Indlæg


Hmmm, Det statement vender vi lige tilbage til senere

Først…

Dingeling…
Tlf ringer….
I den anden ende spørger en stemme mig, om jeg kan hjælpe..
Hun er i tvivl og usikker…
Hun føler ikke at hun kan mærke sig selv længere, og det hun har lyst til….
Hun mærker ingen glæde og har nul overskud.

Nicole, jeg er i tvivl om jeg må sige nej…

Ja, sådanne samtaler har jeg mange af…

Jeg taler med skønne varme kærlige kvinder, der vil dem de elsker, det aller bedste.
Og de er så bange for at træde ved siden af, sige det forkerte, og komme til at såre…

Det er kvinder der er i tvivl…

Kvinder der er i tvivl om de MÅ have deres personlige grænse
Jeg taler med de sødeste kvinder, som tror at det er deres pligt at sørge for at alle andre har det godt, også selvom det koster dem, at de selv har det godt.

Se bare her hvordan det kan se ud…

– Takker ja til opgaver der dræner for energi.
– Holder samvær med personer ud, der får hende til at føle sig lille og forkert. Eks svigermor.
– Rummer adfærd der sårer hende, selvom hun har lyst til at sige fra.
– Finder sig i tavshed, surhed, bebrejdelser og kritik.
– Siger ja til sex, selvom lysten ikke er der.
– Nøjes med små krummer af kærlig samvær.

Nøjsomhed, rummelighed, hensyn, udholdenhed osv

Kvaliteter der er stærke, og smukke
Ja, ihvertfald når de er i balance…
For når de er i ubalance bliver de til mere eller mindre selv udslettelse
Noget af det første jeg lærte om at leve selvkærligt var, at disse kvaliteter kun havde værdi, og var ægte, når jeg kunne udvise dem overfor mig selv.
Også selvom det betød, at jeg måtte såre andre af og til når jeg sagde nej.

Det så sådan her ud:

– Takker nej til opgaver der dræner for energi. Jeg må godt
– Undgår samvær med personer, der prøver på at få mig til at føle mig lille og forkert. Jeg må godt
– Sige fra overfor adfærd der har til formål at såre mig. Jeg må godt.
– Sige fra overfor surhed, bebrejdelser og kritik. Jeg må godt
– Siger nej tak til sex, når lysten ikke er der. Jeg må godt
– Gå efter kærlighed 24/7. Jeg må godt og jeg fortjener det.
( Det viste sig at det jeg troede ville føre vrede, og afvisning med sig, faktisk endte med at blive både til anerkendelse og respekt. De skulle ganske vist lige vænne sig til mit nye jeg, men så kom resultaterne også )

Jeg må godt, og DU må godt sige NEJ til andre og JA til dig selv

Nå du føler dig forpligtet til at sørge for at andre ikke sidder tilbage med følelser der er ubehagelige, har du forpligtet dig ud over alle grænser.
Og for at kunne det, er det ret praktisk at mestre den evne der hedder, at undertrykke alt det man mærker inden i sig selv…
Heldigvis er det ikke muligt ret længe af gangen….
Det popper altid op til overfladen.

Og det ligner :

– tvivl
– frustration
– uretfærdighed
– vrede
– tankemylder
– rastløshed

Men det er faktisk godt…

For tvivl, frustration, uretfærdighed, tankemylder, vrede osv. fortæller dig at der er flere sider af en sandhed, og at der måske er andre mere nærende muligheder du kan vælge imellem

Det er dine hjælpere, der prøver på at råbe dig op..

De fortæller at du overhører noget…
Nemlig din personlige grænse…

Så tilbage til stemmen i telefonen…

Jeg fik fortalt hende at det her handler om hendes grænser.
Når vi ikke ærer vores grænser og lytter til vores følelser, ender det ofte med at vi bliver frustrerede og afmægtige, og kan til sidst ikke mærke os selv og det vi har brug for.
Og alt det kommer af, at nogen med stor sandsynlighed har fortalt os da vi var små, at vi ikke må have det som vi har det, fordi vi skal være søde pæne og korrekte piger, der tager hensyn, til andres følelser og behov, før vi lytter til os selv.

Den strategi virker altså ikke…

Ikke hvis du vil være en glad og tilfreds kvinde, der lever i balance med dig selv og om omverden.
Ikke hvis du vil kunne mærke hvad du har lyst til, og hvad du har brug for
Ikke hvis du vil opleve respekt, anerkendelse, kærlighed og samhørighed

 

Den er totalt yt…

Jeg startede dette indlæg med at skrive at det er din pligt at tage hensyn….

