Fællesskab & Udvikling
Fællesskab for knuste hjerter
- Er dit hjerte knust?
- Har du svært ved at rumme de mange svære følelser ?
- Føler du dig ensom, drænet og tom?
- Søger du svar på en masse uafklarede spørgsmål?
- Har du slidt dine veninder op med dine
Du gav alt – og endte med et knust hjerte og selvværd…
Din søgen efter kærlighed har knust dit hjerte, men det betyder ikke at resten af dit liv er knust.
Er det din tid nu?
Bliv medlem for 89,- kr pr.
Fra 1. juni stiger prisen for nye medlemmer til 149,. kr
Gør kærlighed ondt??
Gør det ondt at elske en anden??
Gør det ondt at elske sig selv??
Gør det ondt at blive elsket af en anden??
Jeg støder jævnligt på den tanke at kærlighed gør ondt…
Men hvad er kærlighed egentlig for en størrelse, siden den har så meget magt til at skabe smerte?
Og gør kærlighed egentlig ondt???
For at svare på det sidste først…..NEJ kærlighed gør ikke ondt.
Ægte ubetinget ren kærlighed gør ikke ondt. Den sætter fri, den skaber nydelse, den giver hjertet vinger, får maven til at boble, får os til at stråle og hvile i os selv.
Dybt i vores essens så ved vi det godt. Vi ved det er sådan, for vi elsker at føle den, vi elsker at opleve den. Vi higer efter den, hver og en af os, har en stor længsel efter ren ubetinget kærlighed. Både at elske og blive elsket, for lige nøjagtig den vi er, uden at skulle ændre os for at være elskværdige. Uden at skulle forsvare hvem og hvorfor vi er som vi er.
Blot blive elsket, blive set, blive rørt og favnet.
Og det kan kærligheden. Kærligheden kræver intet, dømmer ikke, og forventer ikke.
Det er når vi oplever at miste kærlighed, der gør ondt.
Når vi tror kærligheden forlader os. Når vi holder vores kærlighed tilbage, fordi en anden ikke lever op til vores betingelser og krav. Når vi stkker af fra den pga vores gamle oplevelser. Når vores tror på betinget kærlighed, sniger sig ind, og gør os blinde for den ubetingede kærlighed.
Når vi oplever at vores behov ikke bliver mødt, og opfyldt som vi ønsker de skal opfyldes. Når frygten for at blive forladte, og afviste, skaber distance og forsvar. Vores mangel på ubetinget kærlighed til os selv.
Det er hvad vi oplever som smertefulde.
Men kærligheden…. NEJ …. den gør ikke ondt.
Kærlighed er kærlighed, og den rummer i al sin styrke og pragt alle vores længsler.
Det er ikke kærligheden der gør ondt. Det er vores overbevisninger omkring den og de hændelser vi oplever og tolker på, der gør. Det er vores frygt der gør ondt, vores frygt og vores forsvar.
Punktum…..
Så enkelt er det….
Så kort kan det skrives…
kærligst Nicole
Afpillet. bleg og gusten – Sådan så hun ud…
Hele mit liv har været en rejse i evig forandring.
Langt hen af vejen fulgte jeg med så godt jeg kunne. Jeg var ikke herre over alle de begivenheder jeg oplevede og jeg følte meget ofte at alt det skrammel jeg mødte undervejs, skete imod mig, som en slags straf.
På et tidspunkt omkring 2006, havde jeg imidlertid efterhånden fået nok af at følge med i begivenheder, der skete imod mig.
Jeg havde netop tabt mig 7 kg på kun 3 uger og min vægt lå på 51 kg og min BMI meget tæt på undervægtig.
Jeg var afpillet, og min hud bleg og gusten, og alt alt for tynd
Jeg var i en kæmpe sorg
Min daværende kæreste var smuttet med en anden, og jeg havde svært ved at fatte og forstå hvad der foregik.
Jeg følte mig straffet og afvist, svigtet og forladt.
Jeg spurgte mig selv igen og igen hvad jeg havde gjort forkert
Jeg kunne stå under den varme bruser i evigheder, mens jeg stenede,og lod der varme vand omfavne mig og min tynde krop.
