For nylig blev jeg inspireret til at huske en historie fra sidste sommer, hvor jeg sammen med mine to unger var på camping ferie i Kroatien.
Min søn på 11 år, en af de viljestærke af slagsen, var overbevist om at han skulle styre slagets gang, og selvfølgelig var vi ikke helt enige omkring dette.
Det endte med en masse snak og diskussion, og jeg blev egentlig så træt af at skulle bruge vores ferie tid på at være uenige om alt mulig.
Noget tid før ferien havde jeg været på kursus og kurset handlet dybest set om at lære at håndtere sine tanker, og fordre de tanker der tjener en.

I den forbindelse kom den gamle indianer historie om de to ulve, på banen.

Kort fortalt, fortæller en gammel indianer høvding en historie om, at inde i os alle bor der to ulve, en sort og en hvid. Disse to ulve kæmper mod hinanden.
Den sorte ulv bære karakter træk som egoisme, begær, vrede, misundelse og selvmedlidenhed osv, og den hvide bære karaktertræk som glæde, rummelighed, ydmyghed osv.
Den gamle høvding bliver spurgt om, hvilken ulv der vinder, hvortil han svarer, at det gør den ulv vi fodrer mest.

På kurset fik vi alle sammen et lille armbånd knyttet af et sort og et hvidt læder bånd, som symbol på disse to ulves kamp inde i os.

Jeg besluttede at dele denne historie med min søn
Samtidig fik vi en snak om det her med at ville vinde i dialogen. Jeg sagde til min søn, at når du vinder og jeg taber, så har vi begge tabt.
Ej, det var han jo ikke enig med mig i, for han havde jo vundet krigen.
Ja, sagde jeg, men vi tabte begge freden. Vi har begge været vrede og frustrerede, og ingen af os nød at være i konflikten, plus at den adskiller os så vi ikke kan nyde vores tid sammen.
Det fik et eftertænksom udtryk frem på min søns ansigt. Han sad et øjeblik, hvorpå han svarede, at det kunne han godt forstå.

Resten af vores ferie gik med at vi indbyrdes havde forståelse for at vi begge holdt meget af at være sammen, og at vi meget bedre kunne nyde det når vi ikke blev optagede af at vinde krigen om at være rigtig eller forkert.

sTARTER 5. AUGUST

Selvværdsgruppen

For kvinder der har mistet sig selv i deres kamp for kærligheden

5 pladser tilbage

25
Days
:
 
14
Hours
:
 
51
Minutes
:
 
46
Seconds

You missed out!

Åhh jo, vi røg da i nogle gange, men så huskede vi hinanden på hvilken ulv vi ville fodre, og så gik det meget lettere med at mødes over en løsning.
Ingen af os havde jo til hensigt at fodre den sorte ulv i os og miste freden.

Nå jeg nu kommer til at tænke på denne oplevelse igen, er det fordi jeg ofte møder dette med at vi vil vinde over hinanden i diskussioner, for at vi kan føle os mest rigtige, og at vi tit gør det, at vi som forsvar mod et angreb, bliver vrede, føler os forurettede og derfor angriber tilbage. Begge parter taber freden. Krigen er startet.

Byron Katie har et statement der siger at forsvar, er den første krigshandling

Ahh, vil de fleste nok tænke, det må da være den der angriber, der laver den første krigshandling.
Men tænk nu engang over det. Hvis du bliver angrebet, uden at du går i forsvar. Er der så reelt en krig ? Og er der en meget mere fredelig måde at håndtere et angreb på, end ved at angribe tilbage?
Jeg påstår at det er der.
Leg med tanken om at den andens angreb intet har med dig at gøre. Det rammer blot en gammel smerte knap i dig, der bliver aktiveret via din hukommelse, fra noget du før har oplevet. Lyn hurtig går du i forsvar, og angreb er for nogen jo det bedste forsvar, og så kører det i ring.
Hvad nu hvis, du kunne nå, lige at stoppe op, og håndtere et angreb anderledes. Hvad nu hvis du i stedet kom fra hjertet.

Hvad nu hvis du fik spurgt ind til den andens smerte?
Hvad nu hvis du fik sagt fra ved at risikere din sårbarhed, ved at blotte dit hjerte, og i stedet for at vise vrede, viste din smerte.
Hvad nu hvis du i stedet kiggede på din smerte knap, der blev aktiveret? Kunne du i stedet for at forsvare den, undersøge den og heale den.
Ville du mon nemmere nå den andens hjerte? og dermed sammen bevare freden?
Hvilken ulv vil du fodre?
For vi kan forsøge at vinde krigen, men vi mister freden i forsøget, og hvad er det så egentlig værd at vinde krigen, når den adskiller os fra dem vi holder af?

Der vil altid være nogen, som vi her og nu ikke kan nå med vores hjerter, som er fanget i at fodre deres sorte ulv. Men skal de afgøre hvilken ulv i dig, du skal fodre?
Nej vel?
Bliver du udfordret ud til kanten af dine grænser, så kan du stadig fodre din hvide ulv, ved at trække dig fra en drænende dialog. For ja, vi kan ikke ændre på hvilken ulv den anden skal fodre. Vi kan blot gøre et forsøg på at tale til den andens hvide ulv, og lykkedes det ikke, kan det være bedst at forlade scenen, så det kun er den ene der mister freden.

Tænk lidt over det. Når vi vinder krigen, taber vi freden…
Mærk efter, hvor vigtigt er det for dig at blive rigtig ved at gøre den anden forkert?

Kærligst Nicole

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *