Fællesskab & Udvikling
Fællesskab for knuste hjerter
- Er dit hjerte knust?
- Har du svært ved at rumme de mange svære følelser ?
- Føler du dig ensom, drænet og tom?
- Søger du svar på en masse uafklarede spørgsmål?
- Har du slidt dine veninder op med dine
Du gav alt – og endte med et knust hjerte og selvværd…
Din søgen efter kærlighed har knust dit hjerte, men det betyder ikke at resten af dit liv er knust.
Er det din tid nu?
Bliv medlem for 89,- kr pr.
Fra 1. juni stiger prisen for nye medlemmer til 149,. kr
Lones mand drikker – Hvad skal hun gøre for at blive fri?
Lone kom hos mig fordi hun i årevis havde affundet sig med hendes mands drikkeri og den adfærd der følger med hans misbrug
Forløbet strakte sig over et år
Lone havde et ønske om at slippe sin medafhængighed af ham uden helt at vide hvad det ville indebære for hende.
De var allerede skilt i juridisk forstand, men han var stadig en stor energi sluger i deres hverdag på den måde at han kom og gik i deres hjem som han ønskede, og truede med drama foran deres fælles børn, når hun forsøgte at forhindre dette.
Han kom når han var påvirket af alkohol, og hun kunne svært holde på sine grænser, da det medførte handlinger som for hende var meget grænse overskridende.
Lone følte sig forpligtet til at hun skulle svare når han ringede eller skrev og på den måde kunne han påvirke hendes følelser og humør.
Det sled enormt på Lone og hun var godt led og ked af sin situation
Først kiggede vi på hvad Lone ønskede at få ud af de her samtaler. Vi undersøgte også om hun var virkelig var parat til at slippe ham, og derpå undersøgte vi de tanker hun havde omkring sin overbevisning hvor hun følte sig forpligtet til at svare ham og være til rådighed til enhver tid.
Lone troede ikke særlig meget på at nogen andre mænd kunne syntes hun var interessant og derfor havde hun en ubevidst tro på at x manden, var det hun kunne gøre sig fortjent til.
Det gjorde at hun i starten af sir forløb hos mig også følte en mindre modstand på at slippe ham helt, trods hans adfærd og det faktum at hun ikke elskede ham mere. Det undrede hende virkelig meget at hun havde svært ved at slippe en hun slet ikke længere kunne lide.
Lone gik i gang med at undersøge sit selvværd og fandt her, at hun satte andres værd højere end sit eget.
I det løbende år lærte Lone at det var ok at sige nej uden skyldfølelse, at hun var mest forpligtet til at være tro imod sig selv og sine ønsker.
Hun undersøgte også hvilken rollemodel hun ønskede at være over for sine børn, og hun lærte at sætte handlinger på der matchede hendes nye tro på sig selv. I takt med at hun opbyggede sin tro på at have ret til at sige fra og sætte grænser, steg hendes selvrespekt og hendes mod til at sætte de grænser som skulle vise ham hvortil hun gik.
Da Lones forløb hos mig sluttede, var hun stadig igang med processen, men hun følte sig væsentligt bedre klædt på til at håndtere det der opstod og træffe sunde valg for sig selv der ikke var baseret på lavt selvværd og frygt for ensomhed og konflikter.
Hendes selvværd var steget markant og hun var oveni købet begyndt at se en ny mand.
Lone syntes hun var gået i stå
Hun havde mistet troen på at der var noget godt til hende, og hun lod sig bare falde ned i sit mismod indtil hendes smerte blev større end angsten for at tage sagen i egen hånd, og bære ansvaret for at hun selv måtte skabe sin lykke og det liv som hun ønskede at leve.
Lone valgte at tage styringen i sit liv og med det valg ændrede hun sig fra at være en der var gået i stå, til en der aktivt spillede med og tog ansvar for sit liv. Hun kom til at opleve langt større selvrespekt og selvværd, fordi hun tog sig selv og sit liv alvorlig nok, til at gøre det hun måtte gøre, for at blive glad og tilfreds igen.
Det var den beslutning der startede hendes forandring
Kan man egentlig gå i stå med sit liv?
Vil livet ikke altid føre en fremad på en eller anden måde?