Jeg tænkte så det bragede, forsøgte at forstå og regne ud, hvad hulen der var hændt mig og hvordan jeg kunne løse det og få manden tilbage igen
Det smertede så meget i mig, så jeg fik kvalme af mad, og sultens knude i maven, gjorde at jeg kunne forholde mig til min smerte på en fysisk måde.
En dag var jeg i Føtex for at handle, og der mødte jeg Christiane Zeuthen.
Christiane havde være min krops terapeut i endda nogen tid og hun kendte også til vores familie mere privat
Jeg delte min historie om at manden nu var smutte med en anden og jeg var så meget over i at forstå ham, så jeg spurgte hende, hvorfor gør han det her imod sig selv.
Christiane kiggede stille på mig og sagde “Nicole, kan du se dig selv i spejlet og spørge dig selv om det samme?”
Av av, det der havde jeg slet ikke lyst til at svare på, så jeg sluttede samtalen og skyndte mig videre, med hendes ord rungende i mit indre.
Der gik ½ år, manden var retur igen, på sin vis tilgivet, men smerten bar jeg stadig, smerten der blev til en enorm frygt for at han gentog episoden.
Det korte af det lange er at jeg begyndte at kontrollere ham, hans tlf, hans mail osv.
Jeg røg lige i fælden og jeg var ved at gå til af angst, når jeg ikke kunne få fat i ham pr tlf
En veninde havde nummeret på en god terapeut, og hende fik jeg fat i.
Marianne kom ind i mit køkken, fyldte hele rummet med sin powerfulde karakter og fik taget samtlige mine gode forklaringer og undskyldninger for hvorfor han gjorde som han gjorde, fra mig.
Hun endte med at spørge mig, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og så blev jeg stille. Det vidste jeg ikke.
Jeg kunne ikke svare på det!!!
Lige som Christiane fik hun hurtig øje på, at jeg var dybt afhængig af en anden, af et projekt jeg skulle fixe og forstå, og havde mistet kontakten til at forstå mig selv.
Hun rev mine gamle stol, bygget på mine overbevisninger, væk under mig og såede nogle gevaldigt store nye frø, om selvværd, kærlighed og frihed.
Frøene spirrede, og ud kom en bitte ny spire, som bar på en ny slags bevidsthed
Den voksede, og med tiden kunne jeg forstå, at alt det jeg oplevede ikke blev gjort imod mig, men for mig.
Jeg skabte nye overbevisninger, læste, studerede, trådte ind i fællesskaber og lod tiden arbejde for mig.
Tiden tog min smerte, og skabte et nyt perspektiv, så jeg forstod og kunne se tingene med nye øjne.
Forud for episode i 2006 havde jeg i lang tid bedt om at mit liv måtte blive bedre, men sandheden var at jeg ikke var klar
I dag ser jeg at universet hørte min bøn, og via min smerte, gjorde mig klar til at lytte og bede om hjælp
Det var barskt men det var det værd.
Dette at se tilbage, har lært mig en vigtig ting, som jeg forsøger at huske, når der opstår en uventet og uvelkommen forandring i mit liv
Klik her for at se hvordan du kan få alt det der hjalp mig ud af mit kaos
Love Nicole
Er forsvar lige med krig??
For nylig blev jeg inspireret til at huske en historie fra sidste sommer, hvor jeg sammen med mine to unger var på camping ferie i Kroatien.
Min søn på 11 år, en af de viljestærke af slagsen, var overbevist om at han skulle styre slagets gang, og selvfølgelig var vi ikke helt enige omkring dette.
Det endte med en masse snak og diskussion, og jeg blev egentlig så træt af at skulle bruge vores ferie tid på at være uenige om alt mulig.
Noget tid før ferien havde jeg været på kursus og kurset handlet dybest set om at lære at håndtere sine tanker, og fordre de tanker der tjener en.
I den forbindelse kom den gamle indianer historie om de to ulve, på banen.
Kort fortalt, fortæller en gammel indianer høvding en historie om, at inde i os alle bor der to ulve, en sort og en hvid. Disse to ulve kæmper mod hinanden.
Den sorte ulv bære karakter træk som egoisme, begær, vrede, misundelse og selvmedlidenhed osv, og den hvide bære karaktertræk som glæde, rummelighed, ydmyghed osv.
