådan, og jeg har hørt mange fortælle at de lever sådan, og derfor valgte jeg at vie mit liv, til at ændre på dette.

Når vi bliver trætte nok af det, søger vi heldigvis hjælp. Nogen går rigtig rigtig lang tid på den måde ( jeg gjorde), og andre kommer før til konklusionen om at nu er det nok. Der må være mere livet har at byde på.

Og det har det heldigvis også. Og mit job er at vise hvordan. Tro mig, det er et job der giver nydelse. Jeg får ofte gåsehud, når min kunde får øje på at det hele faktisk kan ændres på en enkle og let måde.

Ligesom min mormor, bruger jeg min styrke til at være vedholdende og målbevidst. Mit mål er lethed, nydelse og flow. Det er kærlighed.

Mange skønne tanker til dig.

Kærligst Nicole

D. 4. juli 2022 gik min dejlige mormor bort.

93 år gammel. Rig på livets oplevelser på godt og ondt, og mættet så hun følte sig klar.

Hun efterlader sig et kæmpe aftryk i mange menneskers liv og et tomrum der er svært at fylde ud.