Kærlighedssår – Derfor gentager du gamle mønstre i dine relationer

Kærlighedssår fra barndommen – og hvordan det påvirker dine relationer som voksen

Et kærlighedssår er ikke bare en sorg efter en forelskelse, der gik i stykker.

Det kan være noget meget dybere – et gammelt følelsesmæssigt sår, som opstod allerede i barndommen, længe før dine første romantiske erfaringer. Det er den form for sår, der opstår, når du over tid oplever at du som barn ikke bliver mødt, set eller rummet på den måde, du havde brug for.

Når du mangler følelsesmæssig næring i de tidlige år – kærlighed, anerkendelse, tryghed og plads til at være dig selv –  så sætter det sig som et kærlighedssår.

Artikel: Kæmper du alene for jeres forhold?

Dit sår bliver ofte ved med at støje, længe efter at du er blevet voksen.

Mange voksne oplever, at de gentager de samme mønstre i kærlighedsrelationer.

De mister sig selv i forholdet, føler sig forladt eller utilstrækkelige, eller længes efter nærhed, men trækker sig, når den opstår.

Måske vælger de partnere, som ikke kan give dem det, de drømmer om – og bliver fanget i en dynamik, hvor de kæmper for at føle sig elsket.

Det føles ofte som om man gentager en gammel dans, man ikke kan finde ud af at stoppe.

Og det er netop dét, det er: en ubevidst gentagelse af det, man engang lærte om hvordan man får mødt sine behov for anerkendelse, tryghed og oplevelsen kærlighed.

Hvis du som barn oplevede at skulle være dygtig, nem, sød, usynlig eller stærk for at få opmærksomhed og anerkendelse, kan det have lært dig, at kærlighed er noget, du skal gøre sig fortjent til.

Hvis du blev afvist, overset eller kritiseret, når du viste dine følelser, har du måske lært, at det ikke er trygt at vise, hvem du egentlig er.

Mange har slet ikke fået et sprog for deres følelser – eller oplevede at de blev gjort forkerte, og derfor gemmer de sig i dag bag en facade eller en tilpasningsstrategi, som et forsøg på at navigere og håndtere følelser af frygt for afvisning, og forkerthed.

Man tilpasser så man kan få lov til at høre til og føle sig god nok.

Artikel: Hun venter på hans kærlighed – måske forgæves

Et sådant kærlighedssår udvikler sig til det, vi kalder utryg tilknytning.

Tilknytningsmønstret skabes i barndommen – i den måde barnet relaterer sig til sine omsorgspersoner – og det bliver en slags indre køreplan for, hvordan vi som voksne navigerer i nære relationer.

Hvis du som barn lærte, at du ikke kunne regne med stabil tryghed og følelsesmæssig tilgængelighed, udvikler du måske en ængstelig tilknytning, hvor du hele tiden er på vagt og frygter at blive forladt eller afvist.

Du bliver måske overoptaget af den andens stemning, behov og følelser og tilsidesætter dine egne, for at sikre dig, at du ikke mister relationen eller at der opstår gnidninger.

Andre udvikler en undvigende tilknytning – de har lært, at det er farligt at være afhængig af nogen, og holder derfor afstand i kærligheden.

De har svært ved at lukke nogen ind, selvom de længes efter nærhed. Nogle veksler mellem de to – de længes intenst efter kærlighed, men bliver utrygge og selvbeskyttende, når nogen kommer for tæt på.

Under alle former for utryg tilknytning ligger der det samme sår: en oplevelse af, at det ikke var trygt eller muligt at være sig selv og stadig være elsket.

Såret fra dengang bliver til et filter, man oplever sit liv igennem som voksen.

Man søger bekræftelse udefra, længes desperat efter at føle sig elsket, men føler sig samtidig aldrig rigtig tryg i relationen.

Kærligheden bliver noget, man jager, bøjer sig for eller flygter fra – i stedet for noget, man kan hvile i.

Så længe det gamle kærlighedssår får lov at styre, er det svært at mærke at hvile i sig selv i relation til andre.

For det indre barn forsøger stadig at få opfyldt et behov, som engang var livsvigtigt: at føle sig elsket for den, man er.

Men det gode er, at det kan heles.

Ikke nødvendigvis hurtigt, men det kan lade sig gøre.

Når du begynder at give dig selv det, du aldrig fik – tryghed, rummelighed, kærlig anerkendelse og tilladelse til at føle – begynder noget i dig at falde til ro.

Ved at ære dine grænser viser du dig selv at betyder noget. Og ved at sætte små forsigtige grænser, træner du at rumme og omsætte de svære følelser som afvisning og ensomhed. De følelses som du måske har gjort alt for at undgå.

Du lærer at stå mere fast i dig selv ved at sige din mening og være ok med at blive afvist, og med tiden ændrer dine relationer sig også.

Ikke fordi du finder den “rigtige”, der aldrig sårer dig, men fordi du ikke længere overgiver dig til en urealistisk drøm om en partner, der forventer, at du opgiver dig selv for at få vist kærlighed.

At hele et kærlighedssår er ikke blot en mental øvelse – det er en dyb følelsesmæssig proces.

Den kræver tålmodighed og især tid. Den er ikke et kvikfix men en proces der bølger op og ned.

Men jo mere du  giver plads til det, du engang ikke måtte føle, jo mere fri bliver du.

Ikke bare i kærligheden – men i hele livet.

For selvkærlighed breder sig som ringe i vandet. Det vil påvirke alle aspekter af dit liv.