Tag Archive for: Frygt

Desperat, frustreret og bange

Sådan lød hendes stemme der i stolen overfor mig….


Og mit hjerte blødte for hende….

Hun fortalte mig sin historie, der i al sin enkelhed gik ud på en dyb og inderlig længsel efter at betyde noget, at føle sig set, hørt, elsket og værdsat af sin kæreste.

Hun fortalte, jeg lyttede, og til sidst spurgte jeg hvordan hun lige her og lige nu, kunne behandle sig selv kærligt?

Hun vidste det ikke. Hun havde ingen anelse.

Hun vidste kun at hun ville have sin frygt for at blive afvist af ham til at gå væk lige her og lige nu…

Hun var hunderæd for at kvæle ham og jage ham væk med sit omklamrende behov, for at blive set af ham.

Hun vidste at hun havde et problem og derfor sad hun her hos mig

Og jeg kunne ikke hjælpe hende… ikke her og nu…

For det hun ønskede her og nu var et Kvikfix

Hun ville føle sig tryg, elsket og ønsket her og nu

Og hvem kan fortænke hende i det…

Jeg forstod…

Jeg har været i hendes sko, hvor jeg som hun, følte mig besat af, at et andet menneske skulle se mig, høre mig og elske mig.

Jeg kvik fixede mig selv i årevis, ved at prøve på at regne ud, hvad han ønskede for at han ville syntes jeg var uundværlig i hans liv og for at undgå afvisning og blive forladt igen og igen…

Jeg var alt andet end mig selv…


Jeg forlod mig selv, ved at tilsidesætte mine behov, og værdier…

Og derfor blev jeg mindre og mindre, og mere og mere bange og sårbar.


Jeg var så bange for at blive afvist og forladt

Alle mine tanker, og jeg mener virkelig, ALLE, gik til ham, og til at prøve på at knække koden, så jeg fik mit behov for tryghed og anerkendelse mødt hos ham…

Der var bare aldrig nok af det, til at jeg kunne føle langvarrig tryghed.

Det var som at tisse i bukserne

Det var tanker som:

– Var jeg sød og kærlig nok
– Kunne han lide mit udseende og min tøj stil
– Smagte min mad godt nok
– Syntes han mit hjem var pænt og rent nok
– Sagde jeg noget han kunne blive sur og skuffet over
– Var jeg interessant og klog nok at tale med
– Viste jeg nok forståelse overfor ham
– Tilkendegav jeg nok interesse for ham
– Viste jeg for meget interesse for ham
– Ja sågar om jeg tjente nok, og kørte i en bil som han ikke var flov over….

Jeg var på konstant overarbejde med at regne ud, tolke og gennemskue alle hans ord, og handlinger..

Ikke et sekund strejfede det mig, hvad jeg selv ville have i forholdet…

Nej jeg var alt for optaget af, hvad han ønskede…

Til sidst fik min angst og min stress mig til at søge hjælp.

Og selvfølgelig blev jeg spurgt hvad jeg selv ønskede….

Jeg vidste det ikke…

Jeg anede ikke hvad jeg ønskede og hvad jeg havde brug for…

Jeg troede jo ikke engang på at jeg måtte sige fra, sætte grænser og være besværlig…

Men jeg vidste alt om hvad han ønskede og havde brug for….

Det gik op for mig hvor optaget jeg var af ham, og jeg forstod at jeg måtte til at blive optaget af mig selv hvis min angst skulle under kontrol.

Jeg måtte lære at blive selvoptaget… Jeg måtte lære at elske mig selv

Og hvordan dælen kommer man i gang med det, når man aldrig har lært at sætte sig selv først?

 

Og lige præcis det spurgte hun mig også om

For hun havde prøvet så meget som ikke virkede.

Først og fremmest er det en proces




Og 

aldrig 

nogensinde

et

Kvikfix !!




En proces hvor der tages et skridt af gangen

Og den starter med en vigtig beslutning.




Ja, jeg vil påstå at det er DEN vigtigste beslutning du kan træffe




For mig betød den beslutning at jeg for en hver pris ønskede at blive en mere selvkærlig udgave af mig selv, og at jeg ville gøre det der skulle til.

Og det betød 100% ansvar for mig selv, mine behov, følelser og drømme.


Og jeg måtte lære at håndtere mine følelser og turde mærke dem, være i dem, og høre deres budskab.

Jeg måtte lære mine grænser at kende, og jeg måtte finde ud af hvad jeg ønskede mig, og turde gå efter det.


Og lige nøjagtig dette fortalte jeg hende



Der blev stille ovre i stolen…

Ja du har nok ret, jeg trænger til at finde ud af hvem jeg selv er… men….


Sagen er den, at vi afsluttede samtalen, uden at hun fik det hun kom for, for det kunne jeg ganske enkelt ikke give hende….

Men….

Jeg kunne kun give hende en langsigtet løsning, der ville tage lidt tid, og kræve at hun tog ansvar for sin kærlighed til sig selv.

Hun vidste jo godt hvordan hun Quick fixede sig selv. Det behøvede jeg ikke fortælle hende.

