Er det kun er dig, der kæmper for jeres forhold?

Når I har haft en konflikt, er det hver gang dig, der må tilpasse og overgive dig for at i kan komme videre.
Det er dig, der forsøger at genoprette forbindelsen. 
Dig, der foreslår samtaler.
Dig, der googler “hvordan vi kommunikerer bedre”.
Dig, der gør noget – mens han virker… fjern. Uinteresseret. Uanfægtet.

Jo mere du gør, des mindre gør han… 
Han trækker sig og bliver mere distanceret og kold.

Det slider.
Ikke kun på jeres forhold. Det slider især på dig.
For du føler dig  forkert og ensom sammen med ham.

Det var jo ikke lige det du havde håbet og troet på, ville ske.
Nok nærmere det modsatte….!

Din drøm var at møde én du kunne føle et stærk bånd og samhørighed til.
En du kunne finde støtte i, og have det rart med.
Et menneske der altid er der for dig og elsker dig uden betingelser.
Et livsvidne…!

Men du begynder i stedet at tvivle på dig selv:
Er jeg for meget? Overfølsom? For krævende?

Du begynder også at tvivle på forholdet og ham:
Er han den rette? Elsker han mig ikke? Er han på vej videre? Tager han mig for givet?
Ser han en anden?

Du begynder at google:
Narcissisme, traumebinding, tilknytning, følelsesmæssig afhængighed og og og 

Du har måske endda forsøgt at afslutte forholdet men er endt tilbage fordi du stadig nærer et håb om at han vil møde dig i samhørighed, som han gjorde i starten. 

Hør her:

Du er ikke for meget…
Men noget tyder på at du tager alt for meget ansvar for forholdet – i håbet om selv at føle dig tryg og elsket.
Og han har måske lært at trække sig fra svære bøvlede følelser – i håbet om at undgå at blive overvældet af noget han ikke kan rumme og håndtere.

Dynamikken lyder sådan her: 
Ængstelig tilknytning møder undvigende tilknytning.

To mennesker, der begge længes efter nærhed – men hvor den ene jager og den anden flygter når der kommer kurrer på tråden.

Du mærker med det samme, når forbindelsen glipper, og går i alarm.
Så bliver du mere ivrig, mere opmærksom, og mere opsøgende, for at genskabe forbindelsen til ham, fordi afstanden netop vækker utryghed og frygt i dig.

Han mærker det samme – men hans nervesystem reagerer ved at lukke ned, skabe afstand, og trække sig ind i sin egen boble.

Og pludselig står du alene med en følelse af at bære hele relationen på dine skuldre.

Du har nu taget det fulde ansvar for, at i overhovedet stadig er et “vi” og for at konflikten i mellem jer opløses. 

Du forsøger på flere måder: 
Du gør dig sødere, roligere, mere forstående, mere tiltrækkende – i håbet om at få kommer tættere på ham.
Men jo mere du prøver at reparere, jo mere trækker han sig.

Og jo mere han trækker sig, jo mere utryg, needy og fastlåst bliver du.

Når det sker, skruer du op for jagten ved at skifte strategi med bebrejdelser, kritik, og frustration.

Og så går det helt galt. Måske ender du i afmagt med at afslutte forholdet.

Lyder det bekendt?

Hvis ja, så er det fordi at dit utrygge tilknytningsmønster har for meget magt i dit liv.

Den måde du håndtere afstand, uenighed, konflikt og distance på, har kun et formål. 
At gøre dig tryg igen.
For som ængstelig tilknyttet handler tryghed om nærhed, samhørighed, enighed, nærhed og dialog i dybden om følelser.

Det er sådan du forsøger at regulere dine ængstelige følelser af at føle dig forladt, ensom, forkert og afvist.

Og det er benzin på bålet hos en der er undvigende tilknyttet og som slet slet slet ikke har lyst til nærhed og dialog om dybe følelser, når det støjer.

Tværtimod skal der bare ro til. Stilhed og ensomhed, og du bliver den der forhindrer ham i det.
Gæt selv hvordan han kommer til at opfatte dig som en trussel på hans sindsro.

Lad mig lige gøre det helt klart: Ingen af jer forkerte!

Det er “bare” to forskellige utrygge måder at regulere følelser på, og når de finder sammen så er der 2 mulige scenarier. 

1. Der opstår total kaos fordi begge utrygge mønstre bliver over aktive og forstærkede af hinanden indtil en af jer giver op og stopper forholdet.
2. Der opstår kaos som er potentiale til heling og vækst, og det kræver kun at én af jeg vil det. (ofte den ængstelige der er mest motiveret pga afmagten) (Og der er ingen garanti for at begge gør det)

Jeg er selvfølgelig fortaler for nr 2.

Når et utrygt mønster skaber ballade og bliver over aktivt så er der en KÆMPE mulighed for endelig at få kigget på det og regulere det så man bliver TRYG tilknyttet.
Som tryg tilknyttet, så står man uden frygt i de svære følelser.
Man løber hverken efter eller væk, for at regulere sig.

Man finder trygheden i: 

• Evnen til at vise sig selv værd og kærlighed
• Evnen til at sætte grænser og blive på egen banehalvdel
• Evnen til at møde egne behov inde fra
• Evnen til at håndtere og regulere svære følelser

Det er præcis det, jeg hjælper kvinder med:

• At forstå, hvorfor de bliver ved med at tage for meget ansvar i deres relationer.
• At begynde at tage ansvar for sig selv i stedet.
• Og at genopbygge en følelse af tryghed, selvværd og grænser – indefra.

For først når du elsker dig selv, kan du mærke, om kærligheden i mellem jer er tryg og ægte – eller om du kæmper for en følelsesmæssig afhængig forbindelse hvis primære formål er at du skal føle dig tryg og elsket.

💬 Har du lyst til at mærke forskellen?

Er du er klar til at tage første skridt mod tryghed, så læs mere om mit 16 ugers selvværdsforløb:

 

 

Du fortjener at opleve en relation, hvor du ikke skal overkompensere for to.
Og du fortjener at føle dig tryg og elsket, især af dig selv.