I mit univers?
Jo. Livet kan ikke stoppes og forandring er et vilkår for os der lever. Fra fødsel til grav.
Men hvorfor så tale om at gå i stå?
Jo, for det er faktisk muligt at parkere sig selv et passivt sted i livet, hvor man efter bedste evne følger med i det der sker og og derfra prøver at få det bedste ud af det, fremfor aktivt at styrer hen imod det man ønsker og drømmer om.
Der er sådan helt enkelt sagt, 2 faktorer der motiverer til at vi ønsker at forandre noget.
Enten flytter vi os væk fra en smerte og et ubehag, eller også går vi hen imod nydelse.
De fleste af os ændrer ikke på noget før vi føler ubehag af en art og det får os til at søge væk fra ubehaget. Det er sjældent vi ønsker at ændre på noget som vi oplever går godt og er tilfredse med.
Derfor kommer de fleste af mine klienter også til mig for at skabe en forandring væk fra et ubehag, hen imod en større oplevelse af glæde og nydelse.
Nogle af mine klienter har ventet i årevis med at fjerne sig fra smerten i håbet om at det gik over af sig selv, for til sidst at blive bevidste om at livet går videre og at det går så uendelig meget bedre med at forandre noget, når vi selv aktivt vælger at tage aktion hen imod det vi ønsker.
Mange prøver at gøre det samme igen og igen, i et håb om at det giver et nyt resultat.
Men et nyt resultat kræver en ny handling, og når den indtræffer forandrer livet sig.
Den der lille stemme…
Skat, jeg elsker dig, siger han varmt og kærligt til mig…
Ahhh siger en lille bitte stemme inden i mig.
Kan det nu passe?
Er jeg værdig til det, gider nogen virkelig elske mig?
Det skete kun et split sekund efter at han havde udtalt ordene. Så hurtigt landede den her gamle rest af tvivl i mig.
Kan det nu passe lille Nicole, at nogen kan elske dig? Sådan rigtig elsker dig?
Rester af et lavt selvværd, bor stadig i mig….
Heldigvis….
Heldigvis, bor der så meget andet i mig også, så jeg fanger den lyn hurtig, den der lille stemme, før den får begyndt at råbe op, og råbe højere.
Før den digtet en grim historie om hvor lidt jeg er værd, og før den går igang med at finde beviser på at det er sandt.
Jeg får den fanget før jeg begynder at tro på det den siger.
Jeg får den fanget, beroliget, og smilet af den og jeg får sagt stop til den.
Jeg får husket den der lille stemme på, hvem jeg også er, ud over min gamle slidte og aftjente historie om en lille pige der aldrig følte sig god nok til at blive elsket.
Stop nu søde ven….
Jeg er lige igang med at nyde mit liv, nyde at jeg har en helt igennem fantastisk kæreste, der rent faktisk virkelig elsker mig.
Ja han gør nemlig….
Og jeg elsker at han gør det, for største delen af mig, ved at jeg er værdig til at modtage hans kærlighed.
Største delen af mig, elsker mig, og det er det jeg vil nyde og have mit fokus på.
Øjeblikket er forbi…..
Jeg har fanget min tvivl, og tager imod hans ord med bobler af lykke i hjertet.
Kærligheden er så magisk at sige ja til.
Lige så magisk som at kunne tøjle sin gamle frygt for at blive forladt og afvist.
Det er smukt og magisk når vi først siger ja til at behandle os selv kærligt og nænsomt i tankerne, for før kan vi jo ikke sige rigtig ja til det vi modtager af andre.
Fordi den lille stemme med tvivl springer frem…
Fordi vi tror på den lille stemme…
Fordi vi går i gang med at søge beviser og teste om den lille stemme har ret…
Sådan saboterer vi os selv igen og igen med vores tanker
Men det behøver ikke være sådan.
Vi behøver ikke tro på den lille stemme.
Vi kan stoppe op og rette tvivlen imod tvivlen i stedet for.
Og beslutte os for at vi er elskværdige og fortjener at modtage kærlighed af os selv og andre.
Kærlige tanker til dig
Nicole
Du behøver ikke længere at lade den styre dit liv og digte grimme historier.