Til dig selv, først og fremmest.
Andre følger efter…
Tro mig, du har så meget mere at give af, når du selv er fyldt godt op med kærlighed

Se videoen og få et fif til hvad du selv kan gøre, for at få det liv sammen med andre du længes efter…

 

 

Nicole Albæk






I mange år, gjorde jeg mig selv mindre og sagde nej til mig selv, i håb om at løfte en andens stemning. 
Når jeg oplevede at stemningen var blevet dårlig, af den ene eller anden årsag, lod jeg mine egne grænser overskride. Jeg gjorde på den måde mig selv mindre værd.



 Jeg gjorde utrolig mange krumspring for at undgå konflikter 

Alligevel endte jeg altid med at forsvare mig selv, angribe tilbage og til sidst forsøge at jævne konflikten, ved at give afkald på mig selv, mine ønsker og behov. Alt sammen i håb om fred i huset og en stund med kærlighed. 


Når der var et problem, forsøgte jeg at løse det

Jeg tænkte aldrig den tanke, om problemet var skabt af mig, om det overhovedet kunne løses af mig, eller om jeg blot pudsede overfladen på noget som var brudt sammen for længst.  

Det var evigt slidsomt og stressende, og det var en utilregnelig tid, hvor angreb på min sindsro og min frygt for at være forkert, styrede hele mit liv. 



Jeg var på overarbejde 

Og jeg havde ingen erkendelse af hvor magtesløs jeg egentlig var i forhold til en andens følelser, adfærd og valg. 
Jeg forsøgte at kontrollere noget der var uden for min kontrol. Jeg forsøgte at kontrollere et andet menneske, for at undgå at føle min egen frygt og og blive afvist. 


Min elastik var strukket alt for langt 

Jeg gik rundt, som en zombie, med en følelse af at jeg ikke kunne trække vejret. Det var som om der altid stod en oven på min brystkasse.


Elastikken sprang til sidst, gudskelov. Og hvor gjorde det ondt 

Jeg nåede min bund…… 
Der på bunden, fandt jeg erkendelsen af, at hvis noget skulle ændre sig, så var det mig, mine tanker og min adfærd. 
Jeg måtte heale mig selv først. Jeg måtte heale min egen følelsesmæssige afhængighed og tilknytning til en anden… 



Jeg måtte tage ansvar for mig selv og sige JA til mig selv


Jeg måtte begynde at holde fast på mine grænser. 
Før det var muligt, måtte jeg gøre mig store overvejelser om hvad jeg egentlig ville være med til, og hvor mine grænser gik til. 


Mit selvværd kunne ligge mellem mine skosåler og jorden

Mit forhold til mig selv var ikke godt, men jeg var besluttet på at ændre det. 
Det krævede blot at jeg besluttede her og nu, at jeg ville lære at elske mig selv, og sætte de handlinger på, der bekræftede netop dette. 

Helt ærligt, det var på det tidspunkt en nem beslutning….



Jeg ville ikke længere nøjes med et overleve, nej, jeg ville LEVE. 

Hvis jeg ønskede at blive mødt med respekt, måtte jeg give mig selv respekt først. Respektere mine egne grænser, respektere mine egne behov, og give mig selv lov til at få og modtage det jeg havde brug for. 
Jeg måtte begynde at ære og anerkende mine følelser. Være ked af det når jeg var ked af det, vred når jeg var vred, og  glad når jeg var glad. 

Jeg måtte se frygten for afvisning og forladtheden i øjnene, og træffe valget om ikke at afvise og forlade mig selv, for at please en anden.

Jeg måtte lære at være i mit eget selskab, elske ensomheden, bruge tid på at læse, snakke og vende alting om hvordan det så ud inde i mig, og helst med andre, der selv havde været der. 

Jeg erkendte at jeg var fuldkommen magtesløs overfor andres tanker, følelser, valg og adfærd, og at den eneste magt jeg havde, var at beslutte hvem jeg ønskede at være i forhold til det, og sætte den handling på, der matchede dette. 

Jeg opgav at manipulere, for at få mine behov og mine ønsker gennemtrumfet. 

Jeg måtte begynde med at være ærlig om hvem jeg var, også de sidder jeg knap holdt så meget af, eller som jeg troede andre ikke kunne lide. 
Alt dette betød at jeg måtte sige farvel til personer, der havde svært ved at rumme min forvandling til et mere selv-kærligt menneske. 


