Vi kender jo nok alle til at blive sur og fornærmet.

Følelsen der lige rammer os når nogen gør eller siger noget som rammer et ubehag i os.

Men hvad  skal det til for, det her med at blive sur?

Hvorfor er nogen sure i 2 min, mens andre er det i flere dage eller uger

Og hvilken hensigt har det at være sur, hvad vil vi opnå med det?

For mit eget vedkommende kunne jeg surmule i dage over noget der var blevet sag eller gjort, og mit ubevidste motiv var dybest set at skræmme andre fra at gentage deres handling igen.

Jeg behandlede dem med kulde, afvisning og skarpe sårende ord, så de ikke et sekund var i tvivl om at de her var trådt ved siden af.

Jeg blev tavs og kold.

Jeg ønskede at de nærmest bad mig om at blive god igen, for det var jo lig med at de indrømmede deres fejl og mangel.

Når jeg så syntes at det blev for anstrengende at opretholde min surhed overgav jeg mig langsomt igen til livsglæde og mit ellers gode humør.

Indtil næste gang nogen trådte ved siden af…….!!

Jeg undlod en gang at tale til min daværende kæreste i 14 fulde dage, for at han aldrig mere skulle være i tvivl om hvad der ventede ham, hvis han gentog at såre mig.

I dag kan jeg ikke engang huske hvad det handlede om dengang

Hvad jeg dog husker var hvor hårdt og ubehageligt det var at være så sur og kold

Jeg var så optaget af at kontrollere den del af hans adfærd der kunne minde mig om hvor lille jeg kunne føle mig indeni.

For var der noget der gjorde ondt indeni i mig så var det når jeg igennem mine følelser ubevidst blev mindet om en tid hvor jeg følte at jeg ingen kontrol havde og hvor voksne og børn kunne bestemme, afvise, drille og straffe mig for det de syntes var forkert hos mig.

Noget jeg især reagerede på var kritik, og når jeg blev gjort til grin.

Jeg stejlede indeni når jeg blev kritiseret og grinet af, og hørte kun at jeg var lille, dum, grim og ikke duede.

Det var ubehageligt og utrygt at føle mig sådan, så jeg gjorde det, som de fleste gør, jeg byggede et forsvar op, der i store træk handlede om at forhindre andre i at aktivere de følelser i mig der føltes ubehagelige.

Jeg forsøgte at kontrollere andres adfærd på 2 måder

Enten ved at skræmme dem, eller ved at please dem

Det virkede et stykke hen af vejen, men jeg måtte alligevel opgive undervejs.

Mine sår var for store og jeg kom ærlig talt på overarbejde med at kontrollere andre.

Så meget at det tog min livsglæde.

Jeg var sur og trist stort set dagligt og hvem gider leve sådan?

Jeg gjorde ikke…

Jeg ville føle mere glæde, jeg ville opleve den dybe følelse af at være tilfreds med mig selv som den jeg er.

Jeg blev klar over at det kunne være en ret go ide at få set og undersøgt de sårede følelser jeg bar rundt på, og måske endda få dem helet så de ikke var så sårbare overfor andres dom, adfærd og kritik længere.

Jeg blev klar over at jeg måske havde en større chance for at opleve kontrol og tryghed, når jeg helede mine sår fremfor at kontrollere andre med min surhed.

En surhed der tog min livsglæde og forhindrede mig i at nyde mit liv.

Blir jeg sur i dag?

Åh ja det gør jeg, men ikke længere i 14 dage.

Tiden heler sår, men kun de sår vi hiver frem i lyset og står ved.

– Vi heler kun sår når vi stopper med at give andre ansvaret for vores ubehag og smerte.

– Vi heler sår når vi i stedet ser på såret og ikke vedkommende som bevidst eller ubevidst kradser i såret med et ord eller en adfærd.

– Vi heler sår når vi holder op med at give andre skylden for vores følelser og blir mere fokuseret på at forstå os selv og vores reaktion på det andre gør.

Hvordan ved du at et sår er helet, eller på vej til at hele?

Min erfaring er at din mod reaktion på det andre gør, viser hvor du er.

Du kan mærke såret, men samtidig har du fjernet dit fokus fra den anden, og bliver mere optaget af hvordan du ønsker at håndtere dette.

Du har fået et valg

Vi kan anerkende vores smerte, og vi kan vælge at slippe den igen.

Den største forandring ligge i at acceptere at det er dit sår, og ikke et den anden har skabt og derfor ikke er skyld i.

Det at placere skyld blir ligegyldigt, da ansvaret får såret ejes af den der bærer det.

Den fulde kontrol for smerten fås ved at hele såret. på den måde slipper man for smerten, og for at blive sur på andre.

For andre gør nu engang det de gør.

Ofte ubevidste og uden intention om at såre, selvom det alligevel sker i ny og næ.

Man kommer langt med at bære over, give slip og komme videre med at nyde livet fremfor at sabotere sig selv med indelukket surhed over noget der ikke kan ændres og kontrolleres.