Du får kun min kærlighed hvis du gør som jeg siger…
Du gør som jeg ønsker, ellers mister du min kærlighed og mærker min skuffelse, vrede og foragt.
Forestil dig at være et lille barn, der er afhængig af sine nære omsorgspersoner.
Et barn der er afhængig af at forældre igen og igen fortæller hvor elsket barnet er, uanset rigtig og forkert adfærd.
Som igen og igen tilbyder sin tid og nærvær for at udvikle et stærkt og sundt selvværd og føle sig ubetinget elsket og værdig at være sammen med.
Hvor mange af os, har prøvet dette?
Hvor mange af os, stopper op, og blir optagede af at undersøge vores egen reaktion og følelser på en given adfærd fra en anden?
Hvor mange af os, er bevidste om at såret vi blir ramt i, er vores, og at det er langt lettere at heale ubehaget ved dette, når vi tør dykke ned i det og undersøge det.
Når vi tager ansvar for at såret er vores eget, måske skabt i barndommen, men stadig vores.
Når vi blir skuffede, ramte, føler os afviste og forkerte, sårede osv, er det så den der trykker på såret, eller ejeren af såret der har ansvaret?
I mit univers, er det ejeren af såret, der har ansvaret for at tage sig af sit sår
Hvordan kan andre være ansvarlig for noget de ikke kan kontrollere?
Hvordan kan jeg vide hvornår jeg rammer et sår i en anden?
Åh ja, nogen gange ved vi det jo godt.
Og nogen gange misbruger vi vores viden.
Dette indrømmer jeg gerne… Det sker…
Men….
Når det så er sagt, så er vi stadig ene og alene ansvarlige for at andre igen og igen KAN ramme os, i vores sår.
Punktum, Basta…
Vi er ansvarlige for at give magten over vores følelser ud til andre.
Vi er den der forlader os selv, når vi ikke blir hos os selv, for at heale det der er vores.
Det er faktisk langt lettere at ændre sig selv, end de andre
Vi skylder faktisk os selv at få healet vores sår.
I selv-kærlighedens navn…
Der er et menneske jeg altid har hos mig, og det er mig selv.
Når jeg elsker mig selv nok, så vil jeg have langt mere lyst og mod til at lukke andre helt ind, også selv om de kommer til at rammer et sår i os.
Måske kunne det også være en hjælp at begynde at tænke på andre mennesker, der rammer os, som hjælpere.
De hjælper os til at få øje på vores arbejdspunkter.
I stedet for at være fjender vi frygter og pleaser, eller fjerner os fra, så er de hjælpere.
Blot en tanke.
Dermed menes ikke at vi skal finde os i alt fra andre. Overhovedet ikke.
Vi skal gå når andre igen og igen overtræder vores grænser, og vi skal distancere os når det er det sundeste.
Ikke som en flugt og en reaktion, men som et bevidst valg basseret på kærlighed til os selv.
Faktisk sker der ofte det, at når vi har healet vores grænse issues, forsvinder problemet af sig selv, da vi ikke længere er et match til dette.
Jeg ved det lyder så enkelt, og jeg ved også at så enkelt er det ikke. Det kræver virkelig noget af os.
Det kræver tillid, at tage ansvaret for sig selv.
Det kræver villighed til kigge sig selv dybt i øjnene og erkende i det mindste over for sig selv, at der er arbejdspunkter.
Det kræver vedholdenhed til at fortsætte.
Det kræver at vi tør slipper perfektionisme og stoltheden.
Det kræver at vi er villige til at opgive trangen til at have ret og få det sidste ord.
Vi må give lige så stille slip på kontrollen, og turde sårbarheden mere bid for bid.
Det kræver at vi giver afkald på ord som burde og skulle.
For hvor modsætningsfyldt det end er så er vi afhængige af andre for at blive frie og uafhængige.
Og når vores sår er skabt i relationerne, må de heales i relationerne.
Vi kan ikke heale dem alene.
Vi har brug for andre til at holde et spejl op, foran os, så vi kan se os selv.
Så nej, enkelt er det ikke, men det er muligt. Tiden arbejder for os.
Vi finder fred i os selv, og blir selv-optagne i steder for andre-optagne.
Andre får plads til deres proces, deres valg som de kan lære af.