Nogen forsvandt, men nye kom til. 

Jeg fik masser af nye dejlige relationer, der støttede mig.

Jeg købte mig til hjælp via caoching og kurser, jeg gik i selvhjælps gruppe, og jeg blev en del af et fælleskab, hvor vi støttede hinanden. 


Jeg havde brug for andre der spejlede mig, satte spørgsmålstegn ved det jeg gjorde og tænkte. Nogen der rummede mig, elskede mig, spurgte ind til mig, og delte deres erfaring med mig. 

 

Jeg kunne aldrig have gjort det alene.

Alt dette skete ikke over nat, nej, det var en proces der tog år. 
Jeg var igennem mange faser, og fik healet dem, en for en. 

Er du værd at elske?

Hvis du står i en lignende situation, som jeg gjorde, så start med at beslutte dig for, at du er værd at elske, også af dig selv. Det starter med lige den beslutning. 
Hvis du ikke kan elske dig selv, kan det være uendelig svært at tro på, at andre kan elske dig( uanset om de faktisk gør det).
Start med en beslutning om lige det. 







Giv slip på dit sort hvide syn

Bare fordi du har lavet fejl, betyder det jo ikke at hele dig ikke er værd at elske. Det betyder blot at du har et område du skal lære mere, på. 
Selv kritik, har endnu aldrig hjulpet på at hæve selvværdet. 
Men det har omsorg, rummelighed, tilgivelse og forståelsen af at du ikke behøver at være perfekt, blot menneskelig og villig til at arbejde med dig selv. 


Sæt dig ned, med en blok, og skriv ned, hvad du ønsker at få ud af livet

Tænk stort. 
Giv slip på nøjsomheden, den holder din standard lav, og du får kun det du tror, du fortjener. 
Så beslut dig for, hvad du fortjener at have mere af. 
Og bare roligt…. du kan altid ændre det til mere, for det er hvad der sker når vi elsker os selv
Vi bliver bevidste om at vi fortjener det bedste. Vi ændrer vores overbevisninger om at skulle nøjes.

Start lige der… Når du gør det, så vil livet levere det du har brug for, for at komme videre.


Hvordan ved jeg det?
 


Jo for jeg har set det ske, mange mange gange. Nogle gange er det sket på måder som jeg slet ikke så komme, men som var det helt rette.
 


Vær derfor åben og villig til at modtage, og lad livet sin del af magien. 

Din opgave er at sætte din standard… og holde fast i den…..

Hold fast i den, jeg gentager, hold fast i den…..!! Du får det du tror du fortjene
r.




 

 

Kærlige tanker til dig 
 
Nicole Albæk 





PS. Vil du have min hjælp til at starte DIN selvkærlige rejse, så du kan slippe af med dine hjertesorger?

 

 

 



Åhh ja, disse ord faldt mig ind lige nu.

Jeg sidder lidt og taler med mig selv om skam, om moderskab, og om penge.

Og så pludselig kommer ordene ” trust in the process” ud af min mund.

Jeg kom til at smile.

Jeg sidder her faktisk helt alene, ja, og taler lidt højt med mig selv.

So what, det virker jo 😉

Nå men, stol på processen

Hmm det konflikter jo altså en lille smule med min tålmodighed…

“Ihhh altså hvor længe skal jeg da vente?”, spørger jeg mig selv igen.

Svaret der kommer er, heal dit forhold til dig selv Nicole og elsk dig selv.

Suk…

Altid den her selvkærlighed,  den er da virkelig i fokus i disse år.

Ok ok svarer jeg, jeg undersøger lige min skam…… Igen!!

Og så starter tankerne inde i mig

De kredser om år tilbage i tiden med mig som mor til 2 små børn, midt i et helvede af medafhængighed, dårlig økonomi ulykkelig kærlighed og alkoholisme.

År, hvor jeg følte mig som det mindste og mest uværdige menneske i verden, og den dårligste mor ever…

År uden nærvær, uden ret meget glæde, men derimod en masse sorg, smertefyldt kærlighed, konflikter og bekymring.

Og år med sort samvittighed over at byde mine 2 guldklumper, en mor der var fyldt med vrede og ikke evnede kærligt nærvær.

Jeg kæmpede for at overleve, følelsesmæssigt,  menneskeligt og økonomisk.