Den gamle høvding bliver spurgt om, hvilken ulv der vinder, hvortil han svarer, at det gør den ulv vi fodrer mest.
På kurset fik vi alle sammen et lille armbånd knyttet af et sort og et hvidt læder bånd, som symbol på disse to ulves kamp inde i os.
Jeg besluttede at dele denne historie med min søn
Samtidig fik vi en snak om det her med at ville vinde i dialogen. Jeg sagde til min søn, at når du vinder og jeg taber, så har vi begge tabt.
Ej, det var han jo ikke enig med mig i, for han havde jo vundet krigen.
Ja, sagde jeg, men vi tabte begge freden. Vi har begge været vrede og frustrerede, og ingen af os nød at være i konflikten, plus at den adskiller os så vi ikke kan nyde vores tid sammen.
Det fik et eftertænksom udtryk frem på min søns ansigt. Han sad et øjeblik, hvorpå han svarede, at det kunne han godt forstå.
Resten af vores ferie gik med at vi indbyrdes havde forståelse for at vi begge holdt meget af at være sammen, og at vi meget bedre kunne nyde det når vi ikke blev optagede af at vinde krigen om at være rigtig eller forkert.
Åhh jo, vi røg da i nogle gange, men så huskede vi hinanden på hvilken ulv vi ville fodre, og så gik det meget lettere med at mødes over en løsning.
Ingen af os havde jo til hensigt at fodre den sorte ulv i os og miste freden.
Nå jeg nu kommer til at tænke på denne oplevelse igen, er det fordi jeg ofte møder dette med at vi vil vinde over hinanden i diskussioner, for at vi kan føle os mest rigtige, og at vi tit gør det, at vi som forsvar mod et angreb, bliver vrede, føler os forurettede og derfor angriber tilbage. Begge parter taber freden. Krigen er startet.
Byron Katie har et statement der siger at forsvar, er den første krigshandling
Ahh, vil de fleste nok tænke, det må da være den der angriber, der laver den første krigshandling.
Men tænk nu engang over det. Hvis du bliver angrebet, uden at du går i forsvar. Er der så reelt en krig ? Og er der en meget mere fredelig måde at håndtere et angreb på, end ved at angribe tilbage?
Jeg påstår at det er der.
Leg med tanken om at den andens angreb intet har med dig at gøre. Det rammer blot en gammel smerte knap i dig, der bliver aktiveret via din hukommelse, fra noget du før har oplevet. Lyn hurtig går du i forsvar, og angreb er for nogen jo det bedste forsvar, og så kører det i ring.
Hvad nu hvis, du kunne nå, lige at stoppe op, og håndtere et angreb anderledes. Hvad nu hvis du i stedet kom fra hjertet.
Hvad nu hvis du fik spurgt ind til den andens smerte?
Hvad nu hvis du fik sagt fra ved at risikere din sårbarhed, ved at blotte dit hjerte, og i stedet for at vise vrede, viste din smerte.
Hvad nu hvis du i stedet kiggede på din smerte knap, der blev aktiveret? Kunne du i stedet for at forsvare den, undersøge den og heale den.
Ville du mon nemmere nå den andens hjerte? og dermed sammen bevare freden?
Hvilken ulv vil du fodre?
For vi kan forsøge at vinde krigen, men vi mister freden i forsøget, og hvad er det så egentlig værd at vinde krigen, når den adskiller os fra dem vi holder af?
Der vil altid være nogen, som vi her og nu ikke kan nå med vores hjerter, som er fanget i at fodre deres sorte ulv. Men skal de afgøre hvilken ulv i dig, du skal fodre?
Nej vel?
Bliver du udfordret ud til kanten af dine grænser, så kan du stadig fodre din hvide ulv, ved at trække dig fra en drænende dialog. For ja, vi kan ikke ændre på hvilken ulv den anden skal fodre. Vi kan blot gøre et forsøg på at tale til den andens hvide ulv, og lykkedes det ikke, kan det være bedst at forlade scenen, så det kun er den ene der mister freden.
Tænk lidt over det. Når vi vinder krigen, taber vi freden…
Mærk efter, hvor vigtigt er det for dig at blive rigtig ved at gøre den anden forkert?
Kærligst Nicole