Sagen var bare at fixet ikke dulmede så længe af gangen mere, og det stressede hende, og boostede hendes angst for at miste kontrollen og sin kunstige tryghed.

Hun var på overarbejde…

Det jeg gav hende var et valg om at blive fri, og komme til at opleve en indre ro og balance, en følelse af at være ok og nok i sig selv.

Eller

Hun kunne blive hvor hun var,  fortsætte med at være afhænge af hans anerkendelse, og knokle igennem for at dulme og tilpasse sig det hun troede han ønskede…

Hun fik et valg om, at skabe et sundt forhold både til sig selv og andre i stedet for en afhængig symbiose med alt hvad den indebærer af angst, hjertesorger og desperation.

Hun fik en mulighed for aldrig at stå i den samme desperate situation igen…

Klik her hvis du ønsker at få den samme mulighed

 

 

 

 

 

/af

Du får kun min kærlighed hvis du gør som jeg siger…

Du gør som jeg ønsker, ellers mister du min kærlighed og mærker min skuffelse, vrede og foragt.

Forestil dig at være et lille barn, der er afhængig af sine nære omsorgspersoner.

Et barn der er afhængig af at forældre igen og igen fortæller hvor elsket barnet er, uanset rigtig og forkert adfærd.

Som igen og igen tilbyder sin tid og nærvær for at udvikle et stærkt og sundt selvværd og føle sig ubetinget elsket og værdig at være sammen med.

 

 

Hvor mange af os, har prøvet dette?

Og hvor mange af os har gjort nøjagtig det samme i mod vores egne børn?

Hvor mange af os, stopper op, og blir optagede af at undersøge vores egen reaktion og følelser på en given adfærd fra en anden?

Hvor mange af os, er bevidste om at såret vi blir ramt i, er vores, og at det er langt lettere at heale ubehaget ved dette, når vi tør dykke ned i det og undersøge det.

Når vi tager ansvar for at såret er vores eget, måske skabt i barndommen, men stadig vores.

Når vi blir skuffede, ramte, føler os afviste og forkerte, sårede osv, er det så den der trykker på såret, eller ejeren af såret der har ansvaret?

 

 

I mit univers, er det ejeren af såret, der har ansvaret for at tage sig af sit sår

Hvordan kan andre være ansvarlig for noget de ikke kan kontrollere?

Hvordan kan jeg vide hvornår jeg rammer et sår i en anden?

Åh ja, nogen gange ved vi det jo godt.

Og nogen gange misbruger vi vores viden.

Dette indrømmer jeg gerne… Det sker…

Men….

Når det så er sagt, så er vi stadig ene og alene ansvarlige for at andre igen og igen KAN ramme os, i vores sår.

Punktum, Basta…

Vi er ansvarlige for at give magten over vores følelser ud til andre.

Vi er den der forlader os selv, når vi ikke blir hos os selv, for at heale det der er vores.

 

Det er faktisk langt lettere at ændre sig selv, end de andre

Vi skylder faktisk os selv at få healet vores sår.

I selv-kærlighedens navn…

Når vi tager os selv så alvorlige, at vi modigt begynder at undersøge sårene, så begynder vi at vise os selv omsorg og kærlighed.

Der er et menneske jeg altid har hos mig, og det er mig selv.

Når jeg elsker mig selv nok, så vil jeg have langt mere lyst og mod til at lukke andre helt ind, også selv om de kommer til at rammer et sår i os.

Måske kunne det også være en hjælp at begynde at tænke på andre mennesker, der rammer os, som hjælpere.

De hjælper os til at få øje på vores arbejdspunkter.

I stedet for at være fjender vi frygter og pleaser, eller fjerner os fra, så er de hjælpere.

Blot en tanke.

 

 

Dermed menes ikke at vi skal finde os i alt fra andre. Overhovedet ikke.

Vi skal gå når andre igen og igen overtræder vores grænser, og vi skal distancere os når det er det sundeste.

Ikke som en flugt og en reaktion, men som et bevidst valg basseret på kærlighed til os selv.

Faktisk sker der ofte det, at når vi har healet vores grænse issues, forsvinder problemet af sig selv, da vi ikke længere er et match til dette.

Jeg ved det lyder så enkelt, og jeg ved også at så enkelt er det ikke. Det kræver virkelig noget af os.

Det kræver tillid,  at tage ansvaret for sig selv.

Det kræver villighed til kigge sig selv dybt i øjnene og erkende i det mindste over for sig selv, at der er arbejdspunkter.

Det kræver vedholdenhed til at fortsætte.

Det kræver at vi tør slipper perfektionisme og stoltheden.

Det kræver at vi er villige til at opgive trangen til at have ret og få det sidste ord.

Vi må give lige så stille slip på kontrollen, og turde sårbarheden mere bid for bid.

Det kræver at vi giver afkald på ord som burde og skulle.

Og det det kræver at vi tør lukke andre ind og viser de sidder i os der smerter, og som vi forsøger at skjule.

For hvor modsætningsfyldt det end er så er vi afhængige af andre for at blive frie og uafhængige.

Og når vores sår er skabt i relationerne, må de heales i relationerne.

Vi kan ikke heale dem alene.

Vi har brug for andre til at holde et spejl op, foran os, så vi kan se os selv.

Så nej, enkelt er det ikke, men det er muligt. Tiden arbejder for os.

Lige der i vores healing af vores sår, opstår kærligheden, til os selv og til andre, og stille og rolige siger vi fra i kærlighed, uden at tage vores kærlighed med os, og vi begynder også at kunne rumme oplevelsen, af at andre, stadig tager deres kærlighed, fordi de blot ikke er nået dertil endnu.

Vi finder fred i os selv, og blir selv-optagne i steder for andre-optagne.

Andre får plads til deres proces, deres valg som de kan lære af.

/af

Jeg ved det ikke….

Jeg ved det ikke!!!

En sætning der virkelig opleves stærkt her hos mig for tiden.
Tænk ikke at vide…. det er noget uvant for mig, og det huer mig ikke at jeg ikke kan finde svar…

 

 

Så hvad gør jeg lige med det her, jeg ved det ikke?

Det går op for mig, at det at vide, er lige med at have kontrol. For når jeg ved, så kan jeg sætte handlinger, tanker, ord, ja, endog følelser på der matcher det jeg tror jeg ved.

 

 

Men når jeg ikke ved, hvad gør jeg så?
Hvordan oplever jeg så trygheden i ikke at vide?
Trygheden i et ingenmandsland ?  Et tomrum, mellem det jeg vidste og det jeg kommer til at vide, engang.

Jeg kan gå i action, skabe kontrol, ved at sætte handlinger på, som skaber en eller anden form for viden om noget jeg kender.

Eller…..

 

 

Jeg kan gøre ingen ting
Finde modet til ikke at vide, til ikke at få kontrol, blot flyde med, lytte til mit hjertes hvisken, og anerkende den massive brølen fra min frygt over kontroltabet.
Lade svarene finde mig, når tiden er til det.

Når jeg ikke ved, så ved jeg dog dette, og det er, at der er så meget mere jeg kan lære, hvis jeg er nysgerrig nok til det. Og modig nok til at rumme sandheden, at jeg ikke ved.

 

 

 

/af

Let´s talk about love…


Fra mine 1:1 samtaler ved jeg at når vi koger det hele ned til en koncentreret masse, så drejer det sig i virkeligheden om ganske få temaer der går igen i alverdens afskygninger.


Når alt kommer til alt, drejer alt sig om 2 ting – Kærlighed eller Frygt


De to elementer stråler ud i alle vores oplevelser. 

Når jeg sådan kan påstå dette, så blir jeg jo også nød til at give eksempler, så du, kære læser, får en smule indblik i mine tanker. 

Dette vil jeg give dig mere uddybende via de følgende indlæg, men en lille smagsprøve får du nu alligevel her.

Jeg påstår at Kærlighed, er misforstået
 
Kærlighed, eller retter sagt frygten for at miste den, skaber alle andre følelser, der er ubehagelige. 

Kærligheden skaber også alle de dejlige og skønne ting vi oplever.

Dybest set er det min erfaring at vi generelt mangler meget mere ubetinget kærlighed til os selv. 

Og ja, jeg ved jo godt at mange tror, eller har lært, at dette er lige med at være egoistisk eller egocentreret. 

Og det er da ved gud sørgeligt at de to ting blandes så inderligt sammen. 

For de har intet tilfælles. 

Vi higer og søger efter nogen der kan og vil elske os nøjagtig som vi er, og det til trods for at vi ikke selv syntes vi er værdige til at elske os selv. 

Altså ikke før at en anden vil det. 

Og hvis vi så blir afviste, eller nogen forsøger at ændre på os, så konkluderer vi, at der er noget galt med os, og så er vi da bestemt ikke elsk værdige, og her starter vi så med at skjule de sider, som vi tror andre vil afvise os på. 
 
Vi underspiller, pleaser og gemmer os.

Vi gør det så godt, at vi bliver ubevidste om de sider, vi vil ikke kendes ved dem mere, glemme dem. 

Men nej, så let er det ikke. 

Vi kan og må ikke falde for fristelsen til at tro at vi kan blive hele mennesker, når vi kun vil elske det halve af os. 

Det går ikke, det er umuligt. 

Så betinger vi vores kærlighed til os selv, og det betyder at vi betinger den for vores medmennesker også. 

Og så opstår problemerne i parforholdet, i familierne osv.


Alle andre er vores spejl

Det vi elsker hos dem, er det vi kan elske i os selv, det vi hader hos dem, er det vi hader i os selv. 

Det er virkelig bare så enkelt. 

Og hvad der er endnu mere enkelt, er at når vi healer disse “dårlige” sider i os selv, så forsvinder de hos andre også. 

When you change the way you look at things, The things you look at change.

Du er så velkommen til at smide en kommentar. 


Lad os tale om kærligheden….. og om frygten for at elske hele os…

 

Nicole  







 

/af