Åhhh for pokker, mens jeg så er der, tilbage i tiden, slår det mig lige pludseligt, at jeg vist har ret høje forventninger til mig selv.

For 10 år siden ramte jeg bunden af mit medafhængige glas.

Klask, der lå jeg, mega forslået på min sjæl, sorte rande under øjnene, et blødende hjerte og en følelse af ensomhed, der fyldte mig med så stor angst for at miste kontrollen.

Det sikreste sted, for mig var nogen gange bare at ligge hele dagen under dynen, i min trygge livmoder.

Der lå jeg så i en tilstand af halv søvn og fik tiden til at gå, fik tiden til at gøre det jeg ikke selv  magtede.

Trods min forslåede sjæl, var der dog en ting jeg havde i god behold.

 

Nemlig min vilje, min tro og mit håb på at jeg fortjente mere…  Min vrede vågnede…

Godt boostet af min vrede, befandt jeg mig  langt om længe på min bund og der på bunden lå min erkendelse af, at nu måtte det være nok, nu måtte jeg altså forstå, at der kun var et eneste menneske der kunne ændre min situation.

Og dette ene menneske var selvfølgelig mig selv.

Men jeg kunne ikke gøre det alene.

Jeg måtte finde nogen der kunne rumme min historie.

Nogen der ikke dømte mig, for det klarede jeg jo så fint selv, men nogen der kunne tage min ækle destruktive gummihammer fra mig, inden jeg slog mig selv ud med den.

Jeg måtte finde nogen som  i stedet kunne hjælpe mig med at begynde at tilgive mig selv for at være en elendig mor, og for at behandle mig selv så ukærligt.

Jeg fandt dem i Al-anon, som er en selvhjælps gruppe for pårørende til alkoholikere. www.al-anon.dk

Her fik jeg healet min smerte, her fik jeg et lille trin af gangen, løftet mig selv op af skammens sorte hul.

Men det var ikke nok for mig…

Når jeg gør noget, gør jeg det helt, så jeg hyrede terapeuter til mig og børnene, tog uddannelser og kurser, for jeg ville mere med min historie, end “kun” at heale mig selv….

Jeg ville være i stand til at hjælpe mine børn og andre til at heale deres smerte og skam.

Jeg havde selv i årevis ledt efter den rette hjælp, og den var uendelig svær at finde…

Tilbage til de høje forventninger jeg har

Der er gået  mere end 10 år, og jeg må ganske stolt erkende, at jeg har gjort det ret godt.

Det har bestemt ikke været let, og det har ikke været smertefrit, og jeg syntes det tog alt for lang tid…

Mange tårer og store kameler der skulle sluges.

Men damn, det har været det hele værd.

Det startede med en sammenbrud, og blev til et gennembrud.

Som Christine Eilvig siger så smukt, guldet ligger i lorten.

Der var nok af lort at grave i og masser af guld at finde.

 

Hvor står jeg så nu, siden jeg atter skal stole på processen og se på min skam?

Jeg står der, hvor jeg skal stole på at jeg fortjener det bedste, at jeg godt må åbne op, og modtage alle livets store skønne gaver.

Smutte op på næste niveau, fra overlevelse til at fejre livet.

Ingen varme uden kulde, ingen oppe uden nede, ingen ønsker uden at opfyldelsen er til stede.

Jeg må stole på den sandhed, og lukke den ind og jeg må stole på processen.

Hvad vil jeg egentlig fortælle dig,med denne lille historie?

Svaret er enkelt…

Stol på processen……. !!

Sige ja til Kærlighed og overflod af alt det sjove.

At jeg må vokser mig større endnu, og ikke være bange for om jeg nu mister jordforbindelsen, eller min ydmyghed, eller om andre tager afstand fra mig fordi jeg får succes, eller bare fortæller om den.

At jeg skal eje min storhed, og ikke være nærig med mig selv.

At andres overbevisninger ikke har noget med mig at gøre.

Så jeg graver i en lort af gamle overbevisninger, og jeg har tænkt mig at finde guldet der, igen…

 

Giv slip på din frygt for at grave i lorten

Der ligger guld og gaver og venter på dig, større og smukkere end du kan forestille dig.

Der ligger kærlighed og tryghed, mod og overflod af det du drømmer om.

Du er den du venter på, og den hjælp du har behov for er altid tilstede.

Du skal blot bede om den og holde dine øjne og ører åbne, så kommer den til dig i en eller anden form..

Måske i form af min selvkærlige Kur?

 

Kærlige Tanker

Nicole